Job 20:3
Jeg maa høre en Underviisning til min Forsmædelse; men min Forstands Aand skal svare for mig.
Jeg maa høre en Underviisning til min Forsmædelse; men min Forstands Aand skal svare for mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Derfor komme mine Tanker mig til at give (Svar) igjen, og derfor haster jeg udi mig.
20 Jeg maa tale, at jeg kan faae Aande, jeg maa oplade mine Læber og svare.
42 Og jeg vil svare den, som forhaaner mig for nogen Ting, at jeg haver forladt mig paa dit Ord.
5 Jeg vilde fornemme de Taler, som han skulde svare mig, og erfare, hvad han vilde sige mig.
4 Veed du (ikke) dette, (at det er gaaet saa til) fra Evighed, siden (Gud) satte Mennesket paa Jorden,
22 Kald saa, og jeg, jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv du mig (Svar) igjen.
8 Visseligen, du sagde for mine Øren, og jeg maatte høre en (saadan) Tales Røst:
3 Er der (ingen) Ende paa de Ord, (som ere ikkun) et Veir, eller hvad bekræfter dig, at du svarer (saaledes)?
5 (Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
3 Fordrager mig, og jeg, jeg vil tale, og naar jeg haver talet, da maa du spotte.
4 Mon jeg fører min (Klage) for et Menneske? og om (saa er), hvorfor skulde (da) ikke min Aand blive bekymret?
3 Skal du og gjøre min Dom til Intet? skal du dømme mig at have handlet ugudelig, at du kunde være retfærdig?
4 Haver du da en Arm som Gud, og kan du tordne med Lyd som han?
17 (Nu) vil jeg, jeg ogsaa svare min Deel, ogsaa jeg vil kundgjøre min Kundskab.
23 Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord.
3 I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
11 Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.
14 Langt mindre skulde jeg kunne svare ham (og) vælge mine Ord, (som jeg kunde tale) med ham.
1 Jeg stod paa min Vagt og stillede mig paa Befæstningen, og jeg varede (flitteligen) paa, for at see, hvad han vilde tale ved mig, og hvad jeg skulde svare igjen efter min Overbeviisning.
1 See, det haver mit Øie seet altsammen, mit Øre haver hørt og forstaaet sig derpaa.
14 Men jeg er som en Døv (og) vil ikke høre, og som en Stum, der ikke vil oplade sin Mund.
3 Jeg haver (vel) ogsaa et Hjerte ligesom I, jeg feiler ikke mere end I; og hvo veed ikke (saadanne Ting) som disse?
4 Jeg er (som den, der er) til en Latter for sin Ven, som raaber til Gud, og han skal svare ham; en Retfærdig, en Fuldkommen er til Latter.
34 Folk, (som have et forstandigt) Hjerte, skulle tale med mig, og en viis Mand hører mig.
3 Hvo er denne, som skjuler Raad uden Forstand? saa haver jeg forkyndt det, hvilket jeg ikke forstod, de Ting, som ere mig for underlige, hvilke jeg ikke kjendte.
4 Hør dog, og jeg, jeg vil tale; jeg vil spørge dig, og underviis du mig.
5 Jeg haver hørt dig med hørende Øre, og nu haver mit Øie seet dig.
18 See, Kjære, (naar) jeg faaer ordentlig beskikket Retten, (da) veed jeg, at jeg, jeg skal blive retfærdig.
19 (Dog) hvo er den, som trætter med mig? thi nu maa jeg tie og opgive Aanden.
12 og du skal sige: Hvorledes hadede jeg Tugt, og mit Hjerte foragtede Straf,
1 Men Job svarede og sagde:
16 Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
24 Lærer mig, og jeg, jeg vil tie, og underviser mig, hvad jeg haver faret vild udi.
19 Thi efterat jeg var omvendt, angrede det mig, og siden jeg kjendte det, slog jeg paa Laaret; jeg var beskjæmmet og skammede mig ogsaa, thi jeg maatte bære min Ungdoms Forhaanelse.
4 Guds Aand haver gjort mig, og den Almægtiges Aande skal lade mig leve.
5 Dersom du kan, (saa) giv mig (Svar) igjen, beskik dig for mit Ansigt (og) fremstil dig.
61 Herre! du hørte deres Forhaanelse, alle deres Tanker over mig,
1 Men Job svarede og sagde:
6 Kjære, hører min Beviisning, og mærker paa det, som jeg trætter om med mine Læber.
31 Thi det hører til Gud at sige: Jeg haver forladt (det), jeg vil ikke fordærve.
1 Men Job svarede og sagde:
1 Da svarede Job og sagde:
32 (Men) haver du (Noget) at sige, da giv mig Svar igjen; tal, thi jeg haver Lyst til at give dig Ret.
35 Hvo giver mig den, som vil høre mig? see, min Begjæring er, at den Almægtige vilde svare mig, og at den, som trætter med mig, skrev en Bog.
14 Nu haver han ikke stillet Tale mod mig, og jeg vil ikke give ham Svar igjen med eders Ord.
1 Jeg er den Mand, (som) saae Elendighed ved hans Grumheds Riis.
22 Vælt af fra mig Forhaanelse og Foragtelse, thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd.
3 Dog vil jeg, jeg (gjerne) tale til den Almægtige, og jeg har Lyst til at gaae irette med Gud.
10 Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
10 Thi Nidkjærhed for dit Huus haver ædet mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.