Ordspråkene 1:8
Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
20 Min Søn! bevar din Faders Bud, og forlad ikke din Moders Lov.
21 Bind dem stedse paa dit Hjerte, bind dem (tæt) om din Hals.
1 Sønner! hører en Faders Tugt, og giver Agt for at kjende Forstand.
2 Thi jeg haver givet eder en god Lærdom; forlader ikke min Lov.
3 Thi (ogsaa) jeg var min Faders Søn, øm og (som) den Eneste for min Moder.
4 Og han lærte mig og sagde til mig: Lad dit Hjerte holde ved mit Ord, bevar mine Bud, saa skal du leve.
5 Kjøb Viisdom, kjøb Forstand, glem ikke og vig ikke fra min Munds Tale.
6 Forlad den ikke, saa skal den bevare dig; elsk den, saa skal den bevogte dig.
1 Min Søn! glem ikke min Lov, men lad dit Hjerte bevare mine Bud.
22 Adlyd din Fader, som avlede dig, og foragt ikke din Moder, naar hun bliver gammel.
7 Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Viisdom og Tugt.
9 Thi de ere en Naades Smykke paa dit Hoved og Kjæder om din Hals.
10 Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke.
1 Min Søn! giv Agt paa min Viisdom, bøi dit Øre til min Forstand,
26 Hvo, der forstyrrer Faderen og vil bortjage Moderen, er en Søn, som gjør tilskamme og gjør Forhaanelse.
27 Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.
1 Min Søn! dersom du vil antage mine Taler og gjemme mine Bud hos dig,
2 at lade dit Øre give Agt paa Viisdommen, (saa) du bøier dit Hjerte til Forstand,
1 Min Søn! bevar mine Taler, og gjem mine Bud hos dig.
7 Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Tale:
6 Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.
20 Min Søn! giv Agt paa mine Ord, bøi dit Øre til mine Taler.
21 Lad dem ikke vige fra dine Øine, bevar dem midt i dit Hjerte.
32 Og nu, Børn! hører mig, thi salige ere de, som holde mine Veie.
33 Hører Tugt og bliver vise, og lader den ikke fare.
10 Hør, min Søn! og antag mine Taler, saa skulle dit Livs Aar blive mange.
20 En viis Søn glæder Faderen, men et daarligt Menneske foragter sin Moder.
26 Min Søn! giv mig dit Hjerte, og lad dine Øine bevare mine Veie.
1 Salomos Ordsprog. En viis Søn glæder en Fader, men en daarlig Søn er sin Moders Bedrøvelse.
8 Saa adlyd nu min Røst, min Søn! eftersom jeg befaler dig.
15 min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti.
1 En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,
5 En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
21 Min Søn! lad dem ikke vige fra dine Øine, bevar det bestandige (Gode) og (kloge) Anslag.
15 Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.
4 Og I Fædre! opirrer ikke Eders Børn, men opføder dem i Tugt og Herrens Formaning.
18 Om en Mand haver en modvillig og gjenstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem,
12 Lad dit Hjerte komme til Tugt, og dine Øren til Kundskabs Taler.
16 Ær din Fader og din Moder, saasom Herren din Gud haver budet dig; paa det dine Dage maae forlænges, og at det maa gaae dig vel i Landet, som Herren din Gud giver dig.
19 Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaae (ret) frem paa Veien.
24 Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Taler.
1 I Børn! adlyder Eders Forældre i Herren, thi dette er ret.
2 Ær din Fader og Moder! — hvilket er det første Bud med Forjættelse, —
11 Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.
6 Børnebørn ere de Gamles Krone, og Børnenes Priis ere deres Fædre.
18 Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.
12 (IV.) Ær din Fader og din Moder, paa det dine Dage kunne forlænges i Landet, som Herren din Gud giver dig.
25 En daarlig Søn er sin Fader en Harm, og en bitter (Bedrøvelse) for hende, som fødte ham.
11 (Der er) en Slægt, som bander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,