Job 19:7
See, jeg raaber over Vold, og jeg bliver (dog) ikke bønhørt; jeg skriger, og der er ingen Ret.
See, jeg raaber over Vold, og jeg bliver (dog) ikke bønhørt; jeg skriger, og der er ingen Ret.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staaer (der), og du agter (ikke) paa mig.
8 Han gjærdede min Vei, at jeg ikke kan gaae over, og han satte Mørkhed paa mine Stier.
6 Forstaaer nu, at Gud har forvendt mig, og haver ladet sit Garn omringe mig.
7 Han tilmurede for mig, og jeg kan ikke komme ud, han gjorde mine Kobberlænker svare.
8 Naar jeg end skreg og raabte, lukkede han til for min Bøn.
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
15 Thi om jeg end var retfærdig, vilde jeg ikke svare; jeg maa bede den om Naade, som dømmer mig.
16 Om jeg end raabte, og han svarede mig, da kunde jeg (dog) ikke troe, at han vender (sine) Øren til min Røst.
7 Der (vilde jeg findes) oprigtig, naar jeg gik irette med ham, og befries evindeligen af den, som dømmer mig.
8 See, vil jeg gaae fremad, da er han (der) ikke, eller tilbage, da fornemmer jeg ham ikke.
19 Om (jeg vilde flye) til Magt, see, da er han stærk, eller og til Ret, hvo vilde bringe mig i Tale (med ham)?
18 See, Kjære, (naar) jeg faaer ordentlig beskikket Retten, (da) veed jeg, at jeg, jeg skal blive retfærdig.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
9 Ved (Volds) Mangfoldighed komme de (Ugudelige) dem, som lide Vold, til at raabe; de skrige for de Stores Arm.
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 Er jeg et Hav eller en Hvalfisk, at du vil sætte Vagt over mig?
9 Mon Gud skulde høre hans Skrig, naar Angest kommer over ham?
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
5 Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, og Gud haver borttaget min Ret.
1 Til Sangmesteren for Jeduthun; Asaphs Psalme.
2 Min Gud, min Gud! hvorfor haver du forladt mig? du er langt fra min Frelse, fra min Hylens Ord.
3 Hvorfor lader du mig see Uret og skue Møie? baade Ødelæggelse og Vold er for mig, og der er Kiv og Trætte, som man maa bære.
4 Derfor er Loven svækket, og Dommen udkommer ikke evindeligen; thi den Ugudelige omgiver den Retfærdige, derfor udkommer forvendt Dom.
8 Skjul dem i Støv tilhobe, bind for deres Ansigt i det Skjulte.
32 Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde komme tilsammen for Dommen.
2 Gud! vend (dine) Øren til min Bøn, og skjul dig ikke for min (ydmyge) Begjæring.
59 Herre! du saae Fortrædelighed imod mig; døm min Dom!
41 Og du haver givet mig mine Fjender paa Flugt, ja mine Hadere, (og) jeg udrydder dem.
1 Døm mig, O Gud! og udfør min Sag for det umilde Folk; fra en falsk og uretfærdig Mand udfrie du mig.
1 Herre! du er retfærdig, naar jeg vil trætte med dig; dog maa jeg tale med dig om Rette: Hvorfor er de Ugudeliges Vei lykkelig? alle de, som vare saare troløse, vare trygge.
17 alligevel er der ingen Fortrædelighed i mine Hænder, og min Bøn er reen.
38 Dersom mit Land raaber imod mig, og dets Furer græde tilsammen,
1 Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.
9 Jeg vil bære Herrens Vrede, thi jeg haver syndet imod ham, indtil han udfører min Sag og skaffer mig Ret; han skal udføre mig til Lyset, jeg skal see paa hans Retfærdighed.
28 da maa jeg grue for alle mine Smerter; jeg veed, at du lader mig ikke være uskyldig.
20 Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.
21 Ak! kunde en Mand gaae irette med Gud, som et Menneskes Barn med sin Næste!
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgjerning fare bort? thi jeg skal nu ligge i Støvet, og naar du søger mig om Morgenen, da skal jeg ikke (findes).
12 Der raabe de; men han svarer ikke for de Ondes Hovmodigheds Skyld.
24 Herre, min Gud! døm mig efter din Retfærdighed, og lad dem ikke glæde sig over mig;
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
22 Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
16 Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; jeg maatte bede til ham om Naade med min (egen) Mund.
9 Derfor er Retten langt fra os, og Retfærdighed naaede ikke til os; vi forventede Lyset, og see, (her er) Mørke, (vi ventede idel) Skin, og see, vi vandre i (idel) Mørkhed.
7 Du veed, at jeg haver ikke handlet ugudelig; dog er der Ingen, som kan redde af din Haand.
20 Men, Herre Zebaoth! du retfærdige Dommer, som prøver Nyrer og Hjerte, jeg skal see din Hevn paa dem, thi jeg haver aabenbaret for dig min Sag.
25 Græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? min Sjæl ynkedes over den Fattige.
35 Hvo giver mig den, som vil høre mig? see, min Begjæring er, at den Almægtige vilde svare mig, og at den, som trætter med mig, skrev en Bog.