Job 29:25
(Naar) jeg udvalgte deres Vei, da maatte jeg sidde øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Tropperne, som den, der trøster de Sørgende.
(Naar) jeg udvalgte deres Vei, da maatte jeg sidde øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Tropperne, som den, der trøster de Sørgende.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24 Loe jeg til dem, (da) troede de (det) ikke, og de gjorde ikke, at mit Ansigts Lys faldt.
11 Naar et Øre hørte (mig), da prisede det mig salig, og naar et Øie saae mig, da gav det mig Vidnesbyrd.
12 Thi jeg reddede den Fattige, som skreg, og en Faderløs, som havde ingen Hjælper.
13 Hans Velsignelse, som (ellers) maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkers Hjerte.
14 Jeg iførte mig Retfærdighed, og den beklædte mig; min Ret var som en Kappe og en (fyrstelig) Hue.
15 Jeg var den Blindes Øine, og jeg var den Lammes Fødder.
16 Jeg var de Fattiges Fader, og den Tvistighed, som jeg ikke vidste, den undersøgte jeg.
17 Og jeg sønderbrød den Uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte kaste Rovet af sine Tænder.
14 Jeg omgikkes (med ham), som han havde været min Ven og Broder; jeg gik i Sørgeklæder (og var) nedbøiet som En, der sørger over (sin) Moder.
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
7 da jeg udgik til Porten for Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Gaden;
8 da Drengene saae mig og skjulte sig, og de Udlevede stode op, (og) de bleve staaende;
17 Jeg sad ikke i hemmeligt Raad med Bespottere eller frydede mig (med dem); jeg sad alene for din Haands Skyld, thi du haver fyldt mig med Harm.
27 Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts (sorrigfulde Fagter) fare og vederqvæge mig,
25 Græd jeg ikke for den, som havde haarde Dage? min Sjæl ynkedes over den Fattige.
13 Thi (da) havde jeg nu ligget og været stille; jeg havde sovet, (og) da havde jeg hvilet,
14 med Kongerne og Raadsherrerne paa Jorden, som byggede sig de øde Stæder,
18 Min Vederqvægelse er i Bedrøvelse, mit Hjerte er svagt i mig.
4 Nu haver Herren, Israels Gud, udvalgt mig af min Faders ganske Huus at være Konge over Israel evindeligen, thi han udvalgte Juda til en Fyrste, og i Judæ Huus min Faders Huus, og iblandt min Faders Sønner havde han Behagelighed, til mig, at gjøre (mig) til Konge over al Israel.
5 Og af alle, mine Sønner, — thi Herren haver givet mig mange Sønner — haver han udvalgt Salomo, min Søn, til at sidde paa Herrens Riges Throne over Israel.
28 Jeg gaaer sort, foruden Sol, jeg staaer op i Forsamlingen (og) skriger.
1 Derefter vendte jeg mig om og saae alle de Undertrykte, som ilde medhandles under Solen, og see, (der var) deres Graad, som vare undertrykte, og (der var) Ingen, som trøstede dem, og (der gik) Kraft af deres Haand, som undertrykte dem; derimod havde de Ingen, som trøstede dem.
25 Thi jeg haver (overflødeligen) vederqvæget en træt Sjæl, og jeg haver fyldt enhver bedrøvet Sjæl.
25 dersom jeg haver glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt,
11 for at sætte de Fornedrede høit op, at de, som gaae i Sørgeklæder, skulle ved Frelse ophøies;
4 Derfor sagde jeg: Seer om fra mig, jeg vil beskeligen græde; haster ikke at trøste mig over mit Folks Datters Ødelæggelse.
18 Jeg saae hans Veie, og jeg vil læge ham, og jeg vil skaffe ham Rolighed, og jeg vil give ham og hans Sørgende (megen) Trøst igjen.
27 Jeg haver sat dig til et Vagttaarn iblandt mit Folk, til en Befæstning, at du skal kjende og prøve deres Vei.
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
28 Og han talede gode Ord med ham, og han satte hans Stol over de Kongers Stole, som vare hos ham i Babel.
29 dersom jeg haver glædet mig over min Haders Fordærvelse, og opvakt mig til Glæde, da Ulykke rammede ham,
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
2 Jeg sagde: Jeg vil bevare mine Veie, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil bevare min Mund med en Mundkurv, da en Ugudelig er endnu for mig.
15 Hvad skal jeg sige? han baade tilsagde mig det, og han gjorde det; jeg skal vandre (sagteligen) frem alle mine Aar for min Sjæls Bitterheds Skyld.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
28 Thi alt min Faders Huus haver ikke (andet) været end Dødsens Mænd for min Herre Kongen, dog haver du sat din Tjener iblandt dem, som æde ved dit Bord; hvad Retfærdighed haver jeg da ydermere, og hvad ydermere at raabe om til Kongen?
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
36 (Hvad gjælder,) om jeg ikke (da) vilde optage den paa min Axel, (ja,) binde den omkring mig som Kroner?
37 Jeg vilde give ham Tallet paa mine Gange tilkjende, jeg vilde komme nær til ham som en Fyrste.
13 Da skal den Overblevne herske over de Herlige iblandt Folket; Herren skal give mig Magt over de Vældige.
5 (Men) jeg vilde styrke eder med min Mund, og mine Læbers Rørelse skulde forhindre (eders Smerte).
15 Ved mig regjere Konger, og Fyrster beskikke Retfærdighed.
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
3 Gid jeg kunde kjende og finde ham, (og) komme til hans (faste) Bolig!
28 Han kan sidde alene og tie, naar man lægger (Noget) paa ham.
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
9 Mit Hjerte (har Lyst) til Israels Lovgivere, de, som beviste sig velvillige iblandt Folket; lover Herren!
35 Og drager op efter ham, saa skal han komme og sidde paa min Throne, og han skal være Konge i mit Sted; thi jeg haver budet ham at være en Fyrste over Israel og over Juda.
43 Og jeg stødte dem smaa som Støv for Veiret; som Dynd paa Gader gjorde jeg dem tynde.