Ordspråkene 18:10
Herrens Navn er et fast Taarn; en Retfærdig skal løbe til det og blive ophøiet.
Herrens Navn er et fast Taarn; en Retfærdig skal løbe til det og blive ophøiet.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
11Den Riges Gods er hans faste Stad, og som en høi Muur i hans Tanke.
26I Herrens Frygt er en tryg Styrke, og han skal være en Tilflugt for sine Børn.
27Herrens Frygt er Livets Kilde til at vige fra Dødens Snarer.
1De Ugudelige flye, skjøndt der er Ingen, som forfølger (dem), men den Retfærdige skal være tryg som en ung Løve.
9Og han, han skal dømme Verden med Retfærdighed, han skal afsige Dom over Folkene med Oprigtighed.
39Men de Retfærdiges Frelse er af Herren; (han er) deres Styrke i Nødens Tid.
29Thi du, du skal oplyse min Lygte; Herren min Gud skal gjøre min Mørkhed klar.
30Thi ved dig kan jeg løbe igjennem en Trop, og ved min Gud kan jeg springe over en Muur.
20Denne er Herrens Port; de Retfærdige skulle gaae ind ad den.
1Den, som boer i den Høiestes Skjul, han skal blive om Natten i den Almægtiges Skygge.
2Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
3Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
22Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.
29Herrens Vei er den Fuldkomnes Styrke, men Fordærvelse for dem, som gjøre Uret.
3(Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
7han gjemmer det bestandige (Gode) for de Oprigtige, (han er et) Skjold for dem, som vandre fuldkommeligen,
31Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham.
28Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde, men de Retfærdige skulle grønnes som et Blad.
9Hvo, som er efterladen i sin Gjerning, er Broder til den, som er en fordærvelig Huusbonde.
25At forfærdes for et Menneske fører i Strikke, men den, som forlader sig paa Herren, bliver ophøiet.
6Og den Troskab, (som du skal bevise) i din (beleilige) Tid, skal være (megen) Saligheds Gods, Viisdom og Kundskab; Herrens Frygt, den skal være hans Liggendefæ.
15Der er en frydefuld Røst om Salighed i de Retfærdiges Pauluner; Herrens høire Haand gjør kraftige (Gjerninger).
1Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
7Herren er god, (han er) til Befæstning paa Nøds Dag, og kjender dem, som troe paa ham.
2min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
26Thi Herren skal være dit Haab, og han skal bevare din Fod, at (den) ikke fanges.
5Alt Guds Ord er luttret; det er et Skjold for dem, som forlade sig paa ham.
9Thi du, Herre! er min Tillid; — den Høieste haver du, (du Gudfrygtige!) sat til din Bolig.
33Men hvo mig lyder, skal boe tryggeligen og være rolig for Frygt for det Onde.
9den, som vederqvæger sig ved Ødelæggelse over den Stærke, at Ødelæggelsen kommer over Befæstningen.
15En Rigs Gods er hans faste Stad, men de Fattiges Armod er (deres) Fordærvelse.
16En Retfærdigs Arbeide er til Livet, en Ugudeligs Indkomme er til Synd.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
2Herre! jeg troer paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.
22En Viis farer op i de Vældiges Stad, og skal nedkaste dens Trygheds Styrke.
3Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
8Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Menneskene.
1Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
3Zions Bjerg ligger smukt, er det ganske Lands Glæde, paa de nordre Sider, en stor Konges Stad.
11Gud, døm dem skyldige, at de falde fra deres Anslag; udstød dem for deres mange Overtrædelsers Skyld, thi de ere gjenstridige imod dig.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
6I beskjæmme en Fattigs Raad; men Herren er hans Tilflugt.
1Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
32Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe uden vor Gud?
11I, som frygte Herren! forlader eder paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
4Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
16Det Lidet, som den Retfærdige haver, er bedre end mange Ugudeliges meget (Gods).
17Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
19Den Lades Vei er som et Tornegjerde, men de Oprigtiges Sti er banet.