Ordspråkene 13:18

Original Norsk Bibel 1866

Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Ordsp 15:5 : 5 En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
  • Ordsp 15:31-32 : 31 Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise. 32 Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.
  • Ordsp 12:1 : 1 Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab, men hvo, som hader Straf, er ufornuftig.
  • Ordsp 13:13 : 13 Hvo, som foragter Ordet, skal fordærves ved sig (selv), men hvo, som frygter Budet, han faaer Løn derfor.
  • Ordsp 5:9-9 : 9 at du ikke maaskee skal give Andre din Ære, og en Grum dine Aar; 10 at de Fremmede ikke skulle maaskee mættes af din Formue, og alt dit smertelige (Arbeide) ikke skal være i en Ubekjendts Huus, 11 og du skal hyle paa dit Yderste, naar dit Kjød og dit Legeme er fortæret, 12 og du skal sige: Hvorledes hadede jeg Tugt, og mit Hjerte foragtede Straf, 13 og jeg hørte ikke paa mine Læreres Røst, bøiede ei heller mit Øre til dem, som lærte mig? 14 Jeg er næsten (kommen) i al Ulykke midt i Forsamlingen og Menigheden.
  • Ordsp 9:9 : 9 Giv en Viis (Underviisning), og han skal endnu blive visere; underviis en Retfærdig, og han skal forbedres i Lærdom.
  • Ordsp 19:6 : 6 Mange bede (ydmygeligen) for en Fyrstes Ansigt, og hver er Ven med en gavmild Mand.
  • Ordsp 25:12 : 12 (Som) et Smykke af Guld og en Prydelse af (kosteligt) Guld er en Viis, som straffer, for et Øre, som adlyder.
  • Jer 5:3-9 : 3 Herre! monne dine Øine ikke (see) efter Sandhed? du slog dem, men de følte ingen Smerte, du fortærede dem, de vægrede sig ved at annamme Tugt; de forhærdede deres Ansigt mere end en Klippe, de vægrede sig for at vende om. 4 Men jeg, jeg sagde: Sandeligen, disse ere de Ringe, de handle daarligen; thi de kjende ikke Herrens Vei, deres Guds Ret. 5 Jeg vil gaae til de Store og tale med dem, thi de, de vide Herrens Vei, deres Guds Ret; men de, de havde tilhobe sønderbrudt Aaget, sønderslidt Baandene. 6 Derfor haver en Løve af Skoven slaget dem, en Ulv om Aftenen skal forstyrre dem, en Parder vaager (og lurer) mod deres Stæder; hver den, som udgaaer af dem, skal sønderrives; thi deres Overtrædelser ere mange, deres Afvendelser ere blevne (saare) mange. 7 Hvor skulde jeg tilgive dig dette? dine Børn forlode mig og svore ved (det, som) ikke er Gud; der jeg havde mættet dem, da bedreve de Horeri og sloge sig sammen i Troppetal i Horehuset. 8 De stode aarle op som velfodrede Heste, de vrinskede, hver ad sin Næstes Hustru. 9 Skulde jeg ikke hjemsøge for disse Ting? siger Herren, og skulde ikke min Sjæl hevne sig paa saadant Folk, som dette er?
  • Hebr 12:25 : 25 Vogter eder, at I ikke forskyde den, som taler. Thi undflyede de ikke, som forskjøde ham, der talede Guds Ord paa Jorden, da skulle vi meget mindre (undflye), dersom vi ere gjenstridige mod ham fra Himlene,
  • Sal 141:5 : 5 En Retfærdig slaae mig, (det skal være mig) en Velgjerning, og straffe mig, (det skal være mig) en Hovedolie; lad mit Hoved ikke vægre sig derved, thi min Bøn (skal) ogsaa (fremdeles skee for dem), naar (det gaaer) dem ilde.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 83%

    31Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.

    32Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.

    33Herrens Frygt er Viisdoms Tugt, og Ydmyghed er for Ære.

  • 5En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.

  • 17At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.

  • 1Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab, men hvo, som hader Straf, er ufornuftig.

  • 10Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.

  • 35De Vise skulle arve Ære, men (hver) af Daarerne skal optage Skam.

  • 78%

    7Hvo, som tugter en Spotter, maa tage Spot til sig, og hvo, som straffer den Ugudelige, (maa tage) hans Skjændsel.

    8Straf ikke en Spotter, at han skal ikke maaskee hade dig, straf en Viis, og han skal elske dig.

    9Giv en Viis (Underviisning), og han skal endnu blive visere; underviis en Retfærdig, og han skal forbedres i Lærdom.

  • 1En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,

  • 5Hvo, som bespotter en Arm, forhaaner den, som gjorde ham; hvo, som glæder sig over Ulykke, skal ikke holdes uskyldig.

  • 15Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.

  • 76%

    12For Forstyrrelse ophøies en Mands Hjerte, men Ydmyghed (gaaer) for Ære.

    13(Dersom) Nogen giver Svar, før han hører, (da) er det ham en Daarlighed og Skam.

  • 13Hvo, som foragter Ordet, skal fordærves ved sig (selv), men hvo, som frygter Budet, han faaer Løn derfor.

  • 31Hvo, som fortrykker den Ringe, forhaaner den, som gjorde ham, men hvo, som forbarmer sig over en Fattig, ærer ham.

  • 1En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).

  • 8En Mands Rigdom er en Forsoning for hans Liv, men en Arm hører ikke Skjælden.

  • 1Bedre er en Arm, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end en Vanartig med sine Læber, naar han er en Daare.

  • 74%

    25Slaaer du en Spotter, saa skal en Vanvittig blive vittig, og straffer man en Forstandig, (da) skal han forstaae sig paa Kundskab.

    26Hvo, der forstyrrer Faderen og vil bortjage Moderen, er en Søn, som gjør tilskamme og gjør Forhaanelse.

  • 10Irettesættelse nedfarer dybere i en Forstandig, end at slaae en Daare hundrede (Gange).

  • 25Men dem, som straffe (ham), skal det være lifligt, og der skal komme en god Velsignelse over dem.

  • 2(Naar) Hovmodighed kommer, kommer og Forsmædelse, men Viisdom er hos de Ydmyge.

  • 23Hvo, der straffer et Menneske, skal derefter finde Gunst, mere end den, som smigrer med Tungen.

  • 19(Naar) det skeer, som man begjærer, (da) er det sødt for Sjælen, men at vige fra Ondt er Daarer en Vederstyggelighed.

  • 33Han skal finde Plage og Skam, og hans Skjændsel skal ikke udslettes.

  • 16Hvo, som fortrykker en Ringe for at formere Sit, (og) hvo, som giver en Rig, (den skal) visseligen (komme) til Mangel.

  • 3Naar en Ugudelig kommer, kommer ogsaa Foragt, og Skam med Forsmædelse.

  • 73%

    6Bedre er en Fattig, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end den, som (vandrer) forvendt paa tvende Veie, om han (end) er rig.

    7Den, som bevarer Loven, er en forstandig Søn, men den, som føder Fraadsere, beskjæmmer sin Fader.

  • 73%

    34Retfærdighed ophøier et Folk, men Synd er en gruelig Ting iblandt Folk.

    35Kongens Velbehagelighed er til en klog Tjener, men hans Grumhed er (over) den, som beskjæmmer.

  • 23Menneskets Hovmod skal nedtrykke ham, men den Ydmyge skal holde fast ved Ære.

  • 33Hører Tugt og bliver vise, og lader den ikke fare.

  • 11Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.

  • 12En Spotter elsker ikke den, som ham straffer, han gaaer ikke til de Vise.

  • 8En Mand skal roses efter sin Forstands Beskaffenhed, men den, som er forvendt i Hjertet, skal blive til en Foragt.

  • 12og du skal sige: Hvorledes hadede jeg Tugt, og mit Hjerte foragtede Straf,

  • 16En Daares Fortørnelse skal kjendes samme Dag, men den, som skjuler Forsmædelse, er klog.

  • 10paa det den, som det hører, ikke skal forhaane dig, og dit (onde) Rygte ikke kunne afvendes.

  • 25og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf,

  • 8(Den, som er) viis af Hjertet, antager Budene, men (den, som haver) daarlige Læber, skal kuldkastes.

  • 4Sagtmodigheds Løn er Herrens Frygt, Rigdom og Ære og Livet.

  • 12(Som) et Smykke af Guld og en Prydelse af (kosteligt) Guld er en Viis, som straffer, for et Øre, som adlyder.

  • 27Hvo, som giver den Arme, (han skal) ikke (have) Mangel, men (over) den, som skjuler sine Øine, (skulle være) mange Forbandelser.

  • 17See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.

  • 23Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord.