Job 11:3
Skulde den Løgn komme Folk til at tie, og skulde du bespotte, og Ingen beskjæmme dig?
Skulde den Løgn komme Folk til at tie, og skulde du bespotte, og Ingen beskjæmme dig?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Skal der ikke svares til de mange Ord, og mon en mundkaad Mand skulde have Ret?
3 Er der (ingen) Ende paa de Ord, (som ere ikkun) et Veir, eller hvad bekræfter dig, at du svarer (saaledes)?
9 (Skal det blive) godt, naar han skal undersøge eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?
17 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig ved din Miskundhed.
18 Herre! lad mig ikke beskjæmmes, thi jeg kaldte paa dig; lad de Ugudelige beskjæmmes, lad dem tie i Graven.
12 Hvorfor betager dit Hjerte dig, og hvorfor blinke dine Øine?
13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
4 Thi du sagde: Min Lærdom er reen, og jeg er (heel) reen for dine Øine.
5 Men sandelig, gid Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig,
10 paa det den, som det hører, ikke skal forhaane dig, og dit (onde) Rygte ikke kunne afvendes.
3 idet han beviser med Ord, (som) ikke kan gavne, og med Taler, som man ikke kan have Gavn af.
4 Ja du, du gjør Gudsfrygt til Intet, og formindsker Bønnen for Guds Ansigt.
3 Fordrager mig, og jeg, jeg vil tale, og naar jeg haver talet, da maa du spotte.
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
7 Ville I tale for Gud med Uret, og tale Svig for ham?
2 Ere der ikke Spottere hos mig, saa mit Øie maa ligge (vaagent) om Natten, naar de have forbittret (mig)?
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
3 Hvad giver dig, eller hvad gavner dig en svigefuld Tunge?
5 Gid I vilde aldeles tie, saa skulde det vorde eder til Viisdom.
26 da vil jeg, jeg og lee i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for,
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
21 indtil han opfylder din Mund med Latter, og dine Læber med Frydeskrig.
19 saa (gjør) en Mand, der besviger sin Næste og siger: Skjæmter jeg ikke?
11 Skulde ikke hans Høihed forfærde eder, og hans Rædsel falde over eder?
3 (Dog) lader du dine Øine ogsaa op over saadan En, og fører mig for Dom med dig.
6 Din Mund dømmer dig at være ugudelig, og ikke jeg; og dine Læber svare mod dig.
6 Du elskede alle fordærvelige Ord (og) en svigefuld Tunge.
2 Naar jeg raaber, da bønhør mig, min Retfærdigheds Gud! i Tranghed udbredte du (Rummet) for mig; vær mig naadig og hør min Bøn.
32 Haver du handlet daarligen, der du ophøiede dig, og haver du tænkt (Ondt, da læg) Haand paa Mund.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme), som giver Underviisning;
3 Mon (det synes) dig godt, at du gjør Vold, at du forkaster dine Hænders Arbeide og skinner over de Ugudeliges Raad?
5 Hvo, som bespotter en Arm, forhaaner den, som gjorde ham; hvo, som glæder sig over Ulykke, skal ikke holdes uskyldig.
6 Læg Intet til hans Ord, at han skal ikke straffe dig, og du skal findes løgnagtig.
25 Og er det nu ikke (saa)? hvo kan straffe mig for Løgn og gjøre min Tale til Intet?
20 Skulde det fortælles ham, naar jeg taler? mon Nogen kan tale (til ham)? thi han maatte blive opslugt.
4 Jeg er (som den, der er) til en Latter for sin Ven, som raaber til Gud, og han skal svare ham; en Retfærdig, en Fuldkommen er til Latter.
3 Thi han smigrer for sig selv i sine Øine, til han finder paa sin Misgjerning, som (han skulde) hade.
3 Naar en Ugudelig kommer, kommer ogsaa Foragt, og Skam med Forsmædelse.
4 Mon han af Frygt for dig skal overbevise dig, og komme med dig for Retten?
3 Thi du siger: Hvad gavner det dig? hvad Gavn haver jeg deraf, (om jeg viger) fra min Synd?
17 Mon et (usselt) Menneske kan holdes retfærdigere end Gud? monne en Mand være renere end den, ham gjorde?
2 Lad en Fremmed rose dig, og ikke din Mund, en Ubekjendt, og ikke dine Læber.
26 Lad dem beskjæmmes og blive tilskamme tillige, som glæde sig ved min Ulykke; lad dem klædes med Skam og Skjændsel, som gjøre sig store imod mig.
10 Gud! hvorlænge skal Modstanderen forhaane? skal Fjenden foragte dit Navn evindeligen?
4 Imod hvem forlyste I eder? imod hvem udvide I Munden, udrække Tungen langt? ere I ikke Overtrædelsens Børn, en falsk Sæd?
34 Hvorledes trøste I mig da med Forfængelighed? thi der er Overtrædelse tilovers i (alt) eders Svar.
21 Disse Ting haver du gjort, og jeg haver tiet; du haver tænkt, at jeg skulde aldeles være ligesom du; (men) jeg vil straffe dig og stille (det) ordentligen frem for dine Øine.
11 Og for hvem er du bekymret og frygtede du, at du vilde lyve, og kom ikke mig ihu, (og) lagde det ikke paa dit Hjerte? mon (det) ikke (skeer, fordi) jeg tier, og (det) fra fordum (Tid) af, men skulde du ikke frygte mig?
11 Man skal adsprede dem formedelst Sværdet, de skulle vorde Ræves Deel.
3 Hvorfor blive vi agtede som Fæ, (og) ere blevne urene for eders Øine?