Ordspråkene 15:32
Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.
Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
31 Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.
5 En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
18 Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
17 At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.
1 Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab, men hvo, som hader Straf, er ufornuftig.
10 Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.
33 Hører Tugt og bliver vise, og lader den ikke fare.
1 En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,
8 Den, som eier Forstand, elsker sit Liv, han bevarer Forstand, for at finde Godt.
22 Klogskab er for dem, som eie den, Livets Kilde, men Daarers Tugt er Daarlighed.
23 Den Vises Hjerte skal undervise hans Mund og formere Lærdom paa hans Læber.
33 Herrens Frygt er Viisdoms Tugt, og Ydmyghed er for Ære.
12 og du skal sige: Hvorledes hadede jeg Tugt, og mit Hjerte foragtede Straf,
12 En Spotter elsker ikke den, som ham straffer, han gaaer ikke til de Vise.
6 Forlader de Vanvittige, saa skulle I leve, og gaaer (ret) frem paa Forstands Vei.
7 Hvo, som tugter en Spotter, maa tage Spot til sig, og hvo, som straffer den Ugudelige, (maa tage) hans Skjændsel.
8 Straf ikke en Spotter, at han skal ikke maaskee hade dig, straf en Viis, og han skal elske dig.
9 Giv en Viis (Underviisning), og han skal endnu blive visere; underviis en Retfærdig, og han skal forbedres i Lærdom.
16 Hvo, som bevarer Budet, bevarer sin Sjæl, (men) hvo, der foragter sine Veie, skal dødes.
1 En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).
13 Hvo, som foragter Ordet, skal fordærves ved sig (selv), men hvo, som frygter Budet, han faaer Løn derfor.
5 hvo, som er viis, høre til og forbedre sig i Lærdom, og hvo, som er forstandig, bekomme (gode) Raad —
25 Slaaer du en Spotter, saa skal en Vanvittig blive vittig, og straffer man en Forstandig, (da) skal han forstaae sig paa Kundskab.
25 og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf,
15 En Daares Vei er ret for hans Øine, men den, som hører efter Raad, er Viis.
30 de samtykkede ikke mit Raad, de foragtede al min Straf,
10 Irettesættelse nedfarer dybere i en Forstandig, end at slaae en Daare hundrede (Gange).
11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
7 Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Viisdom og Tugt.
5 Det er bedre at høre den Vises Skjælden, end at Nogen hører Daarers Sang.
15 Et forstandigt Hjerte kjøber Kundskab, og de Vises Øre søger efter Kundskab.
8 (Den, som er) viis af Hjertet, antager Budene, men (den, som haver) daarlige Læber, skal kuldkastes.
12 (Som) et Smykke af Guld og en Prydelse af (kosteligt) Guld er en Viis, som straffer, for et Øre, som adlyder.
14 Et forstandigt Hjerte søger Kundskab, men Daarers Mund fødes med Daarlighed.
2 at lade dit Øre give Agt paa Viisdommen, (saa) du bøier dit Hjerte til Forstand,
23 Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord.
12 En, som fattes Forstand, foragter sin Næste, men en Mand, (som haver) Forstand, tier.
12 Lad dit Hjerte komme til Tugt, og dine Øren til Kundskabs Taler.
6 Spotteren søger Viisdom, og (den findes) ikke, men for en Forstandig er Kundskab let.
19 En Tjener kan ikke tugtes med Ord; thi om han (det end) forstaaer, saa svarer han (dog) ikke (dertil).
9 Hvo, som bortvender sit Øre fra at høre Loven, hans Bøn er ogsaa en Vederstyggelighed.
16 Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
27 Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.
13 (Dersom) Nogen giver Svar, før han hører, (da) er det ham en Daarlighed og Skam.
2 Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren, men den, som afviger i sine Veie, foragter ham.
2 En Daare kan ikke have Lyst til Forstand, men deri, at hans Hjerte aabenbarer sig.
20 Adlyd Raad og tag imod Tugt, at du kan blive viis paa dit Sidste.
1 Min Søn! giv Agt paa min Viisdom, bøi dit Øre til min Forstand,
8 En Mands Rigdom er en Forsoning for hans Liv, men en Arm hører ikke Skjælden.