Ordspråkene 19:27
Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.
Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
7 Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Viisdom og Tugt.
8 Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
25 Slaaer du en Spotter, saa skal en Vanvittig blive vittig, og straffer man en Forstandig, (da) skal han forstaae sig paa Kundskab.
26 Hvo, der forstyrrer Faderen og vil bortjage Moderen, er en Søn, som gjør tilskamme og gjør Forhaanelse.
7 Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Tale:
12 Lad dit Hjerte komme til Tugt, og dine Øren til Kundskabs Taler.
15 min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti.
1 Sønner! hører en Faders Tugt, og giver Agt for at kjende Forstand.
2 Thi jeg haver givet eder en god Lærdom; forlader ikke min Lov.
20 Min Søn! bevar din Faders Bud, og forlad ikke din Moders Lov.
25 En daarlig Søn er sin Fader en Harm, og en bitter (Bedrøvelse) for hende, som fødte ham.
19 Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaae (ret) frem paa Veien.
1 En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,
5 En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
20 Min Søn! giv Agt paa mine Ord, bøi dit Øre til mine Taler.
17 At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.
1 Min Søn! giv Agt paa min Viisdom, bøi dit Øre til min Forstand,
2 at (du maa) forvare (kloge) Anslag, og at dine Læber kunne bevare Kundskab.
17 Tugt din Søn, saa skal han skaffe dig Rolighed og give Vellyster for din Sjæl.
20 En viis Søn glæder Faderen, men et daarligt Menneske foragter sin Moder.
18 Tugt din Søn, medens der er Forhaabning, men ophøi ikke din Sjæl til at dræbe ham.
22 Adlyd din Fader, som avlede dig, og foragt ikke din Moder, naar hun bliver gammel.
24 Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Taler.
15 Riis og Straf give Viisdom, men en Dreng, som overlades (til sig selv), beskjæmmer sin Moder.
17 Bøi dit Øre og hør de Vises Ord, og sæt dit Hjerte til min Kundskab.
33 Hører Tugt og bliver vise, og lader den ikke fare.
7 Gak (langt) fra en daarlig Mand (og den, hos hvem) du ikke fornemmer Kundskabs Læber.
20 Adlyd Raad og tag imod Tugt, at du kan blive viis paa dit Sidste.
21 Min Søn! lad dem ikke vige fra dine Øine, bevar det bestandige (Gode) og (kloge) Anslag.
6 Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.
11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
11 Vær viis, min Søn! og glæd mit Hjerte, paa det jeg kan svare den et Ord, som forhaaner mig.
3 Menneskets Daarlighed omkaster hans Vei, og hans Hjerte vredes imod Herren.
7 Den, som bevarer Loven, er en forstandig Søn, men den, som føder Fraadsere, beskjæmmer sin Fader.
18 Om en Mand haver en modvillig og gjenstridig Søn, som ikke lyder sin Faders Røst og sin Moders Røst, og de tugte ham, og han vil ikke lyde dem,
13 En daarlig Søn er sin Fader en (stor) Ulykke, og en Qvindes Trætter ere et ideligt Dryp.
15 Daarlighed er bunden til en Ungs Hjerte; Tugtens Riis skal drive den langt fra ham.
21 Den, som avler en Daare, (avler ham) sig til Bedrøvelse, og en Daares Fader skal ikke glædes.
6 Forlader de Vanvittige, saa skulle I leve, og gaaer (ret) frem paa Forstands Vei.
17 efterdi du, du hader Tugtelse, og du kaster mine Ord bag dig.
9 Tal ikke for Daarens Øren; thi han foragter din Tales Klogskab.
18 Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
10 Hør, min Søn! og antag mine Taler, saa skulle dit Livs Aar blive mange.
1 Min Søn! dersom du vil antage mine Taler og gjemme mine Bud hos dig,
26 Min Søn! giv mig dit Hjerte, og lad dine Øine bevare mine Veie.
10 Min Søn! naar Syndere lokke dig, da samtyk ikke.
5 Kjøb Viisdom, kjøb Forstand, glem ikke og vig ikke fra min Munds Tale.
1 Min Søn! bevar mine Taler, og gjem mine Bud hos dig.
32 Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.