Ordspråkene 13:18
Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
31Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.
32Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.
33Herrens Frygt er Viisdoms Tugt, og Ydmyghed er for Ære.
5En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
17At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.
1Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab, men hvo, som hader Straf, er ufornuftig.
10Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.
35De Vise skulle arve Ære, men (hver) af Daarerne skal optage Skam.
7Hvo, som tugter en Spotter, maa tage Spot til sig, og hvo, som straffer den Ugudelige, (maa tage) hans Skjændsel.
8Straf ikke en Spotter, at han skal ikke maaskee hade dig, straf en Viis, og han skal elske dig.
9Giv en Viis (Underviisning), og han skal endnu blive visere; underviis en Retfærdig, og han skal forbedres i Lærdom.
1En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,
5Hvo, som bespotter en Arm, forhaaner den, som gjorde ham; hvo, som glæder sig over Ulykke, skal ikke holdes uskyldig.
15Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.
12For Forstyrrelse ophøies en Mands Hjerte, men Ydmyghed (gaaer) for Ære.
13(Dersom) Nogen giver Svar, før han hører, (da) er det ham en Daarlighed og Skam.
13Hvo, som foragter Ordet, skal fordærves ved sig (selv), men hvo, som frygter Budet, han faaer Løn derfor.
31Hvo, som fortrykker den Ringe, forhaaner den, som gjorde ham, men hvo, som forbarmer sig over en Fattig, ærer ham.
1En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).
8En Mands Rigdom er en Forsoning for hans Liv, men en Arm hører ikke Skjælden.
1Bedre er en Arm, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end en Vanartig med sine Læber, naar han er en Daare.
25Slaaer du en Spotter, saa skal en Vanvittig blive vittig, og straffer man en Forstandig, (da) skal han forstaae sig paa Kundskab.
26Hvo, der forstyrrer Faderen og vil bortjage Moderen, er en Søn, som gjør tilskamme og gjør Forhaanelse.
10Irettesættelse nedfarer dybere i en Forstandig, end at slaae en Daare hundrede (Gange).
25Men dem, som straffe (ham), skal det være lifligt, og der skal komme en god Velsignelse over dem.
2(Naar) Hovmodighed kommer, kommer og Forsmædelse, men Viisdom er hos de Ydmyge.
23Hvo, der straffer et Menneske, skal derefter finde Gunst, mere end den, som smigrer med Tungen.
19(Naar) det skeer, som man begjærer, (da) er det sødt for Sjælen, men at vige fra Ondt er Daarer en Vederstyggelighed.
33Han skal finde Plage og Skam, og hans Skjændsel skal ikke udslettes.
16Hvo, som fortrykker en Ringe for at formere Sit, (og) hvo, som giver en Rig, (den skal) visseligen (komme) til Mangel.
3Naar en Ugudelig kommer, kommer ogsaa Foragt, og Skam med Forsmædelse.
6Bedre er en Fattig, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end den, som (vandrer) forvendt paa tvende Veie, om han (end) er rig.
7Den, som bevarer Loven, er en forstandig Søn, men den, som føder Fraadsere, beskjæmmer sin Fader.
34Retfærdighed ophøier et Folk, men Synd er en gruelig Ting iblandt Folk.
35Kongens Velbehagelighed er til en klog Tjener, men hans Grumhed er (over) den, som beskjæmmer.
23Menneskets Hovmod skal nedtrykke ham, men den Ydmyge skal holde fast ved Ære.
33Hører Tugt og bliver vise, og lader den ikke fare.
11Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
12En Spotter elsker ikke den, som ham straffer, han gaaer ikke til de Vise.
8En Mand skal roses efter sin Forstands Beskaffenhed, men den, som er forvendt i Hjertet, skal blive til en Foragt.
12og du skal sige: Hvorledes hadede jeg Tugt, og mit Hjerte foragtede Straf,
16En Daares Fortørnelse skal kjendes samme Dag, men den, som skjuler Forsmædelse, er klog.
10paa det den, som det hører, ikke skal forhaane dig, og dit (onde) Rygte ikke kunne afvendes.
25og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf,
8(Den, som er) viis af Hjertet, antager Budene, men (den, som haver) daarlige Læber, skal kuldkastes.
4Sagtmodigheds Løn er Herrens Frygt, Rigdom og Ære og Livet.
12(Som) et Smykke af Guld og en Prydelse af (kosteligt) Guld er en Viis, som straffer, for et Øre, som adlyder.
27Hvo, som giver den Arme, (han skal) ikke (have) Mangel, men (over) den, som skjuler sine Øine, (skulle være) mange Forbandelser.
17See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.
23Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord.