Ordspråkene 3:11

Original Norsk Bibel 1866

Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.

Tilleggsressurser

Henviste vers

  • Job 5:17 : 17 See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.
  • Hebr 12:5-9 : 5 og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham; 6 thi hvem Herren elsker, den revser han, og han hudstryger hver Søn, som han antager sig. 7 Dersom I lide Revselse, handler Gud med eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser? 8 Men dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte og ikke Børn. 9 Have vi tilmed havt vore kjødelige Fædre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere være den Aandernes Fader underdanige og leve? 10 Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han (revser os) til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed. 11 Men al Revselse synes, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som ved den ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt. 12 Derfor retter de hængende Hænder og de afmægtige Knæ,
  • 1 Kor 11:32 : 32 Men naar vi dømmes af Herren, revses vi, at vi ikke skulle fordømmes med Verden.
  • 2 Kor 4:1 : 1 Derfor, da vi have denne Tjeneste, efter som os er skeet Barmhjertighed, saa blive vi ikke trætte;
  • 2 Kor 4:16-17 : 16 Derfor blive vi ikke trætte, men om endog vort udvortes Menneske gaaer til grunde, fornyes dog det indvortes Dag fra Dag; 17 thi vor Trængsel, som er stakket og let, bringer os en evig og over al Maade vigtig Herlighed;
  • Hebr 12:3 : 3 Betragter derfor den, som haver taalmodigen lidt en saadan Modsigelse af Syndere imod sig, paa det at I ikke skulle blive trætte og forsage i eders Sjæle.
  • Sal 94:12 : 12 Salig er den Mand, som du, Herre! tugter, og den, du lærer af din Lov,
  • Ordsp 24:10 : 10 Er du efterladen paa Nøds Dag, (da) er din Kraft ringe.
  • Jes 40:30-31 : 30 De Unge skulle blive trætte og vansmægte, og de udvalgte (Mænd) skulle visseligen falde. 31 Men de, som forvente Herren, skulle fornye (deres) Kraft, de skulle opfare med Vinger som Ørnene; de skulle løbe og ikke vansmægte, gaae og ikke blive trætte.
  • Åp 3:19 : 19 Hvilkesomhelst jeg elsker, dem straffer og tugter jeg; vær derfor nidkjær og omvend dig.
  • Job 4:5 : 5 Men nu det kommer til dig, da kjedes du (derved); det haver rammet paa dig, og du er forfærdet.

Lignende vers (AI)

Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.

  • 12 Thi Herren straffer den, som han elsker, og haver Behagelighed, (til ham), som en Fader til en Søn.

  • 85%

    5 og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;

    6 thi hvem Herren elsker, den revser han, og han hudstryger hver Søn, som han antager sig.

    7 Dersom I lide Revselse, handler Gud med eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser?

    8 Men dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte og ikke Børn.

    9 Have vi tilmed havt vore kjødelige Fædre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere være den Aandernes Fader underdanige og leve?

    10 Thi hine revsede os for faa Dage efter deres Tykke, men han (revser os) til Nytte, paa det vi skulle blive deelagtige i hans Hellighed.

    11 Men al Revselse synes, imedens den er nærværende, ikke at være til Glæde, men til Bedrøvelse; men siden giver den igjen dem, som ved den ere øvede, Retfærdigheds salige Frugt.

  • 17 See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.

  • 18 Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.

  • 5 Saa kan du kjende i dit Hjerte, at ligesom en Mand tugter sin Søn, haver Herren din Gud tugtet dig.

  • 24 Hvo, som sparer sit Riis, hader sin Søn, men den, som elsker ham, tugter ham tidlig.

  • 79%

    13 Vægre dig ikke for at tugte den Unge; thi slaaer du ham med Riset, døer han ikke (deraf).

    14 Du, du skal slaae ham med Riset og frie hans Sjæl fra Helvede:

    15 Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal mit Hjerte glæde sig, ja jeg (selv),

  • 17 Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.

  • 1 Til Sangmesteren paa Strængeleg; paa Scheminith; Davids Psalme.

  • 1 Davids Psalme, at lade ihukomme.

  • 5 En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.

  • 1 En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,

  • 18 Om en Mand haver en modvillig og gjenstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem,

  • 19 Hvilkesomhelst jeg elsker, dem straffer og tugter jeg; vær derfor nidkjær og omvend dig.

  • 12 Salig er den Mand, som du, Herre! tugter, og den, du lærer af din Lov,

  • 10 Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.

  • 8 Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.

  • 11 Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.

  • 75%

    4 Og I Fædre! opirrer ikke Eders Børn, men opføder dem i Tugt og Herrens Formaning.

  • 10 saa skulle dine Lader blive fulde til Mættelse, og dine Perser sprække af Most.

  • 24 Tugt mig, Herre! dog med Maade, ikke i din Vrede, at du ikke skal gjøre mig ringe.

  • 15 Daarlighed er bunden til en Ungs Hjerte; Tugtens Riis skal drive den langt fra ham.

  • 1 Min Søn! glem ikke min Lov, men lad dit Hjerte bevare mine Bud.

  • 73%

    31 Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.

    32 Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.

  • 21 I Fædre! opirrer ikke eders Børn, paa det de ikke skulle tabe Modet.

  • 18 Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.

  • 6 Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.

  • 12 og du skal sige: Hvorledes hadede jeg Tugt, og mit Hjerte foragtede Straf,

  • 27 Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.

  • 17 At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.

  • 1 Sønner! hører en Faders Tugt, og giver Agt for at kjende Forstand.

  • 25 og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf,

  • 1 Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab, men hvo, som hader Straf, er ufornuftig.

  • 15 Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.

  • 1 En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).

  • 18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.

  • 23 Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord.

  • 25 En daarlig Søn er sin Fader en Harm, og en bitter (Bedrøvelse) for hende, som fødte ham.

  • 14 Jeg, jeg vil være ham en Fader, og han, han skal være mig en Søn, hvilken, naar han handler ilde, da vil jeg straffe ham med Menneskens Riis og med Menneskens Børns Plager.

  • 10 Den, som tugter Hedningerne, skulde han ikke straffe, han, som lærer et Menneske Forstand?