Ordspråkene 15:33
Herrens Frygt er Viisdoms Tugt, og Ydmyghed er for Ære.
Herrens Frygt er Viisdoms Tugt, og Ydmyghed er for Ære.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Sagtmodigheds Løn er Herrens Frygt, Rigdom og Ære og Livet.
12 For Forstyrrelse ophøies en Mands Hjerte, men Ydmyghed (gaaer) for Ære.
13 (Dersom) Nogen giver Svar, før han hører, (da) er det ham en Daarlighed og Skam.
7 Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Viisdom og Tugt.
10 Herrens Frygt er Viisdoms Begyndelse, og (hans) Kundskab er de Helliges Forstand.
10 Herrens Frygt er Viisdoms Begyndelse, en god Klogskab for alle dem, som gjøre derefter; hans Priis bestaaer altid.
2 (Naar) Hovmodighed kommer, kommer og Forsmædelse, men Viisdom er hos de Ydmyge.
13 Herrens Frygt er at hade Ondt, Hoffærdighed og Hovmodighed og en ond Vei; og den Mund, (som taler) forvendte Ting, hader jeg.
31 Det Øre, som hører Livsens Straf, bliver om Natten midt iblandt de Vise.
32 Den, som lader Tugt fare, foragter sin Sjæl, men den, som hører Straf, forhverver (sig) Forstand.
23 Menneskets Hovmod skal nedtrykke ham, men den Ydmyge skal holde fast ved Ære.
18 Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
18 Foran Forstyrrelse er Hovmodighed, og foran Fald en høi Aand.
19 Det er bedre (at være) ringe i Aanden med de Sagtmodige, end at dele Rov med de Hovmodige.
23 Herrens Frygt (fører) til Livet; thi saadan En skal være mæt (af Rolighed) Natten over, han skal ikke hjemsøges med Ulykke.
26 I Herrens Frygt er en tryg Styrke, og han skal være en Tilflugt for sine Børn.
27 Herrens Frygt er Livets Kilde til at vige fra Dødens Snarer.
16 Lidet er bedre i Herrens Frygt, end stort Liggendefæ, naar der er Forstyrrelse derhos.
5 da skal du forstaae Herrens Frygt og finde Guds Kundskab; —
2 Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren, men den, som afviger i sine Veie, foragter ham.
3 I Daarens Mund er Hovmods Riis, men de Vises Læber skulle bevare dem.
34 Dersom de ere Bespottere, da skal han, han bespotte (dem), men de Sagtmodige skal han give Naade.
35 De Vise skulle arve Ære, men (hver) af Daarerne skal optage Skam.
7 Lad dig ikke tykkes at være viis, (men) frygt Herren og vig fra det Onde.
11 Tjener Herren med Frygt, og fryder eder med Bævelse.
11 De unge Løver blive nødtørftige og hungrige, men de, som søge Herren, skulle ikke have Mangel paa noget (Slags) Godt.
15 Hører og vender Ørene (hid), ophøier eder ikke; thi Herren haver talet.
28 Og han sagde til Mennesket: See, Herrens Frygt, den er Viisdom, og at vige fra det Onde er Forstand.
5 En Daare foragter sin Faders Tugt, men den, som bevarer Straffen, handler snildeligen.
6 Og den Troskab, (som du skal bevise) i din (beleilige) Tid, skal være (megen) Saligheds Gods, Viisdom og Kundskab; Herrens Frygt, den skal være hans Liggendefæ.
10 Ydmyger eder for Herren, saa skal han ophøie eder.
12 Men hvo sig selv ophøier, skal fornedres, og hvo sig selv fornedrer, skal ophøies.
10 Gak ind i Klippen og skjul dig i Støvet for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld.
33 Viisdom hviler i den Forstandiges Hjerte, men (det, som er) inden i Daarer, skal kjendes.
11 Skulde ikke hans Høihed forfærde eder, og hans Rædsel falde over eder?
16 En Viis frygter og viger fra Ondt, men en Daare farer igjennem og er tryg.
33 Hører Tugt og bliver vise, og lader den ikke fare.
25 At forfærdes for et Menneske fører i Strikke, men den, som forlader sig paa Herren, bliver ophøiet.
13 Hvo, som foragter Ordet, skal fordærves ved sig (selv), men hvo, som frygter Budet, han faaer Løn derfor.
8 Al Jorden frygte sig for Herren, alle Verdens Indbyggere ræddes for ham!
15 Og et Menneske skal nedbøie sig, og en Mand fornedre sig, og de Hovmodiges Øine skulle fornedres.
1 Til Sangmesteren; Davids, Herrens Tjeners, (Psalme).
10 Med Hovmodighed foraarsager man ikkun Trætte, men hos dem, som beraade sig, er Viisdom.
27 Herrens Frugt skal formere Dagene, men de Ugudeliges Aar skulle forkortes.
14 Saligt er det Menneske, som altid frygter, men den, som forhærder sit Hjerte, skal falde i Ulykke.
5 Desligeste, I Unge! værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.
17 Lad dit Hjerte ikke være nidkjært imod Syndere, men (holde sig) hver Dag i Herrens Frygt.