Job 21:3
Fordrager mig, og jeg, jeg vil tale, og naar jeg haver talet, da maa du spotte.
Fordrager mig, og jeg, jeg vil tale, og naar jeg haver talet, da maa du spotte.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
5 Vender eders Ansigter til mig og bliver forskrækkede, og lægger Haanden paa Munden.
13 Tier for mig, at jeg, jeg maatte tale, og lad saa overgaae mig, hvad (der vil).
1 Men Job svarede og sagde:
2 Hører flittig min Tale, og lader dette være eders megen Trøst.
2 Bi mig lidet, og jeg vil kundgjøre dig, at (her er) endnu at tale for Gud.
3 Skulde den Løgn komme Folk til at tie, og skulde du bespotte, og Ingen beskjæmme dig?
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
22 Kald saa, og jeg, jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv du mig (Svar) igjen.
1 Og Job, hør dog nu min Tale, og vend (dine) Øren til alle mine Ord.
20 Jeg maa tale, at jeg kan faae Aande, jeg maa oplade mine Læber og svare.
31 Mærk, Job! hør mig; ti, og jeg, jeg vil tale.
32 (Men) haver du (Noget) at sige, da giv mig Svar igjen; tal, thi jeg haver Lyst til at give dig Ret.
3 Dog vil jeg, jeg (gjerne) tale til den Almægtige, og jeg har Lyst til at gaae irette med Gud.
2 Ere der ikke Spottere hos mig, saa mit Øie maa ligge (vaagent) om Natten, naar de have forbittret (mig)?
4 Hør dog, og jeg, jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og underviis du mig.
20 Ere mine Dage ikke faa? hold (dog) op! lad af fra mig, at jeg maa lidet vederqvæge mig,
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
3 Er der (ingen) Ende paa de Ord, (som ere ikkun) et Veir, eller hvad bekræfter dig, at du svarer (saaledes)?
4 Jeg, jeg kunde ogsaa tale som I; gid eders Sjæl var i min Sjæls Sted! jeg kunde (og) sammenføie (mange) Ord imod eder og ryste over eder med mit Hoved.
10 Da havde jeg endnu Trøst og maatte blive haardfør i Smerte, naar han ikke vilde spare; thi jeg haver ikke dulgt den Helliges Taler.
3 Jeg maa høre en Underviisning til min Forsmædelse; men min Forstands Aand skal svare for mig.
11 (Derfor) vil jeg heller ikke forhindre min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
2 Og Job svarede og sagde:
3 Gid jeg kunde kjende og finde ham, (og) komme til hans (faste) Bolig!
4 Jeg vilde ordentligen lægge Retten frem for hans Ansigt, og fylde min Mund med Beviisninger.
5 Jeg vilde fornemme de Taler, som han skulde svare mig, og erfare, hvad han vilde sige mig.
26 da vil jeg, jeg og lee i eders Ulykke, jeg vil spotte, naar det kommer, som I frygte for,
4 Jeg er (som den, der er) til en Latter for sin Ven, som raaber til Gud, og han skal svare ham; en Retfærdig, en Fuldkommen er til Latter.
1 Min Sjæl kjedes ved mit Liv; jeg vil slippe min Klage løs over mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 Jeg vil sige til Gud: Fordøm mig ikke som en Ugudelig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig.
6 Kjære, hører min Beviisning, og mærker paa det, som jeg trætter om med mine Læber.
20 Mine Venner ere mine Bespottere, mit Øie græder til Gud.
21 Ak! kunde en Mand gaae irette med Gud, som et Menneskes Barn med sin Næste!
1 Men Job svarede og sagde:
35 Hvo giver mig den, som vil høre mig? see, min Begjæring er, at den Almægtige vilde svare mig, og at den, som trætter med mig, skrev en Bog.
34 Folk, (som have et forstandigt) Hjerte, skulle tale med mig, og en viis Mand hører mig.
1 Men Job svarede og sagde:
2 Hvorlænge ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
7 Men jeg er en Orm og ikke en Mand, Menneskens Spot og Folks Foragtelse.
1 Jeg er den Mand, (som) saae Elendighed ved hans Grumheds Riis.
10 Derfor siger jeg: Hør mig; jeg, jeg vil ogsaa kundgjøre min Kundskab.
17 (Nu) vil jeg, jeg ogsaa svare min Deel, ogsaa jeg vil kundgjøre min Kundskab.
7 Der (vilde jeg findes) oprigtig, naar jeg gik irette med ham, og befries evindeligen af den, som dømmer mig.
3 Skal du og gjøre min Dom til Intet? skal du dømme mig at have handlet ugudelig, at du kunde være retfærdig?
2 Naar ville I gjøre Ende paa Tale? forstaaer (dog dette), og derefter ville vi tale (mere).
23 Vender Ørene (hid) og hører min Røst, mærker og hører min Tale.
5 Dersom du kan, (saa) giv mig (Svar) igjen, beskik dig for mit Ansigt (og) fremstil dig.
9 (Skal det blive) godt, naar han skal undersøge eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?
20 Skulde det fortælles ham, naar jeg taler? mon Nogen kan tale (til ham)? thi han maatte blive opslugt.