Ordspråkene 23:13
Vægre dig ikke for at tugte den Unge; thi slaaer du ham med Riset, døer han ikke (deraf).
Vægre dig ikke for at tugte den Unge; thi slaaer du ham med Riset, døer han ikke (deraf).
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 Du, du skal slaae ham med Riset og frie hans Sjæl fra Helvede:
15 Min Søn! dersom dit Hjerte er viist, skal mit Hjerte glæde sig, ja jeg (selv),
24 Hvo, som sparer sit Riis, hader sin Søn, men den, som elsker ham, tugter ham tidlig.
15 Daarlighed er bunden til en Ungs Hjerte; Tugtens Riis skal drive den langt fra ham.
11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
12 Thi Herren straffer den, som han elsker, og haver Behagelighed, (til ham), som en Fader til en Søn.
18 Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.
19 Den, som har (for) stor Hastighed, skal bære Straf, men dersom du frier ham, da kan du blive ved (at straffe ham).
6 Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.
15 Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.
18 Om en Mand haver en modvillig og gjenstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem,
19 da skulle hans Fader og hans Moder tage fat paa ham, og udføre ham til de Ældste i hans Stad og til hans Steds Port.
17 Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.
5 og I have glemt den Formaning, der taler til eder, som til Børn: Min Søn! agt ikke Herrens Revselse ringe, vær ikke heller forsagt, naar du tugtes af ham;
6 thi hvem Herren elsker, den revser han, og han hudstryger hver Søn, som han antager sig.
7 Dersom I lide Revselse, handler Gud med eder, som med Børn; thi hvo er den Søn, som Faderen ikke revser?
8 Men dersom I ere uden Revselse, i hvilken Alle ere blevne deelagtige, da ere I uægte og ikke Børn.
9 Have vi tilmed havt vore kjødelige Fædre til Optugtere og bevaret Frygt for dem, skulde vi da ikke meget mere være den Aandernes Fader underdanige og leve?
12 Lad dit Hjerte komme til Tugt, og dine Øren til Kundskabs Taler.
20 Og naar Nogen slaaer sin Tjener eller sin Tjenestepige med en Kjep, at de døe under hans Haand, da skal det visseligen hevnes.
10 Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.
4 Og I Fædre! opirrer ikke Eders Børn, men opføder dem i Tugt og Herrens Formaning.
1 En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,
5 Saa kan du kjende i dit Hjerte, at ligesom en Mand tugter sin Søn, haver Herren din Gud tugtet dig.
14 Jeg, jeg vil være ham en Fader, og han, han skal være mig en Søn, hvilken, naar han handler ilde, da vil jeg straffe ham med Menneskens Riis og med Menneskens Børns Plager.
15 Og hvo, som slaaer sin Fader eller sin Moder, skal visseligen dødes.
13 I en Forstandigs Læber findes Viisdom, men paa hans Ryg, som fattes Forstand, (skal være) Riis.
17 See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.
3 En Svøbe hører til Hesten, og en Tømme til Asenet, og et Riis til Daarers Ryg.
17 Og hvo, som bander sin Fader eller sin Moder, skal visseligen dødes.
8 Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
24 En Retfærdigs Fader skal storligen fryde sig; den, som avler en Viis, skal glædes ved ham.
27 Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.
23 Han, han skal døe, fordi (han vilde) ikke lade sig tugte, og fare vild for sin megen Daarligheds Skyld.
1 Sønner! hører en Faders Tugt, og giver Agt for at kjende Forstand.
25 En daarlig Søn er sin Fader en Harm, og en bitter (Bedrøvelse) for hende, som fødte ham.
26 Det er ikke godt endogsaa at lægge Straf paa den Retfærdige, at slaae Fyrster, (som gjøre) Ret.
19 Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaae (ret) frem paa Veien.
16 Forældre skulle ikke dødes for Børn, og Børn skulle ikke dødes for Forældrene; de skulle dødes, hver for sin Synd.
13 Smerter skulle komme paa ham (som) paa hende, der føder; han er ikke en viis Søn, (thi ellers) havde han ikke staaet (saa lang) en Tid i Børnenes Fødselssted.
3 Man skal slaae ham fyrretyve (Slag), man skal ikke lægge til, at man skal ikke blive ved at slaae ham mange Slag over disse, og din Broder skal ringeagtes for dine Øine.
32 dersom de vanhellige mine Skikke, og ikke holde mine Bud,
5 En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
17 At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.
21 I Fædre! opirrer ikke eders Børn, paa det de ikke skulle tabe Modet.
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
4 Thi Gud haver budet, sigende: Ær Fader og Moder, og: Hvo, som bander Fader eller Moder, skal visselig døe.