Jobs bok 30:1
Men nu lee de ad mig, (som ere) yngre af Aar end jeg, hvis Fædre jeg havde foragtet at sætte ved mine Faarehunde.
Men nu lee de ad mig, (som ere) yngre af Aar end jeg, hvis Fædre jeg havde foragtet at sætte ved mine Faarehunde.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Ja, hvortil var deres Hænders Kraft mig (tjenlig)? den var forgaaet hos dem ved Alderdom.
18 Ogsaa de unge Børn foragte mig; jeg staaer op, og de tale imod mig.
19 Alle de Mænd, (som) vare i mit hemmelige Raad, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, ere vendte imod mig.
10 Der ere baade Graae og Udlevede iblandt os, som have levet længere end din Fader.
7 Imellem Buskene skrydede de, de samledes under Nelder,
8 (de, som vare) en Daares Børn, ja den Navnløses Børn, som vare udjagne af Landet.
9 Men nu er jeg bleven deres Strængeleg, og maa være dem til Snak.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte i mit Ansigt.
11 Thi han haver løst min Sele og plaget mig, derfor have de kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.
13 De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).
8 da Drengene saae mig og skjulte sig, og de Udlevede stode op, (og) de bleve staaende;
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
16 Iblandt Øienskalke, som bespotte for en Kages Skyld, skare de med deres Tænder over mig.
31 en (Hest), som er anbunden om Lænderne, en Buk, og en Konge, som Ingen (tør) staae op imod.
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
2 Ere der ikke Spottere hos mig, saa mit Øie maa ligge (vaagent) om Natten, naar de have forbittret (mig)?
14 Jeg er alt mit Folk til Latter, (ja) deres Strængeleg den ganske Dag.
16 Min Kraft er tørret som et Skaar, og min Tunge hænger ved mine Gummer, og du lægger mig i Dødens Støv.
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
15 Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.
6 Børnebørn ere de Gamles Krone, og Børnenes Priis ere deres Fædre.
20 dersom hans Lænder ikke have velsignet mig, da han varmede sig af mine Faars Uld,
21 dersom jeg haver rørt min Haand imod en Faderløs, naar jeg saae Hjælp for mig i Porten,
6 Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).
6 Til dig raabte de og undkom; de forlode sig paa dig og bleve ikke beskjæmmede.
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragtelse.
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
8 At du haver gjort mig Rynker, er et Vidne (imod mig), og min Magerhed opreiser sig imod mig, den svarer imod mig.
51 De Hovmodige bespotte mig saa saare; jeg bøiede mig ikke af fra din Lov.
30 de samtykkede ikke mit Raad, de foragtede al min Straf,
9 Du skal ikke bortkaste mig i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaaer.
24 Og Beskjæmmelse haver fortæret vore Fædres Arbeide fra vor Ungdom af, deres Smaaqvæg og deres store Qvæg, deres Sønner og deres Døttre.
17 Et Øie, som spotter (sin) Fader og foragter at hænge ved (sin) Moder, det skulle Ravne udhakke ved Bækken, og Ørneunger skulle æde det.
5 Og Folket skal trænges, den Ene (skal være) imod den Anden, og hver imod sin Næste; de (skulle være) stolte, den Unge imod den Gamle, og den Ringeagtede imod den Ærede.
3 Jeg haver (vel) ogsaa et Hjerte ligesom I, jeg feiler ikke mere end I; og hvo veed ikke (saadanne Ting) som disse?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
38 Jeg haver været hos dig disse tyve Aar; dine Faar og dine Gjeder have ikke været ufrugtsommelige, og Væderne af dit Qvæg haver jeg ikke ædet.
3 Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?
13 Mange Øxne have omkringgivet mig, de stærke (Øxne) af Basan have omringet mig.
26 da vil jeg, jeg og lee i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for,
10 Og det skal bespotte Kongerne og lee ad Fyrsterne; det skal lee ad Befæstning, og sanke Jord tilhobe og indtage den.
13 Dersom jeg havde foragtet min Tjeners eller min Tjenestepiges Ret, naar de trættede med mig,
11 I vor Gang have de nu omkringgivet os; de sætte deres Øine (til os) at bøie (os ned) til Jorden.
4 Han gjorde mit Kjød og min Hud gammel, han sønderbrød mine Been.
20 Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.
19 Og mine Faar, skulle de afæde det, som var nedtraadt med eders Fødder, og drikke det, som I have rørt med eders Fødder?
24 Loe jeg til dem, (da) troede de (det) ikke, og de gjorde ikke, at mit Ansigts Lys faldt.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
6 Derfor svarede Elihu, Barachels Søn, den Busiter, og sagde: Jeg er ung af Aar, men I ere udlevede (Mænd), derfor ræddedes jeg og frygtede at kundgjøre eder min Kundskab.