Ordspråkene 22:6
Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.
Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
1 I Børn! adlyder Eders Forældre i Herren, thi dette er ret.
2 Ær din Fader og Moder! — hvilket er det første Bud med Forjættelse, —
3 at det maa gaae dig vel, og du maa længe leve paa Jorden.
4 Og I Fædre! opirrer ikke Eders Børn, men opføder dem i Tugt og Herrens Formaning.
8 Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
20 Min Søn! bevar din Faders Bud, og forlad ikke din Moders Lov.
21 Bind dem stedse paa dit Hjerte, bind dem (tæt) om din Hals.
22 Naar du vandrer, skal den lede dig, naar du lægger dig, skal den bevare dig, og naar du opvaagner, skal den tale til dig.
15 Daarlighed er bunden til en Ungs Hjerte; Tugtens Riis skal drive den langt fra ham.
7 Og du skal igjentage dem for dine Børn, og tale om dem, naar du sidder i dit Huus, og naar du gaaer paa Veien, og naar du lægger dig, og naar du opstaaer.
5 Torne (og) Snarer ere paa den Forvendtes Vei, (men) den, som bevarer sin Sjæl, skal vige langt fra den.
18 Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.
13 Vægre dig ikke for at tugte den Unge; thi slaaer du ham med Riset, døer han ikke (deraf).
14 Du, du skal slaae ham med Riset og frie hans Sjæl fra Helvede:
22 Adlyd din Fader, som avlede dig, og foragt ikke din Moder, naar hun bliver gammel.
6 Børnebørn ere de Gamles Krone, og Børnenes Priis ere deres Fædre.
15 Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.
11 Jeg underviser dig paa Viisdoms Vei, jeg leder dig paa de rette Stier,
18 Om en Mand haver en modvillig og gjenstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem,
19 da skulle hans Fader og hans Moder tage fat paa ham, og udføre ham til de Ældste i hans Stad og til hans Steds Port.
17 Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.
15 min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti.
21 Naar En opføder sin Tjener kræsent fra Ungdommen, da vil han paa det Sidste være en Søn.
19 Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaae (ret) frem paa Veien.
19 Og I skulle lære eders Børn dem, ved at tale derom, naar du sidder i dit Huus, og naar du gaaer paa Veien, og naar du lægger dig, og naar du staaer op.
7 Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Tale:
7 En Rig hersker over Arme, og den, som tager tillaans, er den Mands Tjener, som udlaaner.
32 Og nu, Børn! hører mig, thi salige ere de, som holde mine Veie.
24 Hvo, som sparer sit Riis, hader sin Søn, men den, som elsker ham, tugter ham tidlig.
20 Min Søn! giv Agt paa mine Ord, bøi dit Øre til mine Taler.
5 Saa kan du kjende i dit Hjerte, at ligesom en Mand tugter sin Søn, haver Herren din Gud tugtet dig.
26 Min Søn! giv mig dit Hjerte, og lad dine Øine bevare mine Veie.
24 En Retfærdigs Fader skal storligen fryde sig; den, som avler en Viis, skal glædes ved ham.
26 Hvo, der forstyrrer Faderen og vil bortjage Moderen, er en Søn, som gjør tilskamme og gjør Forhaanelse.
27 Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.
11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
1 Sønner! hører en Faders Tugt, og giver Agt for at kjende Forstand.
2 Thi jeg haver givet eder en god Lærdom; forlader ikke min Lov.
22 En God skal gjøre, at Børnebørn faae Arv, men en Synders Gods er gjemt til den Retfærdige.
11 Den Unge kjendes og paa sine Idrætter, om han er reen, og om hans Gjerning er ret.
6 paa det den Slægt, som kom herefter, ja de Børn, som skulde fødes, kunde vide (dem), at de kunde opstaae og fortælle dem for deres Børn,
1 Min Søn! bevar mine Taler, og gjem mine Bud hos dig.
20 En viis Søn glæder Faderen, men et daarligt Menneske foragter sin Moder.
6 Kjend ham i alle dine Veie, og han, han skal gjøre dine Stier rette.
13 Bedre er et fattigt Barn, som er viist, end en gammel Konge, som er en Daare, som endnu ikke veed at lade sig paaminde.
16 Thi førend Barnet skal forstaae at forkaste det Onde og udvælge det Gode, skal Landet, hvilket du væmmes ved, forlades af dets tvende Konger.
20 paa det du kan vandre paa de Godes Vei og bevare de Retfærdiges Stier.
1 Min Søn! glem ikke min Lov, men lad dit Hjerte bevare mine Bud.
21 I Fædre! opirrer ikke eders Børn, paa det de ikke skulle tabe Modet.