Salmenes bok 38:15
Ja, jeg er som en Mand, der ikke hører, og (som haver) intet Gjensvar i sin Mund.
Ja, jeg er som en Mand, der ikke hører, og (som haver) intet Gjensvar i sin Mund.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7Visselig, Mennesket gaaer frem (som) i et Billede, visselig, de gjøre sig (megen) Uro forgjæves; man samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det.
5Jeg biede efter Herren, min Sjæl biede, og jeg haabede paa hans Ord.
14Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
6Jeg, jeg raaber til dig, thi du, Gud, bønhører mig; bøi dit Øre til mig, hør min Tale.
5Thi du er min Forventelse; Herre, Herre! min Tillid fra min Ungdom af.
16Thi, Herre! jeg bier efter dig; du, du, Herre min Gud, skal bønhøre.
14Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
1Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
9Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
22Herre! din Miskundhed være over os, saasom vi haabe paa dig!
14Men jeg, jeg vil altid haabe, og jeg vil forøge al din Priis.
6De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
1Til Sangmesteren; Davids Psalme.
114Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord.
10Hvad for Vinding er der i mit Blod, naar jeg farer ned til Graven? (mon) Støvet skal takke dig? kan det forkynde din Sandhed?
8Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
22Lovet være Herren, thi han haver underlig beviist sin Miskundhed imod mig (og ført mig) i en fast Stad.
2Herre! vend (dine) Øren til mine Ord, agt paa min Betænkning!
3Giv Agt paa mit Raabs Røst, min Konge og min Gud! thi til dig vil jeg bede.
15Hvor skulde da min Forventelse være? og hvo skulde beskue min Forventelse?
1Davids Psalme. Herre! jeg raaber til dig, skynd dig til mig; vend dine Øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig.
18Og jeg sagde: Min Seier er borte, og min Forventelse fra Herren.
1Davids Psalme. Herre! hør min Bøn, vend dine Øren til mine (ydmyge) Begjæringer; bønhør mig for din Sandheds Skyld, for din Retfærdigheds Skyld.
81Min Sjæl længes efter din Salighed; jeg haaber paa dit Ord.
8Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
24Herren er min Deel, sagde min Sjæl, derfor vil jeg haabe til ham.
17Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
9Men du, Herre! du skal lee ad dem, du skal bespotte alle Hedningerne.
21Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
22Forlad mig ikke, Herre! min Gud, vær ikke langt fra mig.
26Hjælp mig, Herre, min Gud! frels mig efter din Miskundhed,
6Lovet være Herren! thi han haver hørt mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
1Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig.
42Og jeg vil svare den, som forhaaner mig for nogen Ting, at jeg haver forladt mig paa dit Ord.
43Og tag ikke Sandheds Ord saa saare fra min Mund, thi jeg venter paa dine Domme.
8Lad mig aarle høre din Miskundhed, thi jeg haver forladt mig paa dig; kundgjør mig den Vei, som jeg skal gaae paa, thi jeg haver opløftet min Sjæl til dig.
2Herre! hør paa min Røst, lad dine Øren mærke paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
13Thi onde Ting have omspændt mig, saa (der er) intet Tal paa, mine Misgjerninger grebe mig, og jeg kunde ikke see; de ere flere end Haar paa mit Hoved, og mit Hjerte haver forladt mig.
1Davids (Psalme). Herre! til dig vil jeg raabe; min Klippe! ti ikke for mig, at jeg ikke, (om) du tier for mig, skal blive lignet ved dem, som fare ned i Graven.
1En Sang paa Trapperne. Jeg raabte til Herren i min Nød, og han bønhørte mig.
1En Psalmesang, for Korahs Børn; til Sangmesteren; paa Machalath-Leannoth; (en Sang,) som giver Underviisning, af Heman, den Esrachiter.
2Herre! jeg vil ophøie dig; thi du haver draget mig op, og du lod mine Fjender ikke glædes over mig.
13Skal din underlige Gjerning kjendes i Mørket, eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
166Herre! jeg ventede paa din Salighed, og jeg gjorde efter dine Bud.
147Jeg kom aarle i Tusmørket og raabte; jeg haver haabet paa dit Ord.
5Sku til høire Side, og see, at der var Ingen, som kjendte mig; Tilflugt var borte fra mig, (der var) Ingen omhyggelig for min Sjæl.
14Jeg qviddrede saa som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; mine Øine opløftede sig til det Høie: Herre! jeg undertrykkes, vær Borgen for mig.
16Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
1En Elendigs Bøn, naar han er forsmægtet og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.