Jobs bok 36:10
da aabenbarer han det for deres Øre til en Tugtelse og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
da aabenbarer han det for deres Øre til en Tugtelse og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
8Og om de blive bundne i Lænker, blive grebne med Elendigheds Strikker,
9da forkynder han dem deres Gjerning og deres Overtrædelser, fordi de have taget Overhaand;
11Dersom de ville høre og tjene, da skulle de fuldende deres Dage i det Gode, og deres Aar i megen Liflighed.
12Men om de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet og opgive Aanden, fordi de have ikke Forstand.
16da aabenbarer han (det) for Folkenes Øre og besegler (det) ved deres Tugtelse,
12Lad dit Hjerte komme til Tugt, og dine Øren til Kundskabs Taler.
15(Men) han skal frie en Elendig i hans Elendighed, og aabne deres Øre i Trængsel.
31Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.
32Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.
12Og han vender Leilighederne efter sine Raad til deres Gjerning, til alt det, som han byder dem paa Jordens Kreds;
13enten (det skeer) til Revselse, eller til hans Lands (Bedste), eller at han lader sig finde ved Miskundhed.
16Dersom du da haver Forstand, saa hør dette, vend (dine) Øren til min Tales Røst.
26Og (Gud) underviser ham om den (rette) Maneer, hans Gud lærer ham.
9Hvo, som bortvender sit Øre fra at høre Loven, hans Bøn er ogsaa en Vederstyggelighed.
17At bevare Tugt er Vei til Livet, men den, som forlader Straffen, forvilder sig.
6Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.
12(Som) et Smykke af Guld og en Prydelse af (kosteligt) Guld er en Viis, som straffer, for et Øre, som adlyder.
32Og nu, Børn! hører mig, thi salige ere de, som holde mine Veie.
33Hører Tugt og bliver vise, og lader den ikke fare.
20Min Søn! giv Agt paa mine Ord, bøi dit Øre til mine Taler.
17Bøi dit Øre og hør de Vises Ord, og sæt dit Hjerte til min Kundskab.
26Han slaaer dem paa de Ugudeliges Sted, paa et Sted, hvor man seer det,
27fordi de vege bort bag fra ham, og de forstode ikke (nogen) af alle hans Veie,
24Thi de, som ere forvildede i Aanden, skulle kjende Forstand, og de, som murrede, skulle tage ved Lærdom.
2at lade dit Øre give Agt paa Viisdommen, (saa) du bøier dit Hjerte til Forstand,
1Min Søn! giv Agt paa min Viisdom, bøi dit Øre til min Forstand,
23Vender eder til min Straf; see, jeg vil (overflødig) udgyde over eder min Aand, jeg vil kundgjøre eder mine Ord.
21Og dine Øren skulle høre et Ord bag dig, sigende: Denne er Veien, gaaer paa den, naar I ville afvige til den høire eller til den venstre (Side).
3Maaskee de vilde høre og omvende sig, hver fra sin onde Vei, og mig kunde angre det Onde, som jeg haver tænkt at gjøre ved dem for deres Idrætters Ondskabs Skyld.
11Min Søn! foragt ikke Herrens Tugt, og kjedes ikke ved hans Straf.
12Thi Herren straffer den, som han elsker, og haver Behagelighed, (til ham), som en Fader til en Søn.
17See, saligt er det Menneske, som Gud straffer; derfor skal du ikke foragte den Almægtiges Tugtelse.
7Jeg sagde: Du skal dog frygte mig, du skal annamme Tugt, saa skulde dens Bolig ikke udryddes, efter alt det, som jeg vilde besøgt den med; (men) de have sandelig aarle gjort sig rede, de have fordærvet alle deres Handeler.
18Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
10Den, som tugter Hedningerne, skulde han ikke straffe, han, som lærer et Menneske Forstand?
32Foruden det, jeg kan see, lær du mig; dersom jeg haver gjort Uret, da vil jeg ikke gjøre det mere.
20Du seer (vel) mange Ting, men du bevarer (dem) ikke; (om) han end oplader Ørene, hører han dog ikke.
1En Mand, som er (tidt) straffet og (dog) forhærder (sin) Nakke, skal hasteligen sønderbrydes, og (der skal) ingen Lægedom (være).
23Men de hørte ikke og bøiede ikke deres Øre, men forhærdede deres Nakke, (at de vilde) ikke høre og ei annamme Tugt.
29Og du lod vidne for dem for at omvende dem til din Lov, men de handlede hovmodeligen og hørte ikke dine Bud, og syndede mod dine Rette, hvilke et Menneske skal gjøre og leve ved dem, og de vendte modvilligen Skuldrene bort, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke.
1Sønner! hører en Faders Tugt, og giver Agt for at kjende Forstand.
5Den Herre Herre haver aabnet mig Øret, og jeg, jeg var ikke gjenstridig, jeg vendte mig ikke tilbage.
10Men (dersom) det gjør det, som er ondt for mine Øine, at det ikke hører min Røst, da skal det Gode angre mig, med hvilket jeg havde tilsagt at gjøre vel imod det.
10Tugt er ond for den, som forlader en Sti; den, som hader Straf, skal døe.
8Herren er god og oprigtig; derfor underviser han Syndere paa Veien.
33Og de have vendt Ryggen til mig og ikke Ansigtet, alligevel jeg lærte dem tidligen og ideligen, og de hørte ikke, til at annamme Underviisning.
10skulle de, de ikke lære dig, (ja) sige dig (det) og udføre Tale af deres Hjerte?
13Saa bedrer nu eders Veie og eders Idrætter, og hører Herrens, eders Guds, Røst, saa skal Herren angre det Onde, som han haver talet imod eder.
8Men du, du skal omvendes og høre Herrens Røst; og du skal gjøre alle hans Bud, som jeg byder dig idag.
1En viis Søn (hører sin) Faders Tugt, men en Bespotter hører ikke Irettesættelse,