Ordspråkene 28:9
Hvo, som bortvender sit Øre fra at høre Loven, hans Bøn er ogsaa en Vederstyggelighed.
Hvo, som bortvender sit Øre fra at høre Loven, hans Bøn er ogsaa en Vederstyggelighed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13Hvo, som stopper sit Øre for den Ringes Raab, han, han skal og raabe og ikke bønhøres.
29Herren er langt fra de Ugudelige, men hører de Retfærdiges Bøn.
8Hvo, som formerer sit Gods med Aager og Overgift, samler det til at skjenkes de Ringe.
4De, som forlade Loven, rose en Ugudelig, men de, som bevare Loven, blande sig med dem (i Strid).
10Hvo, som forvilder de Oprigtige paa en ond Vei, han skal falde i sin Grav, men de Fuldkomne skulle arve Godt.
8De Ugudeliges Offer er Herren en Vederstyggelighed, men de Oprigtiges Bøn er hans Velbehagelighed.
9De Ugudeliges Vei er Herren en Vederstyggelighed, men den, som efterjager Retfærdighed, elsker han.
31Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.
32Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.
17Bøi dit Øre og hør de Vises Ord, og sæt dit Hjerte til min Kundskab.
18Dersom jeg saae Uret i mit Hjerte, da hørte Herren mig ikke.
18Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
18at Herren ikke skal see det, og (det maatte være) ondt for hans Øine, og han maatte vende sin Vrede fra ham (til dig).
10da aabenbarer han det for deres Øre til en Tugtelse og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
27fordi de vege bort bag fra ham, og de forstode ikke (nogen) af alle hans Veie,
28at han maa lade den Ringes Skrig komme over ham, og han maa høre de Elendiges Skrig.
15Den, som vandrer i Retfærdigheder, og som taler Oprigtigheder, den, som foragter den Vinding, (der kommer) af (Andres) Fortrykkelser, den, som ryster sine Hænder fra at beholde Skjenk, den, som stopper sit Øre fra at høre Blodskyld, og som lukker sine Øine fra at see paa det Onde,
11Men de vægrede sig for at give Agt derpaa, og vendte Ryg modvilligen, og de gjorde deres Øren tunghørende for ikke at høre.
27Hvo, som giver den Arme, (han skal) ikke (have) Mangel, men (over) den, som skjuler sine Øine, (skulle være) mange Forbandelser.
27Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.
1En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).
12Thi Herrens Øine ere over de Retfærdige, og hans Øren til deres Bøn; men Herrens Ansigt er ogsaa over dem, som gjøre Ondt.
23Vender Ørene (hid) og hører min Røst, mærker og hører min Tale.
17Men dersom dit Hjerte afvender sig, og du hører ikke, men lader dig drive (dertil), at du tilbeder andre Guder og tjener dem,
27En uretfærdig Mand er de Retfærdige en Vederstyggelighed, og den, som er oprigtig paa Veien, er en Ugudelig en Vederstyggelighed.
17efterdi du, du hader Tugtelse, og du kaster mine Ord bag dig.
13Og Herren sagde: Fordi de forlode min Lov, som jeg gav for deres Ansigt, og hørte ikke paa min Røst, og vandrede ikke derefter,
24Hvo, som deler med en Tyv, hader sin Sjæl, (saa og) den, der hører Forbandelse og ikke giver det tilkjende.
4Ja du, du gjør Gudsfrygt til Intet, og formindsker Bønnen for Guds Ansigt.
4En Ond agter paa uretfærdige Læber, (og) den, som vender Øren til Løgn, (agter) paa en skadelig Tunge.
19Du Jord, hør til! see, jeg fører Ulykke over dette Folk, (som er) deres Tankers Frugt; thi de gave ikke Agt paa mine Ord, og min Lov, den forkastede de.
15Vig fra Ondt og gjør Godt, søg Fred og efterjag den.
8Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
10naar du hører paa Herrens din Guds Røst, at holde hans Bud og hans Skikke, det, som er skrevet i denne Lovbog, naar du omvender dig til Herren din Gud i dit ganske Hjerte og i din ganske Sjæl.
1Vær ikke snar med din Mund, og lad dit Hjerte ikke haste at tale Noget for Guds Ansigt; thi Gud er i Himmelen, og du paa Jorden, derfor lad dine Ord være faa.
2Men eders Misgjerninger gjøre Skilsmisse imellem eder og imellem eders Gud, og eders Synder gjøre, at han skjuler Ansigtet fra eder, at han hører (eder) ikke.
33Hører Tugt og bliver vise, og lader den ikke fare.
1Davids Bøn. Herre! hør Retfærdighed, giv Agt paa mit Raab, vend (dine) Øren til min Bøn, (som) ikke (skeer) med svigfulde Læber.
15Og naar I udbrede eders Hænder, da vil jeg skjule mine Øine for eder, ja, om I end meget bede, hører jeg (dog) ikke; (thi) eders Hænder ere fulde af Blod.
4Da skulle de raabe til Herren, og han skal ikke bønhøre dem; men han skal skjule sit Ansigt for dem paa den samme Tid, eftersom de have gjort ilde i deres Idrætter.
9Dersom Nogen haver Øren, han høre!
20Min Søn! giv Agt paa mine Ord, bøi dit Øre til mine Taler.
17At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.
15Og det skal skee, dersom du ikke hører Herrens din Guds Røst, at holde og at gjøre alle hans Bud og hans Skikke, som jeg byder dig idag, da skulle alle disse Forbandelser komme over dig og vederfares dig:
6Bedre er en Fattig, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end den, som (vandrer) forvendt paa tvende Veie, om han (end) er rig.
6Herre! vend dit Øre til min Bøn, og giv Agt paa mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
13Hvo, som foragter Ordet, skal fordærves ved sig (selv), men hvo, som frygter Budet, han faaer Løn derfor.
21Læg ikke heller paa dit Hjerte alle de Ord, som man siger, at du skal ikke høre din Tjener bande dig.
1Asaphs (Psalme), som giver Underviisning. Mit Folk! vend dine Øren til min Lov, bøier eders Øren til min Munds Tale.
2at lade dit Øre give Agt paa Viisdommen, (saa) du bøier dit Hjerte til Forstand,