Salmene 91:1
Den, som boer i den Høiestes Skjul, han skal blive om Natten i den Almægtiges Skygge.
Den, som boer i den Høiestes Skjul, han skal blive om Natten i den Almægtiges Skygge.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
3 Thi han, han skal frie dig af Fuglefængerens Snare, fra den skadelige Pestilentse.
4 Han skal bedække dig med sine Vingefjædre, og du skal haabe under hans Vinger; hans Sandhed er et Skjold og Pantser.
5 Du skal ikke frygte for Nattens Forskrækkelse, for Pilen, som flyver om Dagen,
9 Thi du, Herre! er min Tillid; — den Høieste haver du, (du Gudfrygtige!) sat til din Bolig.
10 Dig skal intet Ondt vederfares, og der skal ingen Plage komme nær til dit Paulun.
11 Thi han skal befale sine Engle om dig, at bevare dig paa alle dine Veie.
5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
3 Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
4 Thi du haver været min Tilflugt, et stærkt Taarn (at flye til) fra Fjendens Ansigt.
1 Davids Psalme. Herre! hvo skal være til Herberge i dit Paulun? hvo skal boe paa dit hellige Bjerg?
1 Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
14 Efterdi han haver Lyst til mig, (siger Herren), saa vil jeg udfrie ham; jeg vil ophøie ham, thi han kjender mit Navn.
15 Han skal kalde paa mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød; jeg vil frie ham og herliggjøre ham.
7 (Om) Tusinde falde ved din Side, og ti Tusinde ved din høire Haand, skal det dog ikke komme nær til dig.
16 han, han skal boe i de høie (Stæder), Klippernes Befæstning skal være hans Ophøielse; hans Brød bliver givet (ham), hans Vand er sikkert.
1 Mose, den Guds Mands, Bøn. Herre! du, du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.
7 Din Retfærdighed er som Guds Bjerge, dine Domme ere en stor Afgrund; Herre! du frelser Mennesker og Dyr.
20 Hvor meget er dit Gode, som du haver gjemt for dem, som dig frygte, (som) du haver beviist mod dem, der troe paa dig, for Menneskens Børn!
5 Hvo er som Herren vor Gud, som haver sat sig høit,
33 Men hvo mig lyder, skal boe tryggeligen og være rolig for Frygt for det Onde.
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
2 Gud! vær mig naadig, vær mig naadig; thi min Sjæl forlader sig paa dig, og jeg forlader mig paa dine Vingers Skygge, indtil al Ulykken er gaaen over.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
5 Herren er den, som bevarer dig; Herren er din Skygge over din høire Haand.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
8 Bevar mig som en Øiesteen i Øiet, skjul mig under dine Vingers Skygge,
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
14 Herrens Løndom hører dem til, som ham frygte, og hans Pagt, at han lader dem vide den.
1 Davids (Psalme). Herren er mit Lys og min Salighed, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Kraft, for hvem skal jeg ræddes?
22 Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
6 Visseligen, Godt og Miskundhed skal efterjage mig alle mit Livs Dage, og jeg skal blive i Herrens Huus en lang Tid.
3 Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
11 I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
1 Davids Psalme. Herren er min Hyrde, mig skal ikke fattes.
9 Og han, han skal dømme Verden med Retfærdighed, han skal afsige Dom over Folkene med Oprigtighed.
27 Den evige Gud er Boligen, og nedentil ere de evige Arme; og han har uddrevet Fjenden for dit Ansigt, og sagt: Ødelæg!
3 Han skal ikke lade din Fod snuble, han, som bevarer dig, skal ikke slumre.
1 En Sang paa Trapperne. De, som forlade sig paa Herren, de ere som Zions Bjerg, der ikke skal ryste, (men) skal blive evindelig.
11 I, som frygte Herren! forlader eder paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
3 Dersom en Hær vil leire sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig opreises imod mig, da forlader jeg mig paa dette.
114 Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord.
2 Jeg vil takke Herren i mit ganske Hjerte, jeg vil fortælle alle dine underlige Ting.
2 Gud er kjendt i Juda, hans Navn er stort i Israel.
7 Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest, at jeg kan prise dig ganske gladerligen, naar jeg frelses. Sela.
18 Thi du er deres Styrkes Priis, og du skal ophøie vort Horn ved din Velbehagelighed.
6 Og der skal være en Hytte til Skygge om Dagen for Hede, og til en Tilflugt og til et Skjul for Vandskyl og for Regn.
26 I Herrens Frygt er en tryg Styrke, og han skal være en Tilflugt for sine Børn.
9 Herre! fri mig fra mine Fjender; hos dig haver jeg skjult (mig).