Job 35:9
Ved (Volds) Mangfoldighed komme de (Ugudelige) dem, som lide Vold, til at raabe; de skrige for de Stores Arm.
Ved (Volds) Mangfoldighed komme de (Ugudelige) dem, som lide Vold, til at raabe; de skrige for de Stores Arm.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
12 Der raabe de; men han svarer ikke for de Ondes Hovmodigheds Skyld.
28 at han maa lade den Ringes Skrig komme over ham, og han maa høre de Elendiges Skrig.
2 Gud! vend (dine) Øren til min Bøn, og skjul dig ikke for min (ydmyge) Begjæring.
3 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret
7 See, jeg raaber over Vold, og jeg bliver (dog) ikke bønhørt; jeg skriger, og der er ingen Ret.
39 Derefter bleve de formindskede, og nedbøiede af ond Trængsel og Bedrøvelse.
15 (Men) han skal frie en Elendig i hans Elendighed, og aabne deres Øre i Trængsel.
10 Men Ingen (af dem) siger: Hvor er Gud, som gjorde mig, som giver Psalmer om Natten,
5 dem, som sige: Ved vor Tunge ville vi faae Overhaand, vore Læber (staae) med os; hvo er vor Herre?
8 De komme (Andre) til at forsmægte, og tale af Ondskab om (at gjøre) Vold; de tale af det Høie.
29 Folket i Landet undertrykke de med Vold og røve Rov, og forfordele den Elendige og Fattige, og undertrykke den Fremmede foruden Ret.
12 Lovsynger Herren, som boer i Zion, kundgjører iblandt Folkene hans Gjerninger!
17 Herrens Ansigt er imod dem, som gjøre Ondt, at udrydde deres Ihukommelse af Jorden.
9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
18 at skaffe den Faderløse og Ringe Ret, (at) man skal ikke ydermere blive ved (med Vold) at udstøde et Menneske af Landet.
9 Og han, han skal dømme Verden med Retfærdighed, han skal afsige Dom over Folkene med Oprigtighed.
2 til at afvende de Ringe fra (deres) Ret og bortrive de Elendiges Ret iblandt mit Folk, at Enkerne maae være deres Rov, og de kunne berøve de Faderløse.
12 Thi jeg kjender eders mange Overtrædelser og eders stærke Synder; de trænge den Retfærdige, tage Forsoning, og bøie (Retten) for de Fattige i Porten.
1 Derefter vendte jeg mig om og saae alle de Undertrykte, som ilde medhandles under Solen, og see, (der var) deres Graad, som vare undertrykte, og (der var) Ingen, som trøstede dem, og (der gik) Kraft af deres Haand, som undertrykte dem; derimod havde de Ingen, som trøstede dem.
24 Vaagn op! hvorfor vil du sove, Herre? vaagn op, forkast ikke evindeligen!
12 De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.
41 Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
9 Du lod Enker fare tomhændede, og de Faderløses Arme maatte knuses.
3 Mon (det synes) dig godt, at du gjør Vold, at du forkaster dine Hænders Arbeide og skinner over de Ugudeliges Raad?
28 De ere blevne fede (og) glindse, de overgik ogsaa en Onds Handeler; de udførte ingen Sag, (ja ikke) den Faderløses Sag, og havde (dog) Lykke, og de skaffede ikke de Fattige Ret.
12 Folk af Staden sukke, og, de Ihjelslagnes Sjæl skriger; dog vil Gud ikke Gjøre noget Usædvanligt (ved dem).
8 (Men) din Ugudelighed (kan vel gjøre) et Menneske, som du (er, Noget), og din Retfærdighed et Menneskes Barn.
15 og de Ugudeliges Lys skal holdes tilbage fra dem, og en høi Arm skal sønderbrydes.
23 Dersom du plager dem, og de da raabe til mig, da skal jeg visseligen høre deres Raab.
21 Du haver forvendt dig til at være grum imod mig, du imodstaaer mig (af Had) ved din Haands Styrke.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;
8 Og Jordens Nytte er for Alle; en Konge (selv) bliver betjent af Ageren.
18 Der have de Bundne Ro tillige, de høre ikke Trængerens Røst.
4 Hører dette, I, som opsluge den Fattige, og (det) for at komme de Elendige i Landet til at høre op,
4 De lede de Fattige af Veien, de Elendige i Landet have skjult sig tillige.
13 Hvo, som stopper sit Øre for den Ringes Raab, han, han skal og raabe og ikke bønhøres.
9 den, som vederqvæger sig ved Ødelæggelse over den Stærke, at Ødelæggelsen kommer over Befæstningen.
25 Græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? min Sjæl ynkedes over den Fattige.
30 Og det skal bruse derover paa den samme Dag, ligesom Havet bruser, og det skal see til Landet, og see, da er der Mørkhed, Angest, og Lyset skal formørkes i dets Ødelæggelser.
5 Og Folket skal trænges, den Ene (skal være) imod den Anden, og hver imod sin Næste; de (skulle være) stolte, den Unge imod den Gamle, og den Ringeagtede imod den Ærede.
2 Herre! hvorlænge skal jeg skrige, og du vil ikke høre? (ja) raabe til dig for Vold, og du vil ikke frelse?
3 Hvorfor lader du mig see Uret og skue Møie? baade Ødelæggelse og Vold er for mig, og der er Kiv og Trætte, som man maa bære.
8 Og om de blive bundne i Lænker, blive grebne med Elendigheds Strikker,
10 Alle mine Been skulle sige: Herre! hvo er som du? du, som frier en Elendig fra den, som er ham for stærk, ja en Elendig og Fattig fra den, som ham røver.
6 Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
4 Redder en Ringe og Fattig, frier ham af de Ugudeliges Haand.
2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor forkaster du mig? hvorfor skal jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?