Salmenes bok 38:11
Mit Hjerte slaaer heftigt, min Kraft haver forladt mig, og mine Øines Lys, (ja) ogsaa det er ikke hos mig.
Mit Hjerte slaaer heftigt, min Kraft haver forladt mig, og mine Øines Lys, (ja) ogsaa det er ikke hos mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13 Han lod mine Brødre være langt borte fra mig, og de, som kjende mig, ere ogsaa blevne fremmede for mig.
14 Mine Nærmeste lode af (at komme til mig), og mine Kyndinge glemte mig.
15 De, som boe (hos mig) i mit Huus, og mine Tjenestepiger agte mig som en Fremmed; jeg er (som) en Udlænding for deres Øine.
18 Ogsaa de unge Børn foragte mig; jeg staaer op, og de tale imod mig.
19 Alle de Mænd, (som) vare i mit hemmelige Raad, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, ere vendte imod mig.
20 Mine Been hænge ved min Hud og ved mit Kjød, og (neppe) er jeg undkommen med mine Tænders Hud.
21 Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I mine Venner! thi Guds Haand haver rørt mig.
5 Thi mine Misgjerninger gaae over mit Hoved, de ere blevne mig for svare, som en svar Byrde.
6 Mine Bylder lugte ilde, de ere forfulede for min Daarligheds Skyld.
7 Jeg gaaer kroget, jeg er heel saare nedbøiet; jeg gaaer hver Dag i Sørgeklæder.
8 Thi mine Lænder ere ganske fortørrede, og (der er) intet Sundt i mit Kjød.
9 Jeg er bleven svag og heel saare forstødt, jeg hyler for mit Hjertes Forstyrring.
10 Herre! al min Begjæring er for dig, og mit Suk er ikke skjult for dig.
10 Herre! vær mig naadig, thi jeg er angest; mit Øie er gjennemstukket for Harm, (tilmed) min Sjæl og min Bug.
11 Thi mit Liv er fortæret af Bedrøvelse, og mine Aar af Suk; min Kraft er henfalden for min Misgjernings Skyld, og mine Been ere gjennemstukne.
12 Mine Venner og mine Staldbrødre staae tvært over for (og see paa) min Plage, og mine Nærmeste staae langt borte.
18 De omkringgave mig som Vand den ganske Dag, de omringede mig tilsammen.
8 Din Hastighed ligger paa mig, og du trænger (mig) med alle dine Bølger. Sela.
21 Og de, som betale Ondt for Godt, de staae imod mig, fordi jeg efterjager det Gode.
7 Og dersom En (af dem) kommer at see (mig), taler han Falskhed, hans Hjerte samler sig Uret (tilsammen); gaaer han ud udenfor, da taler han (derom).
8 Alle mine Hadere hviske tilsammen imod mig; de tænke imod mig det, som er mig Ondt.
9 (De sige:) Der hænger en Belials Handel fast ved ham, og han, som ligger, skal ikke staae op mere.
20 Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.
15 Men de glædede sig, at jeg haltede, og samlede sig; (ja, og) de Halte samledes til mig, og jeg vidste det ikke, de sønderreve (mig) og tiede ikke.
10 De have Vederstyggelighed til mig, de holde sig langt fra mig og spare ikke at spytte i mit Ansigt.
11 Thi han haver løst min Sele og plaget mig, derfor have de kastet Bidselet af for mit Ansigt.
12 De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.
10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage vare paa min Sjæl, raadføre sig tilhobe,
20 Du, du veed min Forhaanelse og min Skam og min Skjændsel; alle mine Modstandere ere for dig.
21 De hørte, at jeg sukkede, jeg havde (dog) ingen Trøster; alle mine Fjender hørte min Ulykke, de glædede sig, fordi du, du gjorde det; men naar du lader det komme, du kalder ad en Dag, da skulle de være ligesom jeg.
19 De dele mine Klæder iblandt sig, og kaste Lod over mit Klædebon.
19 Jeg raabte paa mine Elskere, de bedroge mig, mine Præster og mine Ældste i Staden maatte opgive Aanden, da de søgte sig Brød, at de kunde vederqvæge deres Sjæl.
17 Thi jeg sagde: At de dog ikke maatte glæde sig over mig! naar min Fod snubler, gjøre de sig store imod mig.
7 Derfor er mit Øie mørkt af Harm, og alle mine Lemmer ere som en Skygge.
7 Jeg er træt af mine Suk, jeg kommer min Seng til at svømme den ganske Nat; jeg gjennembløder mit Leie med min Graad.
10 Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
11 Han lod mine Veie bortvende og huggede mig smaa, lagde mig øde.
8 Jeg vaager og er bleven som en eenlig Spurv paa Taget.
4 Der min Aand var forsmægtet i mig, da kjendte du min Sti; de skjulte en Strikke for mig paa Veien, som jeg skulde gaae paa.
16 Over disse Ting græder jeg; mit Øie, mit Øie nedflyder med Vand, thi Trøsteren, som skulde vederqvæge min Sjæl, er langt fra mig; mine Børn ere ødelagte, thi Fjenden fik Overhaand.
18 Ved (Sygdommens) megen Kraft forvender sig mit Klædebon; han omgjordede mig (med) Smerte, som Kraven paa min Kjortel.
12 Min Levetid er bortfaren og bortflyttet fra mig som en Hyrdes Paulun; jeg haver afrevet mit Levnet som en Væver, han vil afskjære mig ved Magerhed; fra om Dagen indtil om Natten vil du (fuldkommeligen) gjøre Ende med mig.
11 Paa dig er jeg kastet fra (Moders) Liv; du er min Gud fra min Moders Liv.
14 Alle dine Elskere have glemt dig, de søge dig ikke; thi jeg haver slaget dig, (ligesom man) slaaer en Fjende, med en grum Tugtelse for dine Misgjerningers Mangfoldighed, (ja, fordi) dine Synder ere (saare) mange.
19 See til mine Fjender, thi de ere mange og hade mig med fortrædeligt Had.
7 Alle den Armes Brødre hade ham, ja hans Venner holde sig og langt fra ham; han forfølger dem (vel) med Ord, (men) de (hjælpe) ikke.
4 for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
19 Thi jeg vil give min Misgjerning tilkjende, og vil sørge over min Synd.
5 Jeg, jeg sagde: Herre! vær mig naadig, helbred min Sjæl; thi jeg haver syndet imod dig.
1 Herre! hvorfor staaer du saa langt borte? (hvorfor) skjuler du dig i Nødens Tider?