Jobs bok 19:4
Og sandeligen, om jeg end haver faret vild, da bliver (jo) min Vildfarelse hos mig.
Og sandeligen, om jeg end haver faret vild, da bliver (jo) min Vildfarelse hos mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
19 Om (jeg vilde flye) til Magt, see, da er han stærk, eller og til Ret, hvo vilde bringe mig i Tale (med ham)?
20 Om jeg vilde sige: Jeg er retfærdig, saa skulde min Mund dømme mig at være ugudelig; er jeg (end) fuldkommen, da kan han dog gjøre mig forvendt.
21 Var jeg fuldkommen, saa kjendte jeg dog ikke mig selv; jeg foragter mit Levnet.
14 Dersom jeg syndede, saa varede du paa mig, og lod mig ikke være uskyldig for min Misgjerning.
15 Haver jeg handlet ugudeligen, (da) vee mig! og var jeg retfærdig, (da) vilde jeg (dog) ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse, see dog til min Elendighed!
24 Lærer mig, og jeg, jeg vil tie, og underviser mig, hvad jeg haver faret vild udi.
18 Thi jeg er færdig til at halte, og min Pine er altid for mig.
12 Ogsaa din Tjener bliver paamindet ved dem; naar man holder dem, da er der stor Løn.
13 Hvo kan forstaae sig paa Vildfarelser? rens du mig af (mine) lønlige (Brøst).
3 at han ikke skal slide min Sjæl som en Løve, ja rive (den), medens (der er) Ingen, som redder.
4 Herre, min Gud! dersom jeg haver gjort dette, dersom der er Uret i mine Hænder,
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
5 Dersom jeg haver vandret med Forfængelighed, eller min Fod haver hastet til Svig,
6 saa maa han veie mig i Retfærdigheds Vægtskaaler, og Gud skal kjende min Fuldkommenhed.
7 Dersom min Gang har bøiet sig af Veien, og mit Hjerte er gaaet efter mine Øine, og hængte der Noget ved mine Hænder,
20 Haver jeg syndet, hvad skal jeg (da) gjøre dig, du Menneskens Vogter? hvorfor haver du sat mig dig til Stød, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgjerning fare bort? thi jeg skal nu ligge i Støvet, og naar du søger mig om Morgenen, da skal jeg ikke (findes).
29 Kjære, omvender eder, lader Uretfærdighed ikke være (hos eder), ja, omvender eder, endnu (skal) min Retfærdighed (kjendes) i den (Sag).
3 Gud! vær mig naadig efter din Miskundhed; udslet mine Overtrædelser efter dine store Barmhjertigheder.
4 To mig meget af min Misgjerning, og rens mig af min Synd.
5 Thi Job sagde: Jeg er retfærdig, og Gud haver borttaget min Ret.
6 Jeg maa straffes for Løgn, alligevel jeg haver Ret; den Piil, (som trykker) mig, gjør skrøbelig, (skjøndt der er) ikke Overtrædelse (hos mig).
31 Thi det hører til Gud at sige: Jeg haver forladt (det), jeg vil ikke fordærve.
32 Foruden det, jeg kan see, lær du mig; dersom jeg haver gjort Uret, da vil jeg ikke gjøre det mere.
35 Dog sagde du: Fordi jeg er uskyldig, er visseligen hans Vrede vendt fra mig; see, jeg vil gaae irette med dig, fordi du siger: Jeg haver ikke syndet.
6 Derfor foragter jeg (mig nu selv) og angrer det i Støv og Aske.
28 da maa jeg grue for alle mine Smerter; jeg veed, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 Jeg, jeg maa være ugudelig; hvorfor vil jeg nu bemøie mig forgjæves?
18 See, Kjære, (naar) jeg faaer ordentlig beskikket Retten, (da) veed jeg, at jeg, jeg skal blive retfærdig.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
33 dersom jeg haver skjult mine Overtrædelser, saasom Adam, og dulgt min Misgjerning i min Barm,
24 Tugt mig, Herre! dog med Maade, ikke i din Vrede, at du ikke skal gjøre mig ringe.
5 Det skal være langt fra mig, at jeg skal give eder Ret; indtil jeg opgiver Aanden, vil jeg ikke vende min Fuldkommenhed fra mig.
6 Jeg vil holde fast ved min Retfærdighed og ikke lade af fra den, mit Hjerte skal ikke forhaane mig for mine Dages Skyld.
23 Thi alle hans Domme ere for mig; og hans Skikke, derfra viger jeg ikke.
6 at du spørger efter min Misgjerning, og søger efter min Synd.
4 thi vel veed jeg Intet med mig selv, men dermed er jeg ikke retfærdiggjort; men Herren er den, som mig dømmer.
24 Men jeg var fuldkommen for ham, og vogtede mig for min Misgjerning.
5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som mig hade uden Aarsag, mine Fjender, som (søge at) udrydde mig uden Skyld, ere mægtige; jeg maa da igjengive det, jeg ikke haver røvet.
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
23 Hvor mange ere mine Misgjerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd.
9 Jeg er reen, foruden Overtrædelse, jeg er uskyldig, og (der er) ingen Misgjerning hos mig.
9 Jeg vil bære Herrens Vrede, thi jeg haver syndet imod ham, indtil han udfører min Sag og skaffer mig Ret; han skal udføre mig til Lyset, jeg skal see paa hans Retfærdighed.
11 Men jeg, jeg vil vandre i min Fuldkommenhed; forløs mig og vær mig naadig.
19 Vee mig for min Forstyrrelse! mit Saar er (meget) svagt; men jeg, jeg sagde: Visseligen, denne er en Sygdom, og jeg maa bære den.
19 Thi efterat jeg var omvendt, angrede det mig, og siden jeg kjendte det, slog jeg paa Laaret; jeg var beskjæmmet og skammede mig ogsaa, thi jeg maatte bære min Ungdoms Forhaanelse.
15 See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
19 Og han sagde til Kongen: Min Herre, tilregn mig ikke den Misgjerning, og kom ikke ihu, hvad din Tjener handlede ilde paa den Dag, da min Herre Kongen gik ud af Jerusalem, at Kongen skulde lægge det paa sit Hjerte.
27 Han skal beskue Menneskene og sige: Jeg haver syndet og forvendt Retten, men det haver ikke været mig nyttigt.