Ordspråkene 14:26
I Herrens Frygt er en tryg Styrke, og han skal være en Tilflugt for sine Børn.
I Herrens Frygt er en tryg Styrke, og han skal være en Tilflugt for sine Børn.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
27 Herrens Frygt er Livets Kilde til at vige fra Dødens Snarer.
25 At forfærdes for et Menneske fører i Strikke, men den, som forlader sig paa Herren, bliver ophøiet.
25 Du skal ikke frygte for hastig Forskrækkelse, ei heller for de Ugudeliges Ødelæggelse, naar den kommer.
26 Thi Herren skal være dit Haab, og han skal bevare din Fod, at (den) ikke fanges.
23 Herrens Frygt (fører) til Livet; thi saadan En skal være mæt (af Rolighed) Natten over, han skal ikke hjemsøges med Ulykke.
11 De unge Løver blive nødtørftige og hungrige, men de, som søge Herren, skulle ikke have Mangel paa noget (Slags) Godt.
11 I, som frygte Herren! forlader eder paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
6 Og den Troskab, (som du skal bevise) i din (beleilige) Tid, skal være (megen) Saligheds Gods, Viisdom og Kundskab; Herrens Frygt, den skal være hans Liggendefæ.
14 Herrens Løndom hører dem til, som ham frygte, og hans Pagt, at han lader dem vide den.
4 See, saaledes skal den Mand velsignes, som frygter Herren.
33 Men hvo mig lyder, skal boe tryggeligen og være rolig for Frygt for det Onde.
19 Lad de falske Læber blive stumme, som tale haardt af Hovmod og Foragt imod den Retfærdige.
10 Herrens Navn er et fast Taarn; en Retfærdig skal løbe til det og blive ophøiet.
10 Herrens Frygt er Viisdoms Begyndelse, en god Klogskab for alle dem, som gjøre derefter; hans Priis bestaaer altid.
5 Der frygte de saare, fordi Gud er med den Retfærdiges Slægt.
6 I beskjæmme en Fattigs Raad; men Herren er hans Tilflugt.
14 Du skal befæstes ved Retfærdighed; du skal være langt fra Fortrykkelse, thi du skal ikke frygte, og fra Fordærvelse, thi den skal ikke komme nær til dig.
7 Herrens Frygt er Begyndelse til Kundskab; Daarerne foragte Viisdom og Tugt.
8 Min Søn! hør din Faders Tugt, og forlad ikke din Moders Lov.
4 Sagtmodigheds Løn er Herrens Frygt, Rigdom og Ære og Livet.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
10 Herrens Frygt er Viisdoms Begyndelse, og (hans) Kundskab er de Helliges Forstand.
6 Børnebørn ere de Gamles Krone, og Børnenes Priis ere deres Fædre.
9 Smager og seer, at Herren er god; salig er den Mand, som troer paa ham.
16 En Viis frygter og viger fra Ondt, men en Daare farer igjennem og er tryg.
11 Tjener Herren med Frygt, og fryder eder med Bævelse.
5 da skal du forstaae Herrens Frygt og finde Guds Kundskab; —
6 Var ikke din Gudsfrygt dit Haab, (og dine) Veies Fuldkommenhed din Forventelse?
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
6 Oplær den Unge efter hans Veis Beskaffenhed; ogsaa naar han bliver gammel, skal han ikke vige derfra.
16 Lidet er bedre i Herrens Frygt, end stort Liggendefæ, naar der er Forstyrrelse derhos.
3 See, Børn ere Herrens Arv, Livsens Frugt er en Løn.
13 Ligesom en Fader forbarmer sig over Børn, saa forbarmer Herren sig over dem, som frygte ham.
4 Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre Herre er en evig Klippe.
8 Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Menneskene.
9 Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Fyrsterne.
33 Herrens Frygt er Viisdoms Tugt, og Ydmyghed er for Ære.
1 Davids (Psalme). Herren er mit Lys og min Salighed, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Kraft, for hvem skal jeg ræddes?
9 Jeg maa høre, hvad Gud Herren vil tale, thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine Hellige, og de skulle ikke omvendes til Daarlighed.
2 Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren, men den, som afviger i sine Veie, foragter ham.
27 Herrens Frugt skal formere Dagene, men de Ugudeliges Aar skulle forkortes.
6 saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
7 Din Retfærdighed er som Guds Bjerge, dine Domme ere en stor Afgrund; Herre! du frelser Mennesker og Dyr.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
25 Et trofast Vidne redder Sjæle, men et svigefuldt (Vidne) udblæser Løgn.
13 Herrens Frygt er at hade Ondt, Hoffærdighed og Hovmodighed og en ond Vei; og den Mund, (som taler) forvendte Ting, hader jeg.
6 Ved Miskundhed og Sandhed forsones Misgjerning, og ved Herrens Frygt viger man fra det Onde.
24 En Retfærdigs Fader skal storligen fryde sig; den, som avler en Viis, skal glædes ved ham.
14 Den Vises Lærdom er Livets Kilde til at vige fra Dødens Snarer.
4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.