Job 19:13
Han lod mine Brødre være langt borte fra mig, og de, som kjende mig, ere ogsaa blevne fremmede for mig.
Han lod mine Brødre være langt borte fra mig, og de, som kjende mig, ere ogsaa blevne fremmede for mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 Mine Nærmeste lode af (at komme til mig), og mine Kyndinge glemte mig.
15 De, som boe (hos mig) i mit Huus, og mine Tjenestepiger agte mig som en Fremmed; jeg er (som) en Udlænding for deres Øine.
18 Ogsaa de unge Børn foragte mig; jeg staaer op, og de tale imod mig.
19 Alle de Mænd, (som) vare i mit hemmelige Raad, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, ere vendte imod mig.
11 Mit Hjerte slaaer heftigt, min Kraft haver forladt mig, og mine Øines Lys, (ja) ogsaa det er ikke hos mig.
8 Han gjærdede min Vei, at jeg ikke kan gaae over, og han satte Mørkhed paa mine Stier.
9 Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 Han nedbrød mig trindt omkring og lod mig gaae, han lod min Forventelse fare bort som et Træ, (der oprykkes).
11 Og han optændte sin Vrede imod mig, og agtede mig for sig som sine Fjender.
12 Hans Tropper kom tillige og banede deres Vei imod mig, og de leirede sig trindt omkring mit Paulun.
8 Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela.
18 De omkringgave mig som Vand den ganske Dag, de omringede mig tilsammen.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
8 Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skjændsel haver skjult mit Ansigt.
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
17 Og du haver forkastet min Sjæl fra Fred, jeg haver glemt det Gode.
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
7 Visseligen, nu gjør han mig træt; du ødelagde al min Forsamling.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte i mit Ansigt.
11 Thi han haver løst min Sele og plaget mig, derfor have de kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.
13 De opbryde min Sti, de hjælpe til min Ulykke, de have ingen Hjælper (behov).
7 Alle den Armes Brødre hade ham, ja hans Venner holde sig og langt fra ham; han forfølger dem (vel) med Ord, (men) de (hjælpe) ikke.
13 Han sendte en Ild af det Høie i mine Been, og han herskede over den; han udstrakte Garn for mine Fødder, førte mig tilbage, han gjorde mig øde (og) svag den ganske Dag.
5 Han byggede imod mig, og omringede mig med Galde og Møie.
6 Han lod mig blive i mørke (Stæder) som de Døde i Verden.
13 Mon da min Hjælp er ikke i mig? og er (al) Kraft bortdreven fra mig?
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
19 See til mine Fjender, thi de ere mange og hade mig med fortrædeligt Had.
9 Han haver tilmuret mine Veie med hugne Stene, han haver forvendt mine Stier.
3 Ja, han omvendte sig imod mig, han vendte sin Haand den ganske Dag.
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
9 Hans Vrede haver sønderrevet (mig), og han hader mig; han skjærer over mig med sine Tænder, min Modstander stirrer med sine Øine imod mig.
10 De gabe med deres Mund over mig, de slaae mine Kindbeen med Forhaanelse, de opfylde sig selv tilhobe imod mig.
10 See, han haver fundet Sag imod mig, (derfor) agter han mig for sin Fjende.
9 (De sige:) Der hænger en Belials Handel fast ved ham, og han, som ligger, skal ikke staae op mere.
20 Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.
4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forskrækket midt udi mig.
1 Til Sangmesteren; om en Hind, som blev jagen om Morgenen; Davids Psalme.
10 Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
19 Han haver kastet mig i Leret, og jeg er lignet ved Støv og Aske.
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage vare paa min Sjæl, raadføre sig tilhobe,
21 Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
13 Hans Skytter omringede mig, han sønderskar mine Nyrer og sparede ikke; han udgød min Galde paa Jorden.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
24 Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
12 (Der er) megen Skade inden i den, og Bedrageri og Svig viger ikke fra dens Gade.
6 Han haver stillet mig til at være et Ordsprog iblandt Folket, og jeg bliver offentlig til Spot (iblandt dem).
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I mine Venner! thi Guds Haand haver rørt mig.
15 Mine Brødre have skuffet som en Bæk, de fare forbi som Bækkenes Strøm,