Salmenes bok 31:22
Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
8 Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
6 Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
1 Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.
2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
21 Du skal skjule dem i dit Ansigts Skjul for hvers fortrædelige (Anløb), du skal gjemme dem i en Hytte for Tungernes Trætte.
6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.
7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.
54 Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen.
7 Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.
8 Til dig sagde mit Hjerte: — (der du sagde:) søger mit Ansigt! — Herre! jeg søger dit Ansigt.
22 Herre! du saae det, ti ikke; Herre! vær ikke langt fra mig.
5 Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.
1 En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!
2 Herre! hør paa min Røst, lad dine Øren mærke paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
1 Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.
2 Min Gud, min Gud! hvorfor haver du forladt mig? du er langt fra min Frelse, fra min Hylens Ord.
56 Du hørte min Røst; skjul ikke dit Øre for mit Suk, for mit Raab.
12 Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
2 Hør mine (ydmyge) Begjæringers Røst, naar jeg raaber til dig, naar jeg opløfter mine Hænder til dit hellige Chor.
22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.
11 Jeg, jeg sagde, der jeg hastede: Hvert Menneske er en Løgner.
15 Ja, jeg er som en Mand, der ikke hører, og (som haver) intet Gjensvar i sin Mund.
16 Thi, Herre! jeg bier efter dig; du, du, Herre min Gud, skal bønhøre.
1 Jeg elsker Herren, fordi han vil høre min Røst, mine (ydmyge) Begjæringer.
1 En Elendigs Bøn, naar han er forsmægtet og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
2 Herre! hør min Bøn, og lad mit Raab komme til dig.
21 Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
22 Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig.
17 Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.
7 Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staaer (der), og du agter (ikke) paa mig.
9 Viger fra mig, alle I, som gjøre Uret; thi Herren haver hørt min Graads Røst.
8 Naar jeg end skreg og raabte, lukkede han til for min Bøn.
2 Herre! vend (dine) Øren til mine Ord, agt paa min Betænkning!
2 Herre! jeg troer paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.
4 Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der ophøier mit Hoved.
10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
17 fordi jeg ikke er udryddet, før Mørket (kom), og han ikke haver skjult Mørkhed for mit Ansigt.