Ordspråkene 5:12
og du skal sige: Hvorledes hadede jeg Tugt, og mit Hjerte foragtede Straf,
og du skal sige: Hvorledes hadede jeg Tugt, og mit Hjerte foragtede Straf,
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13og jeg hørte ikke paa mine Læreres Røst, bøiede ei heller mit Øre til dem, som lærte mig?
14Jeg er næsten (kommen) i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
16Men Gud sagde til den Ugudelige: Hvad (kommer det) dig ved at fortælle mine Skikke, og hvad vil du tage min Pagt i din Mund?
17efterdi du, du hader Tugtelse, og du kaster mine Ord bag dig.
22Hvor længe ville I Vanvittige elske Vanvittighed, og Bespottere have sin Lyst til Bespottelse, og Daarer hade Forstand?
23Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord.
24Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og Ingen gav Agt (derpaa),
25og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf,
29Fordi at de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt,
30de samtykkede ikke mit Raad, de foragtede al min Straf,
1Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab, men hvo, som hader Straf, er ufornuftig.
5En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
10Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.
31Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.
32Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.
13Herrens Frygt er at hade Ondt, Hoffærdighed og Hovmodighed og en ond Vei; og den Mund, (som taler) forvendte Ting, hader jeg.
18Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
11Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
17At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.
5og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;
10De hade den, som straffer (dem) i Porten, og have Vederstyggelighed til den, som taler fuldkommeligen.
12(Der er) megen Skade inden i den, og Bedrageri og Svig viger ikke fra dens Gade.
12En Spotter elsker ikke den, som ham straffer, han gaaer ikke til de Vise.
11og du skal hyle paa dit Yderste, naar dit Kjød og dit Legeme er fortæret,
15Dersom jeg sagde: Jeg vil fortælle Saadant, see, da havde jeg fordømt dine Børns Slægt.
33Hører Tugt og bliver vise, og lader den ikke fare.
11Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.
1En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,
3I have nu ti Gange forhaanet mig, I skamme eder ikke, at I ere (saa) forhærdede imod mig.
18Ogsaa de unge Børn foragte mig; jeg staaer op, og de tale imod mig.
3Jeg maa høre en Underviisning til min Forsmædelse; men min Forstands Aand skal svare for mig.
8Min Arv er mig bleven som en Løve i Skoven; den udgav sin Røst imod mig, derfor hadede jeg den.
19Thi efterat jeg var omvendt, angrede det mig, og siden jeg kjendte det, slog jeg paa Laaret; jeg var beskjæmmet og skammede mig ogsaa, thi jeg maatte bære min Ungdoms Forhaanelse.
33Og de have vendt Ryggen til mig og ikke Ansigtet, alligevel jeg lærte dem tidligen og ideligen, og de hørte ikke, til at annamme Underviisning.
1En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).
17See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.
1Til Sangmesteren paa Strængeleg; paa Scheminith; Davids Psalme.
12Lad dit Hjerte komme til Tugt, og dine Øren til Kundskabs Taler.
24Lærer mig, og jeg, jeg vil tie, og underviser mig, hvad jeg haver faret vild udi.
18Din Vei og dine Idrætter have gjort disse Ting ved dig; denne er din Ondskabs (Frugt), at Bitterhed (kommer), at den haver naaet indtil dit Hjerte.
8Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
5(Men) om I sandeligen vilde gjøre eder store over mig, da maatte I bevise min Forhaanelse imod mig.
27Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.
29dersom jeg haver glædet mig over min Haders Fordærvelse, og opvakt mig til Glæde, da Ulykke rammede ham,
8Straf ikke en Spotter, at han skal ikke maaskee hade dig, straf en Viis, og han skal elske dig.
22Thi mon du aldeles skulde ville forkaste os? mon du er saa saare vred paa os?
31Thi det hører til Gud at sige: Jeg haver forladt (det), jeg vil ikke fordærve.
22Vælt af fra mig Forhaanelse og Foragtelse, thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd.
3Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.
21Disse Ting haver du gjort, og jeg haver tiet; du haver tænkt, at jeg skulde aldeles være ligesom du; (men) jeg vil straffe dig og stille (det) ordentligen frem for dine Øine.