Ordspråkene 29:15
Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.
Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
15 Daarlighed er bunden til en Ungs Hjerte; Tugtens Riis skal drive den langt fra ham.
25 Slaaer du en Spotter, saa skal en Vanvittig blive vittig, og straffer man en Forstandig, (da) skal han forstaae sig paa Kundskab.
26 Hvo, der forstyrrer Faderen og vil bortjage Moderen, er en Søn, som gjør tilskamme og gjør Forhaanelse.
27 Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.
20 En viis Søn glæder Faderen, men et daarligt Menneske foragter sin Moder.
21 Daarlighed er den en Glæde, som fattes Forstand, men en forstandig Mand vandrer ret frem.
5 En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
24 Hvo, som sparer sit Riis, hader sin Søn, men den, som elsker ham, tugter ham tidlig.
13 Vægre dig ikke for at tugte den Unge; thi slaaer du ham med Riset, døer han ikke (deraf).
14 Du, du skal slaae ham med Riset og frie hans Sjæl fra Helvede:
15 Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal mit Hjerte glæde sig, ja jeg (selv),
18 Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
6 Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.
7 Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Viisdom og Tugt.
8 Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
16 Naar Ugudelige blive mange, bliver Overtrædelse megen, men Retfærdige skulle see paa deres Fald.
17 Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.
18 Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.
13 I en Forstandigs Læber findes Viisdom, men paa hans Ryg, som fattes Forstand, (skal være) Riis.
2 En klog Tjener skal herske over en Søn, som beskjæmmer, og skal dele Arv midt iblandt Brødre.
13 Bedre er et fattigt Barn, som er viist, end en gammel Konge, som er en Daare, som endnu ikke veed at lade sig paaminde.
1 En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,
25 En daarlig Søn er sin Fader en Harm, og en bitter (Bedrøvelse) for hende, som fødte ham.
1 Salomos Ordsprog. En viis Søn glæder en Fader, men en daarlig Søn er sin Moders Bedrøvelse.
3 I Daarens Mund er Hovmods Riis, men de Vises Læber skulle bevare dem.
7 Den, som bevarer Loven, er en forstandig Søn, men den, som føder Fraadsere, beskjæmmer sin Fader.
11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
12 Thi Herren straffer den, som han elsker, og haver Behagelighed, (til ham), som en Fader til en Søn.
35 De Vise skulle arve Ære, men (hver) af Daarerne skal optage Skam.
1 En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).
35 Kongens Velbehagelighed er til en klog Tjener, men hans Grumhed er (over) den, som beskjæmmer.
18 Om en Mand haver en modvillig og gjenstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem,
19 da skulle hans Fader og hans Moder tage fat paa ham, og udføre ham til de Ældste i hans Stad og til hans Steds Port.
20 Min Søn! bevar din Faders Bud, og forlad ikke din Moders Lov.
10 Irettesættelse nedfarer dybere i en Forstandig, end at slaae en Daare hundrede (Gange).
4 Og I Fædre! opirrer ikke Eders Børn, men opføder dem i Tugt og Herrens Formaning.
31 Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.
32 Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.
24 En Retfærdigs Fader skal storligen fryde sig; den, som avler en Viis, skal glædes ved ham.
3 En Svøbe hører til Hesten, og en Tømme til Asenet, og et Riis til Daarers Ryg.
17 Et Øie, som spotter (sin) Fader og foragter at hænge ved (sin) Moder, det skulle Ravne udhakke ved Bækken, og Ørneunger skulle æde det.
10 Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.
11 Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.
6 Børnebørn ere de Gamles Krone, og Børnenes Priis ere deres Fædre.
21 Den, som avler en Daare, (avler ham) sig til Bedrøvelse, og en Daares Fader skal ikke glædes.
21 Naar En opføder sin Tjener kræsent fra Ungdommen, da vil han paa det Sidste være en Søn.
5 Den, som samler om Sommeren, er en klog Søn, (men) den, som sover hart om Høsten, er en Søn, som beskjæmmer.
7 Hvo, som tugter en Spotter, maa tage Spot til sig, og hvo, som straffer den Ugudelige, (maa tage) hans Skjændsel.
29 Den, som forstyrrer sit Huus, skal arve Veir, og en Daare (skal være) dens Tjener, (som er) viis i Hjertet.