Ordspråkene 5:12

Original Norsk Bibel 1866

og du skal sige: Hvorledes hadede jeg Tugt, og mit Hjerte foragtede Straf,

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Ordsp 12:1 : 1 Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab, men hvo, som hader Straf, er ufornuftig.
  • Ordsp 1:7 : 7 Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Viisdom og Tugt.
  • Ordsp 1:22 : 22 Hvor længe ville I Vanvittige elske Vanvittighed, og Bespottere have sin Lyst til Bespottelse, og Daarer hade Forstand?
  • Ordsp 1:25 : 25 og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf,
  • Ordsp 15:5 : 5 En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
  • Jer 44:4 : 4 Og jeg sendte til eder alle mine Tjenere, Propheterne, tidligen og ideligen, sigende: Kjære, gjører ikke denne Vederstyggeligheds Handel, som jeg hader.
  • Sak 1:4-6 : 4 Værer ikke som eders Fædre, til hvilke de forrige Propheter raabte, sigende: Saa sagde den Herre Zebaoth: Vender dog om fra eders de onde Veie og eders de onde Idrætter; men de hørte ikke og gave ikke Agt paa mig, siger Herren. 5 Eders Fædre, hvor ere de? og Propheterne, mon de kunde leve til evig (Tid)? 6 Dog, mine Ord og mine Skikke, som jeg bød mine Tjenere, Propheterne, have de ikke rammet eders Fædre? saa de vendte om og sagde: Ligesom den Herre Zebaoth havde tænkt at gjøre os efter vore Veie og efter vore Idrætter, saaledes haver han gjort imod os.
  • Sak 7:11-14 : 11 Men de vægrede sig for at give Agt derpaa, og vendte Ryg modvilligen, og de gjorde deres Øren tunghørende for ikke at høre. 12 Og de satte deres Hjerte (som) en Demant, for ikke at høre Loven og Ordene, hvilke den Herre Zebaoth sendte ved sin Aand formedelst de første Propheter, og der var en stor Vrede fra den Herre Zebaoth. 13 Og det skede, saasom han lod udraabe, og de hørte ikke, saaledes maatte de og raabe, men jeg vilde ikke høre, sagde den Herre Zebaoth. 14 Men jeg haver bortdrevet dem som ved en Storm iblandt alle Hedningerne, som de ikke kjendte, og Landet er ødelagt efter dem, at Ingen gaaer igjennem eller kommer tilbage; thi de gjorde det ønskelige Land aldeles øde.
  • Joh 3:19-20 : 19 Men denne er Dommen, at Lyset er kommet til Verden, og Menneskene elskede mere Mørket end Lyset; thi deres Gjerninger vare onde. 20 Thi hver, som gjør Ondt, hader Lyset og kommer ikke til Lyset, at hans Gjerninger ikke skulle overbevises (ham);
  • Ordsp 1:29-30 : 29 Fordi at de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt, 30 de samtykkede ikke mit Raad, de foragtede al min Straf,
  • Ordsp 6:23 : 23 Thi Budet er en Lygte, og Loven er et Lys, og Tugtens (idelige) Overbeviisninger ere Livets Vei,
  • 1 Mos 19:9 : 9 Og de sagde: Gak bedre hid! og de sagde: Denne Ene er kommen til at være en Fremmed (her), og vil endeligen dømme; nu, vi ville gjøre dig mere Ondt, end dem; saa trængte de saare hart ind paa Manden, paa Loth, og traadte til at bryde Døren op.
  • 2 Mos 2:13-14 : 13 Og anden Dagen gik han ud, og see, to ebraiske Mænd trættedes (tilsammen); da sagde han til den Ugudelige: Hvi slaaer du din Næste? 14 Og han sagde: Hvo haver sat dig til en Mand, (som skal være) Fyrste og Dommer over os? tænker du at slaae mig ihjel, saasom du slog den Ægypter ihjel? da frygtede Mose og sagde: Sandeligen, den Gjerning er bleven vitterlig.
  • 2 Krøn 24:20-22 : 20 Og Guds Aand iførte Sacharia, Jojadas, Præstens, Søn, og han stod op over Folket og sagde til dem: Saa sagde Gud: Hvorfor overtræde I Herrens Bud? derfor skulle I ikke være lykkelige; thi I have forladt Herren, og han haver forladt eder. 21 Men de gjorde et Forbund imod ham og stenede ham med Stene efter Kongens Bud i Forgaarden ved Herrens Huus. 22 Og Kong Joas kom ikke den Miskundhed ihu, som Jojada, hans Fader, gjorde mod ham, men slog hans Søn ihjel; og der han døde, sagde han: Herren skal see og randsage det.
  • 2 Krøn 25:16 : 16 Men det skede, der han talede til ham, da sagde han til ham: Mon man har sat dig til Kongens Raad? lad af, dig (selv til Bedste); hvorfor skulle de slaae dig? da lod Propheten af og sagde: Jeg fornemmer, at Gud haver (i sit Raad) besluttet at fordærve dig, fordi du gjorde dette og ikke adlød mit Raad.
  • 2 Krøn 33:10-11 : 10 Og Herren lod tale til Manasse og til hans Folk; men de gave ingen Agt derpaa. 11 Derfor lod Herren komme over dem Hærens Fyrster, som vare Kongen af Assyriens, og de grebe Manasse iblandt Tornebuskene, og de bandt ham med Kobberlænker og førte ham til Babel.
  • 2 Krøn 36:16 : 16 Men de bespottede Guds Sendebud og foragtede hans Ord og forhaanede hans Propheter, indtil Herrens Vrede tog til over hans Folk, indtil der var ingen Lægedom (mere).
  • Sal 50:17 : 17 efterdi du, du hader Tugtelse, og du kaster mine Ord bag dig.
  • Sal 73:22 : 22 da var jeg ufornuftig og kunde ikke kjende det; jeg var (som) Dyrene for dig.
  • Ordsp 13:18 : 18 Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 87%

    13og jeg hørte ikke paa mine Læreres Røst, bøiede ei heller mit Øre til dem, som lærte mig?

    14Jeg er næsten (kommen) i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.

  • 80%

    16Men Gud sagde til den Ugudelige: Hvad (kommer det) dig ved at fortælle mine Skikke, og hvad vil du tage min Pagt i din Mund?

    17efterdi du, du hader Tugtelse, og du kaster mine Ord bag dig.

  • 79%

    22Hvor længe ville I Vanvittige elske Vanvittighed, og Bespottere have sin Lyst til Bespottelse, og Daarer hade Forstand?

    23Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord.

    24Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og Ingen gav Agt (derpaa),

    25og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf,

  • 78%

    29Fordi at de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt,

    30de samtykkede ikke mit Raad, de foragtede al min Straf,

  • 1Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab, men hvo, som hader Straf, er ufornuftig.

  • 5En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.

  • 10Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.

  • 75%

    31Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.

    32Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.

  • 13Herrens Frygt er at hade Ondt, Hoffærdighed og Hovmodighed og en ond Vei; og den Mund, (som taler) forvendte Ting, hader jeg.

  • 18Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.

  • 11Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.

  • 17At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.

  • 5og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;

  • 10De hade den, som straffer (dem) i Porten, og have Vederstyggelighed til den, som taler fuldkommeligen.

  • 12(Der er) megen Skade inden i den, og Bedrageri og Svig viger ikke fra dens Gade.

  • 12En Spotter elsker ikke den, som ham straffer, han gaaer ikke til de Vise.

  • 11og du skal hyle paa dit Yderste, naar dit Kjød og dit Legeme er fortæret,

  • 15Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.

  • 33Hører Tugt og bliver vise, og lader den ikke fare.

  • 11Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.

  • 1En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,

  • 3I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.

  • 18Ogsaa de unge Børn foragte mig; jeg staaer op, og de tale imod mig.

  • 3Jeg maa høre en Underviisning til min Forsmædelse; men min Forstands Aand skal svare for mig.

  • 8Min Arv er mig bleven som en Løve i Skoven; den udgav sin Røst imod mig, derfor hadede jeg den.

  • 19Thi efterat jeg var omvendt, angrede det mig, og siden jeg kjendte det, slog jeg paa Laaret; jeg var beskjæmmet og skammede mig ogsaa, thi jeg maatte bære min Ungdoms Forhaanelse.

  • 33Og de have vendt Ryggen til mig og ikke Ansigtet, alligevel jeg lærte dem tidligen og ideligen, og de hørte ikke, til at annamme Underviisning.

  • 1En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).

  • 17See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.

  • 1Til Sangmesteren paa Strængeleg; paa Scheminith; Davids Psalme.

  • 12Lad dit Hjerte komme til Tugt, og dine Øren til Kundskabs Taler.

  • 24Lærer mig, og jeg, jeg vil tie, og underviser mig, hvad jeg haver faret vild udi.

  • 18Din Vei og dine Idrætter have gjort disse Ting ved dig; denne er din Ondskabs (Frugt), at Bitterhed (kommer), at den haver naaet indtil dit Hjerte.

  • 8Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.

  • 5(Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.

  • 27Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.

  • 29dersom jeg haver glædet mig over min Haders Fordærvelse, og opvakt mig til Glæde, da Ulykke rammede ham,

  • 8Straf ikke en Spotter, at han skal ikke maaskee hade dig, straf en Viis, og han skal elske dig.

  • 22Thi mon du aldeles skulde ville forkaste os? mon du er saa saare vred paa os?

  • 31Thi det hører til Gud at sige: Jeg haver forladt (det), jeg vil ikke fordærve.

  • 22Vælt af fra mig Forhaanelse og Foragtelse, thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd.

  • 3Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.

  • 21Disse Ting haver du gjort, og jeg haver tiet; du haver tænkt, at jeg skulde aldeles være ligesom du; (men) jeg vil straffe dig og stille (det) ordentligen frem for dine Øine.