Salmenes bok 31:22

Original Norsk Bibel 1866

Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Sal 116:11 : 11 Jeg, jeg sagde, der jeg hastede: Hvert Menneske er en Løgner.
  • Jona 2:4 : 4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.
  • Jona 2:7-9 : 7 Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse. 8 Der min Sjæl forsmægtede udi mig, kom jeg Herren ihu, og min Bøn kom til dig i dit hellige Tempel. 9 De, som tage vare paa falske Forfængeligheder, de forlade deres Fromhed.
  • Hebr 5:7 : 7 Han, som i sine Kjøds Dage, der han med stærkt Raab og Taarer frembar Bønner og ydmyge Begjæringer til den, der kunde frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,
  • Jes 6:5 : 5 Da sagde jeg: Vee mig! thi jeg maa (visseligen) udryddes, thi jeg haver urene Læber og boer midt iblandt et Folk, som haver urene Læber; thi mine Øine have seet Kongen, den Herre Zebaoth.
  • Jes 38:10-12 : 10 Jeg, jeg sagde: Da mine Dage afskjæres, maa jeg fare til Gravens Porte, jeg maa savne det Øvrige af mine Aar. 11 Jeg sagde: Jeg skal ikke see Herren, (ja) Herren i de Levendes Land, jeg skal ikke skue Menneskene ydermere hos dem, som boe i Verden. 12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
  • Jes 49:14 : 14 Men Zion sagde: Herren haver forladt mig, og Herren haver glemt mig.
  • Klag 3:54-55 : 54 Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen. 55 Herre! jeg kaldte paa dit Navn nederst af Hulen.
  • Esek 37:11 : 11 Og han sagde til mig: Du Menneskesøn! disse Been, de ere alt Israels Huus; see, de sige: Vore Been ere blevne tørre, og vor Forhaabning er borte, vi ere afhugne.
  • 1 Sam 23:26 : 26 Og Saul gik paa denne Side af Bjerget, og David og hans Mænd paa den anden Side af Bjerget; og der David hastede at gaae fra Sauls Ansigt, da omringede Saul og hans Mænd David og hans Mænd, for at gribe dem.
  • 1 Sam 27:1 : 1 Og David sagde i sit Hjerte: Jeg omkommer nu en Dag ved Sauls Haand; Intet er mig bedre, end at jeg aldeles undkommer til Philisternes Land, at Saul kan intet Haab have om mig til at søge efter mig ydermere i alt Israels Landemærke, at jeg kan undkomme af hans Haand.
  • 2 Krøn 33:11-13 : 11 Derfor lod Herren komme over dem Hærens Fyrster, som vare Kongen af Assyriens, og de grebe Manasse iblandt Tornebuskene, og de bandt ham med Kobberlænker og førte ham til Babel. 12 Og der han var i Angest, bad han ydmygeligen for Herrens sin Guds Ansigt og ydmygede sig saare for sine Fædres Guds Ansigt. 13 Ja han bad til ham, og han bønhørte ham og hørte hans Bøn, og førte ham tilbage til Jerusalem, til hans Rige; da kjendte Manasse, at Herren han var Gud.
  • Job 35:14 : 14 Men du siger, du beskuer ham ikke; (der er dog) Dom for hans Ansigt, derfor vent (ikkun) paa ham.
  • Sal 6:9 : 9 Viger fra mig, alle I, som gjøre Uret; thi Herren haver hørt min Graads Røst.
  • Sal 31:17 : 17 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig ved din Miskundhed.
  • Sal 88:16 : 16 Af Ungdom er jeg elendig, og (som den, der) opgiver Aanden; jeg bærer dine Forfærdelser, jeg maa tvivle (om Fremtiden).

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 1 Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.

  • 4 Thi du havde kastet mig i Dybet, midt i Havet, og Floden omringede mig; alle dine Vover og dine Bølger gik over mig.

  • 6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.

  • 8 Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.

  • 14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.

  • 6 Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.

  • 19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.

  • 1 Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.

  • 2 Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.

  • 21 Du skal skjule dem i dit Ansigts Skjul for hvers fortrædelige (Anløb), du skal gjemme dem i en Hytte for Tungernes Trætte.

  • 6 Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.

  • 1 En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.

  • 7 Da jeg var i Angest, raabte jeg til Herren, ja, jeg raabte til min Gud; og han hørte min Røst fra sit Tempel, og mit Raab med sine Øren.

  • 16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.

  • 9 Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).

  • 6 Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer forekom mig.

  • 7 Jeg hader dem, som tage vare paa falsk Forfængelighed, men jeg, jeg forlader mig paa Herren.

  • 54 Der flød Vand over mit Hoved, jeg sagde: Jeg er afhuggen.

  • 76%

    7 Herre! hør min Røst, naar jeg raaber, og vær mig naadig og bønhør mig.

    8 Til dig sagde mit Hjerte: — (der du sagde:) søger mit Ansigt! — Herre! jeg søger dit Ansigt.

  • 22 Herre! du saae det, ti ikke; Herre! vær ikke langt fra mig.

  • 5 Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.

  • 76%

    1 En Sang paa Trapperne. Af det Dybe raaber jeg til dig, Herre!

    2 Herre! hør paa min Røst, lad dine Øren mærke paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.

  • 76%

    1 Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.

    2 Min Gud, min Gud! hvorfor haver du forladt mig? du er langt fra min Frelse, fra min Hylens Ord.

  • 56 Du hørte min Røst; skjul ikke dit Øre for mit Suk, for mit Raab.

  • 12 Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.

  • 16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.

  • 2 Hør mine (ydmyge) Begjæringers Røst, naar jeg raaber til dig, naar jeg opløfter mine Hænder til dit hellige Chor.

  • 22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig.

  • 11 Jeg, jeg sagde, der jeg hastede: Hvert Menneske er en Løgner.

  • 75%

    15 Ja, jeg er som en Mand, der ikke hører, og (som haver) intet Gjensvar i sin Mund.

    16 Thi, Herre! jeg bier efter dig; du, du, Herre min Gud, skal bønhøre.

  • 1 Jeg elsker Herren, fordi han vil høre min Røst, mine (ydmyge) Begjæringer.

  • 75%

    1 En Elendigs Bøn, naar han er forsmægtet og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.

    2 Herre! hør min Bøn, og lad mit Raab komme til dig.

  • 75%

    21 Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.

    22 Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig.

  • 17 Bønhør mig, Herre; thi din Miskundhed er god; vend (dit) Ansigt til mig efter din megen Barmhjertighed.

  • 7 Jeg sank ned til Bjergenes Grunde, Jordens Stænger vare om mig evindeligen; men du, Herre min Gud! opførte mit Liv fra Fordærvelse.

  • 22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.

  • 20 Jeg skriger til dig, men du svarer mig ikke; jeg staaer (der), og du agter (ikke) paa mig.

  • 9 Viger fra mig, alle I, som gjøre Uret; thi Herren haver hørt min Graads Røst.

  • 8 Naar jeg end skreg og raabte, lukkede han til for min Bøn.

  • 2 Herre! vend (dine) Øren til mine Ord, agt paa min Betænkning!

  • 2 Herre! jeg troer paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.

  • 4 Men du, Herre! er et Skjold for mig, min Ære, og den, der ophøier mit Hoved.

  • 10 Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?

  • 17 fordi jeg ikke er udryddet, før Mørket (kom), og han ikke haver skjult Mørkhed for mit Ansigt.