Job 19:3
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Og sandeligen, om jeg end haver faret vild, da bliver (jo) min Vildfarelse hos mig.
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
2 Hvorlænge ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
19 Hold dig nær til min Sjæl, gjenløs den; forløs mig for mine Fjenders Skyld.
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
7 Lad dem ikke beskjæmmes ved mig, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! lad dem ikke blive forhaanede formedelst mig, som søge dig, Israels Gud!
16 Thi den voxer, (og) du jager mig, som en (grum) Løve; og du kommer igjen, du handler underligen imod mig.
17 Du fornyer dine Vidner imod mig, og lader din Fortørnelse være megen imod mig; (der ere) Omskiftelser, ja en Hær imod mig.
13 Han lod mine Brødre være langt borte fra mig, og de, som kjende mig, ere ogsaa blevne fremmede for mig.
14 Mine Nærmeste lode af (at komme til mig), og mine Kyndinge glemte mig.
15 De, som boe (hos mig) i mit Huus, og mine Tjenestepiger agte mig som en Fremmed; jeg er (som) en Udlænding for deres Øine.
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte i mit Ansigt.
12 (Der er) megen Skade inden i den, og Bedrageri og Svig viger ikke fra dens Gade.
6 Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).
18 Ogsaa de unge Børn foragte mig; jeg staaer op, og de tale imod mig.
19 Alle de Mænd, (som) vare i mit hemmelige Raad, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, ere vendte imod mig.
31 da dypper du mig (dog) ned i Pytten, og mine Klæder skulle have Vederstyggelighed til mig.
24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
10 Thi Nidkjærhed for dit Huus haver ædet mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
15 Du gjør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet (ad os) iblandt Folkene.
16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og mit Ansigts Skam haver skjult mig,
8 At du haver gjort mig Rynker, er et Vidne (imod mig), og min Magerhed opreiser sig imod mig, den svarer imod mig.
21 Du haver forvendt dig til at være grum imod mig, du imodstaaer mig (af Had) ved din Haands Styrke.
10 Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund, thi du, du gjorde det.
61 Herre! du hørte deres Forhaanelse, alle deres Tanker over mig,
19 Hvor længe vil du ikke see hen fra mig? vil du ikke lade mig være, indtil jeg nedsynker mit Spyt?
8 Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.
3 Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?
10 Gud! hvorlænge skal Modstanderen forhaane? skal Fjenden foragte dit Navn evindeligen?
3 Skulde den Løgn komme Folk til at tie, og skulde du bespotte, og Ingen beskjæmme dig?
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
25 Og jeg, jeg maa være deres Spot; (naar) de see mig, da ryste de deres Hoved.
10 Jeg vil sige til Gud: Min Klippe, hvorfor haver du glemt mig? hvorfor maa jeg gaae i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger (mig)?
26 Lad dem beskjæmmes og blive tilskamme tillige, som glæde sig ved min Ulykke; lad dem klædes med Skam og Skjændsel, som gjøre sig store imod mig.
11 Og han optændte sin Vrede imod mig, og agtede mig for sig som sine Fjender.
15 Du, du veed (det), Herre! kom mig ihu og besøg mig og hevn dig for mig paa mine Forfølgere, at du ikke skal tage mig bort i din Langmodighed; kjend, at jeg bærer Forhaanelse for din Skyld.
26 Thi du skriver Bitterheder op mod mig, og lader mig faae min Ungdoms Synder til Arv.
10 Thi jeg æder Aske som Brød, og blander min Drik med Graad,
8 Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela.
13 Du sælger dit Folk, (dog) ikke for Gods, og du sætter ikke stor Priis paa dem.
22 Hvorfor forfølge I mig, som Gud, og kunne ikke mættes af mit Kjød?
9 (Skal det blive) godt, naar han skal undersøge eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?
3 Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
19 Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
2 Jeg vil sige til Gud: Fordøm mig ikke som en Ugudelig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig.
6 Til dig raabte de og undkom; de forlode sig paa dig og bleve ikke beskjæmmede.