Ordspråkene 19:18
Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.
Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24 Hvo, som sparer sit Riis, hader sin Søn, men den, som elsker ham, tugter ham tidlig.
19 Den, som har (for) stor Hastighed, skal bære Straf, men dersom du frier ham, da kan du blive ved (at straffe ham).
11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
12 Thi Herren straffer den, som han elsker, og haver Behagelighed, (til ham), som en Fader til en Søn.
17 Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.
18 Om en Mand haver en modvillig og gjenstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem,
19 da skulle hans Fader og hans Moder tage fat paa ham, og udføre ham til de Ældste i hans Stad og til hans Steds Port.
12 Lad dit Hjerte komme til Tugt, og dine Øren til Kundskabs Taler.
13 Vægre dig ikke for at tugte den Unge; thi slaaer du ham med Riset, døer han ikke (deraf).
14 Du, du skal slaae ham med Riset og frie hans Sjæl fra Helvede:
15 Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal mit Hjerte glæde sig, ja jeg (selv),
6 Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.
5 Saa kan du kjende i dit Hjerte, at ligesom en Mand tugter sin Søn, haver Herren din Gud tugtet dig.
5 og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;
6 thi hvem Herren elsker, den revser han, og han hudstryger hver Søn, som han antager sig.
7 Dersom I lide Revselse, handler Gud med eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser?
8 Men dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte og ikke Børn.
26 Hvo, der forstyrrer Faderen og vil bortjage Moderen, er en Søn, som gjør tilskamme og gjør Forhaanelse.
27 Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.
15 Daarlighed er bunden til en Ungs Hjerte; Tugtens Riis skal drive den langt fra ham.
4 Og I Fædre! opirrer ikke Eders Børn, men opføder dem i Tugt og Herrens Formaning.
15 Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.
25 En daarlig Søn er sin Fader en Harm, og en bitter (Bedrøvelse) for hende, som fødte ham.
26 Det er ikke godt endogsaa at lægge Straf paa den Retfærdige, at slaae Fyrster, (som gjøre) Ret.
20 En viis Søn glæder Faderen, men et daarligt Menneske foragter sin Moder.
17 See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.
8 Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
19 Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaae (ret) frem paa Veien.
18 (Men) efterdi at der er Vrede (hos dig, da vogt dig), at han ikke skal bortstøde dig med et Slag, og megen Forsoning skal ikke lade dig undvige (derfor).
11 Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.
1 En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,
20 Seer du, (at) en Mand er hastig i sine Ord, (da er der) mere Forhaabning til en Daare end til ham.
21 Naar En opføder sin Tjener kræsent fra Ungdommen, da vil han paa det Sidste være en Søn.
17 Hvo, som forbarmer sig over den Ringe, laaner Herren, og han skal betale ham hans Velgjerning.
20 Min Søn! bevar din Faders Bud, og forlad ikke din Moders Lov.
13 Smerter skulle komme paa ham (som) paa hende, der føder; han er ikke en viis Søn, (thi ellers) havde han ikke staaet (saa lang) en Tid i Børnenes Fødselssted.
14 Og see, (om) han avlede en Søn, og denne saae alle sin Faders Synder, som han gjorde, og saae det, og gjorde ikke derefter, —
21 I Fædre! opirrer ikke eders Børn, paa det de ikke skulle tabe Modet.
13 En daarlig Søn er sin Fader en (stor) Ulykke, og en Qvindes Trætter ere et ideligt Dryp.
21 Den, som avler en Daare, (avler ham) sig til Bedrøvelse, og en Daares Fader skal ikke glædes.
26 Min Søn! giv mig dit Hjerte, og lad dine Øine bevare mine Veie.
22 Adlyd din Fader, som avlede dig, og foragt ikke din Moder, naar hun bliver gammel.
1 Salomos Ordsprog. En viis Søn glæder en Fader, men en daarlig Søn er sin Moders Bedrøvelse.
5 En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
20 Hvo, som bander sin Fader eller sin Moder, hans Lygte skal udslukkes i tykt Mørke.
15 min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti.
20 Min Søn! giv Agt paa mine Ord, bøi dit Øre til mine Taler.