Salmene 35:14
Jeg omgikkes (med ham), som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder (og var) nedbøiet som En, der sørger over (sin) Moder.
Jeg omgikkes (med ham), som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder (og var) nedbøiet som En, der sørger over (sin) Moder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13 Men der de vare syge, iførte jeg mig en Sæk, jeg plagede min Sjæl med Faste, og min Bøn kom igjen i mit Skjød.
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
25 Græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? min Sjæl ynkedes over den Fattige.
27 Mine Indvolde syde og ere ikke stille; Elendigheds Dage ere komne mig tilforn.
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
12 (Der er) megen Skade inden i den, og Bedrageri og Svig viger ikke fra dens Gade.
15 Jeg syede en Sæk omkring min Hud, og nedlagde mit Horn i Støvet.
16 Mit Ansigt er skident af Graad, og Dødens Skygge er over mine Øienlaage,
20 See, Herre! at jeg haver Angest, mine Indvolde ere rørte, mit Hjerte haver vendt sig inden i mig, thi jeg haver været meget gjenstridig; udentil haver Sværdet gjort (mig) barnløs, i Huset var Døden.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
22 Lad al deres Ondskab komme for dit Ansigt, og handle med dem, som du handlede med mig for alle mine Overtrædelsers Skyld; thi mine Sukke ere mange, og mit Hjerte er svagt.
20 Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.
12 Kommer det ikke eder ved, Alle, som gaae forbi ad Veien? skuer og seer, om der er en Smerte som min Smerte, der mig er vederfaren; thi Herren haver bedrøvet (mig) paa sin grumme Vredes Dag.
14 Jeg qviddrede saa som en Trane, som en Svale, jeg kurrede som en Due; mine Øine opløftede sig til det Høie: Herre! jeg undertrykkes, vær Borgen for mig.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
10 Thi Nidkjærhed for dit Huus haver ædet mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
11 Og jeg græd med min Sjæls Fasten, men det blev mig til Forhaanelser.
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
19 Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
14 Den, som bortvender Miskundhed fra sin Ven, forlader den Almægtiges Frygt.
19 Alle de Mænd, (som) vare i mit hemmelige Raad, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, ere vendte imod mig.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
12 Og de sørgede og græd og fastede indtil Aftenen over Saul og over Jonathan, hans Søn, og over Herrens Folk og over Israels Huus, at de vare faldne ved Sværdet.
3 Thi (ogsaa) jeg var min Faders Søn, øm og (som) den Eneste for min Moder.
13 Han lod mine Brødre være langt borte fra mig, og de, som kjende mig, ere ogsaa blevne fremmede for mig.
14 Mine Nærmeste lode af (at komme til mig), og mine Kyndinge glemte mig.
9 Mine Fjender forhaane mig den ganske Dag; de, som ere galne paa mig, sværge ved mig.
2 Haver jeg ikke sat og stillet min Sjæl (tilfreds) som den, der er afvant hos sin Moder? (ja) som den, der er afvant, er min Sjæl i mig.
8 Hyl som en Jomfru, der haver ombundet en Sæk, for sin Ungdoms Mand.
25 (Naar) jeg udvalgte deres Vei, da maatte jeg sidde øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Tropperne, som den, der trøster de Sørgende.
22 Og han sagde: Der Barnet endnu levede, fastede og græd jeg; thi jeg sagde: Hvo veed? Herren tør vorde mig naadig, at Barnet maa leve.
14 De oplode deres Mund imod mig, (som) en Løve, der river og brøler.
21 Da mit Hjerte var opsvulmet, og jeg led Sting i mine Nyrer,
11 Mit Hjerte slaaer heftigt, min Kraft haver forladt mig, og mine Øines Lys, (ja) ogsaa det er ikke hos mig.
20 Min Sjæl kommer det vel ihu og bøier sig over mig.
18 — thi han er opvoxen hos mig af min Ungdom som hos en Fader, og af min Moders Liv haver jeg ledet hende —
7 Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
31 Og min Harpe er bleven til Sorrig, og mit Orgel til de Grædendes Lyd.
6 (Men) om jeg (end) taler, forhindres min Pine ikke, og lader jeg af, hvad skulde gaae bort fra mig?
13 Og de sadde med ham paa Jorden syv Dage og syv Nætter, og Ingen talede til ham et Ord; thi de saae, at Pinen var saare stor.
12 Tugter du Nogen med megen Straf for Misgjerning, da gjør du, at hans ønskelige (Skikkelse) hensmelter som et Møl; visseligen alle Mennesker ere Forfængelighed. Sela.
16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig; thi jeg er eenlig og elendig.
10 Vee mig, min Moder! at du fødte mig, en Mand, mod hvem alt Landet kiver og trætter; jeg haver ikke sat paa Aager, og de have ikke sat paa Aager hos mig, dog forbander Enhver mig.
2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
1 Gid du var min Broder, som diede min Moders Bryst! (gid) jeg maatte finde dig paa Gaden! (da) skulde jeg kysse dig, og de skulde ikke foragte mig.