Jesaja 38:14
Jeg qviddrede saa som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; mine Øine opløftede sig til det Høie: Herre! jeg undertrykkes, vær Borgen for mig.
Jeg qviddrede saa som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; mine Øine opløftede sig til det Høie: Herre! jeg undertrykkes, vær Borgen for mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6For mit Suks Røst hænge mine Been ved mit Kjød.
7Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken, jeg er som en Natugle i de øde (Steder).
8Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.
15Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
6Frygt og Bævelse komme paa mig, og Gruelse skjuler mig.
12Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
13Jeg stillede mig indtil om Morgenen; som en Løve, saa sønderbryder han alle mine Been; fra om Dagen indtil Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
8Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
9Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.
10Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
28Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
6Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
18Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
3Jeg er sunken i dybt (og) skident Dynd, hvor man ei kan staae; jeg er kommen i meget dybt Vand, og Strømmen overskyllede mig.
1Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
15Ja, jeg er som en Mand, der ikke hører, og (som haver) intet Gjensvar i sin Mund.
9Herren skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, (ja) en Bøn til mit Livs Gud.
4Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
9Og du overantvordede mig ikke i Fjendens Haand, du lod mine Fødder staae paa et rumt (Sted).
10Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
17Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
20See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
12Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
2Gud! vend (dine) Øren til min Bøn, og skjul dig ikke for min (ydmyge) Begjæring.
13Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
14Mine Overtrædelsers Aag er tilbundet ved hans Haand, de ere sammenviklede, de ere komne op over min Hals, han lod min Kraft falde; Herren haver givet mig i (deres) Hænder, jeg kan ikke opkomme.
9Du skilte mine Kyndinger langt fra mig, du gjorde mig meget vederstyggelig for dem; jeg er indelukket og kan ikke komme ud.
1Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
3Min Sjæl begjærer og længes ogsaa at komme til Herrens Forgaarde; mit Hjerte og mit Kjød raabe med Fryd til den levende Gud.
1Davids (Psalme), som giver Underviisning; en Bøn; der han var i Hulen.
13Mange Øxne have omkringgivet mig, de stærke (Øxne) af Basan have omringet mig.
14De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
16Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
24Thi før (jeg æder) mit Brød, kommer mit Suk, og min Hylen udøses som Vandet.
12Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.
8Herre! ved din Velbehagelighed haver du med Styrke befæstet mit Bjerg; (men der) du skjulte dit Ansigt, da blev jeg forfærdet.
11Vi brumme allesammen som Bjørnene, og kurre ideligen som Duerne; vi bie efter Retten, (og den er der) ikke, efter Saligheden, og den er langt borte fra os.
16Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
14Jeg omgikkes (med ham), som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder (og var) nedbøiet som En, der sørger over (sin) Moder.
52Mine Fjender jagede mig hart uforskyldt, som en Fugl.
16Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
19Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
6Herre! jeg raabte til dig, jeg sagde: Du er min Tillid, min Deel i de Levendes Land.
4Kom jeg Gud ihu, da blev jeg urolig, talede jeg, da forsmægtede min Aand. Sela.
7Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
7Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
8Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
82Mine Øine forsmægtede for dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig?