Salmenes bok 9:9
Og han, han skal dømme Verden med Retfærdighed, han skal afsige Dom over Folkene med Oprigtighed.
Og han, han skal dømme Verden med Retfærdighed, han skal afsige Dom over Folkene med Oprigtighed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 (Anlangende) Fjenden, (nu) ere Ødelæggelserne endte evindeligen, og du, (O Gud!) haver udryddet Stæderne; deres Ihukommelse er omkommen med dem.
8 Men Herren skal blive evindelig, han haver beredt sin Throne til Dom.
22 Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.
10 Og Herren skal være den Ringe en Ophøielse, ja en Ophøielse i Nødens Tider.
11 Og de skulle forlade sig paa dig, de, som kjende dit Navn; thi du haver ikke forladt dem, som søge dig, Herre!
7 Herren er god, (han er) til Befæstning paa Nøds Dag, og kjender dem, som troe paa ham.
39 Men de Retfærdiges Frelse er af Herren; (han er) deres Styrke i Nødens Tid.
40 Og Herren skal hjælpe dem og udfrie dem; han skal udfrie dem fra de Ugudelige og frelse dem, thi de troede paa ham.
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
1 Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
6 Herren gjør Retfærdigheder og Domme for alle Fortrykte.
18 at skaffe den Faderløse og Ringe Ret, (at) man skal ikke ydermere blive ved (med Vold) at udstøde et Menneske af Landet.
3 Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
9 Thi du, Herre! er min Tillid; — den Høieste haver du, (du Gudfrygtige!) sat til din Bolig.
1 Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?
9 Herren bevarer de Fremmede, han opreiser Faderløse og Enker, men forvender de Ugudeliges Vei.
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
12 En mundkaad Mand skal ikke befæstes paa Jorden; en ond, fortrædelig Mand, ham skal man jage, indtil (han er ganske) fordreven.
19 Thi en Fattig skal ikke glemmes evindeligen, (eller) de Elendiges Forventelse fortabes altid.
2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
6 I beskjæmme en Fattigs Raad; men Herren er hans Tilflugt.
9 Men du, Herre! du skal lee ad dem, du skal bespotte alle Hedningerne.
13 Thi den, som hevner Blod, kommer dem ihu, han haver ikke glemt de Elendiges Skrig.
5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
9 Ved (Volds) Mangfoldighed komme de (Ugudelige) dem, som lide Vold, til at raabe; de skrige for de Stores Arm.
4 Han skal skaffe de Elendige blandt Folket Ret, han skal frelse den Fattiges Børn og sønderstøde Voldsmanden.
22 Thi Herren er vor Dommer, Herren er vor Lovgiver, Herren er vor Konge, han, han skal frelse os.
31 Thi han staaer ved en Fattigs høire Haand, at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.
13 Herren har fremstillet sig til at gaae irette, og staaer til at dømme Folkene.
5 Herren er ophøiet, thi han boer i det Høie; han haver opfyldt Zion med Ret og Retfærdighed.
4 Thi du var den Ringes Styrke, den Fattiges Styrke, da han var i Angest, en Tilflugt for Vandskyl, en Skygge for Heden; thi de Forfærdeliges Aand er som et Vandskyl imod en Væg.
18 Thi du er deres Styrkes Priis, og du skal ophøie vort Horn ved din Velbehagelighed.
9 Herre! fri mig fra mine Fjender; hos dig haver jeg skjult (mig).
9 Du lod høre Dom af Himmelen; Jorden frygtede og blev stille,
2 Herre! vær os naadig, vi have biet efter dig; vær aarle deres Arm, tilmed vor Salighed i Nødens Tid.
10 Herrens Navn er et fast Taarn; en Retfærdig skal løbe til det og blive ophøiet.
5 dem, som sige: Ved vor Tunge ville vi faae Overhaand, vore Læber (staae) med os; hvo er vor Herre?
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
1 Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
9 Israel! forlad dig paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
16 Lad de samme vanke hid og did om Spise, og lad dem knurre, naar de ikke blive mætte.
19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
3 Skaffer en Ringe og Faderløs Ret, hjælper en Elendig og Arm til Retfærdighed.
3 Zions Bjerg ligger smukt, er det ganske Lands Glæde, paa de nordre Sider, en stor Konges Stad.
7 Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes.
8 Saa skal Folkenes Forsamling omringe dig, og for dens Skyld kom igjen i det Høie!