Ordspråkene 8:33
Hører Tugt og bliver vise, og lader den ikke fare.
Hører Tugt og bliver vise, og lader den ikke fare.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
32Og nu, Børn! hører mig, thi salige ere de, som holde mine Veie.
31Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.
32Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.
34Saligt er det Menneske, som hører mig, saa at han dagligen er aarvaagen ved mine Døre og varer paa mine Døres Stolper.
7Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Viisdom og Tugt.
8Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
1Sønner! hører en Faders Tugt, og giver Agt for at kjende Forstand.
2Thi jeg haver givet eder en god Lærdom; forlader ikke min Lov.
1Min Søn! giv Agt paa min Viisdom, bøi dit Øre til min Forstand,
10Antager min Tugt og ikke Sølv, og Kundskab fremfor udvalgt opgravet (Guld).
5hvo, som er viis, høre til og forbedre sig i Lærdom, og hvo, som er forstandig, bekomme (gode) Raad —
33Men haver du Intet (at sige), da hør du mig; ti, saa vil jeg lære dig Viisdom.
17At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.
17Bøi dit Øre og hør de Vises Ord, og sæt dit Hjerte til min Kundskab.
20Adlyd Raad og tag imod Tugt, at du kan blive viis paa dit Sidste.
1En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,
12Lad dit Hjerte komme til Tugt, og dine Øren til Kundskabs Taler.
19Hør du, min Søn! og bliv viis, og lad dit Hjerte gaae (ret) frem paa Veien.
5Kjøb Viisdom, kjøb Forstand, glem ikke og vig ikke fra min Munds Tale.
7Saa hører mig nu, I Børn! og viger ikke fra min Munds Tale:
1Min Søn! dersom du vil antage mine Taler og gjemme mine Bud hos dig,
2at lade dit Øre give Agt paa Viisdommen, (saa) du bøier dit Hjerte til Forstand,
24Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Taler.
25Lad dit Hjerte ikke vige til hendes Veie, lad dig ikke forvildes paa hendes Stier;
20Min Søn! giv Agt paa mine Ord, bøi dit Øre til mine Taler.
27Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.
5I Vanvittige! forstaaer Vittighed, og I Daarer! forstaaer med Hjertet,
18Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
9Giv en Viis (Underviisning), og han skal endnu blive visere; underviis en Retfærdig, og han skal forbedres i Lærdom.
5En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
10Hør, min Søn! og antag mine Taler, saa skulle dit Livs Aar blive mange.
16Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
8(Den, som er) viis af Hjertet, antager Budene, men (den, som haver) daarlige Læber, skal kuldkastes.
3til at antage Klogskabs Tugt, Retfærdighed og Dom og Oprigtigheder,
9Tal ikke for Daarens Øren; thi han foragter din Tales Klogskab.
6Forlader de Vanvittige, saa skulle I leve, og gaaer (ret) frem paa Forstands Vei.
25og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf,
15min Søn! vandre ikke paa den Vei med dem, hold din Fod tilbage fra deres Sti.
5Det er bedre at høre den Vises Skjælden, end at Nogen hører Daarers Sang.
2Hører, I Vise, min Tale, og I Forstandige, vender (eders) Øren til mig!
23Vender Ørene (hid) og hører min Røst, mærker og hører min Tale.
13Tag fat paa Tugt, lad (den) ikke fare, bevar den, thi den er dit Liv.
15Lad den fare, gak ikke frem paa den, vig fra den og gak forbi.
23Kjøb Sandhed og sælg (den) ikke, (samt) Viisdom og Tugt og Forstand.
1Min Søn! glem ikke min Lov, men lad dit Hjerte bevare mine Bud.
23Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord.
12og du skal sige: Hvorledes hadede jeg Tugt, og mit Hjerte foragtede Straf,
13og jeg hørte ikke paa mine Læreres Røst, bøiede ei heller mit Øre til dem, som lærte mig?
30de samtykkede ikke mit Raad, de foragtede al min Straf,