Ordspråkene 1:23
Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord.
Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24 Efterdi jeg raabte, og I vægrede eder, jeg udrakte min Haand, og Ingen gav Agt (derpaa),
25 og I have ladet alt mit Raad fare, og I vilde ikke (lide) min Straf,
22 Hvor længe ville I Vanvittige elske Vanvittighed, og Bespottere have sin Lyst til Bespottelse, og Daarer hade Forstand?
12 og du skal sige: Hvorledes hadede jeg Tugt, og mit Hjerte foragtede Straf,
17 Jeg vil kundgjøre dig det, hør mig; thi jeg haver seet det og vil fortælle det,
28 Da skulle de paakalde mig, men jeg skal ikke svare, de skulle aarle søge mig, men ikke finde mig.
29 Fordi at de hadede Kundskab og udvalgte ikke Herrens Frygt,
30 de samtykkede ikke mit Raad, de foragtede al min Straf,
25 Slaaer du en Spotter, saa skal en Vanvittig blive vittig, og straffer man en Forstandig, (da) skal han forstaae sig paa Kundskab.
12 Lad dit Hjerte komme til Tugt, og dine Øren til Kundskabs Taler.
16 Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
1 Hvo, som elsker Tugt, elsker Kundskab, men hvo, som hader Straf, er ufornuftig.
16 Hvo er vanvittig, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, taler hun ogsaa til:
5 I Vanvittige! forstaaer Vittighed, og I Daarer! forstaaer med Hjertet,
1 Min Søn! giv Agt paa min Viisdom, bøi dit Øre til min Forstand,
4 Hvo er vanvittig, den vende sig hid; den sagde til den, som fattes Forstand:
31 Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.
32 Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.
24 Lærer mig, og jeg, jeg vil tie, og underviser mig, hvad jeg haver faret vild udi.
25 Hvor kraftige ere de Oprigtiges Taler! men hvad skal den Straf udrette, (som kommer) fra Eder?
20 Min Søn! giv Agt paa mine Ord, bøi dit Øre til mine Taler.
5 En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
3 Jeg maa høre en Underviisning til min Forsmædelse; men min Forstands Aand skal svare for mig.
17 Bøi dit Øre og hør de Vises Ord, og sæt dit Hjerte til min Kundskab.
17 At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.
7 Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Viisdom og Tugt.
18 Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
2 Hører, I Vise, min Tale, og I Forstandige, vender (eders) Øren til mig!
11 Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
19 Hvilkesomhelst jeg elsker, dem straffer og tugter jeg; vær derfor nidkjær og omvend dig.
24 Saa hører mig nu, I Børn! og agter paa min Munds Taler.
1 Min Søn! dersom du vil antage mine Taler og gjemme mine Bud hos dig,
2 at lade dit Øre give Agt paa Viisdommen, (saa) du bøier dit Hjerte til Forstand,
3 ja, dersom du raaber efter Forstand, udgiver din Røst om Forstand,
33 Hører Tugt og bliver vise, og lader den ikke fare.
23 Vender Ørene (hid) og hører min Røst, mærker og hører min Tale.
13 at du vender din Aand imod Gud, og haver ladet (saadanne) Taler udgaae af din Mund?
10 Antager min Tugt og ikke Sølv, og Kundskab fremfor udvalgt opgravet (Guld).
17 efterdi du, du hader Tugtelse, og du kaster mine Ord bag dig.
5 hvo, som er viis, høre til og forbedre sig i Lærdom, og hvo, som er forstandig, bekomme (gode) Raad —
33 Men haver du Intet (at sige), da hør du mig; ti, saa vil jeg lære dig Viisdom.
10 Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.
27 Lad af, min Søn! at høre Tugt til at forvildes fra forstandig Tale.
22 Klogskab er for dem, som eie den, Livets Kilde, men Daarers Tugt er Daarlighed.
24 Tugt mig, Herre! dog med Maade, ikke i din Vrede, at du ikke skal gjøre mig ringe.
1 En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).
21 Hør dog dette, du vanvittige Folk, og (som haver) ingen Forstand! de have Øine og see ikke, de have Øren og høre ikke.
9 Giv en Viis (Underviisning), og han skal endnu blive visere; underviis en Retfærdig, og han skal forbedres i Lærdom.
6 Forlader de Vanvittige, saa skulle I leve, og gaaer (ret) frem paa Forstands Vei.
2 til at kjende Viisdom og Underviisning, til at forstaae forstandige Ord,