Salmenes bok 27:1
Davids (Psalme). Herren er mit Lys og min Salighed, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Kraft, for hvem skal jeg ræddes?
Davids (Psalme). Herren er mit Lys og min Salighed, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Kraft, for hvem skal jeg ræddes?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
14 Herren er min Styrke og Psalme, og han blev mig til Salighed.
2 See, Gud er min Salighed, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre Herre er min Styrke og Psalme, og er bleven mig til Salighed.
1 Til Sangmesteren; Davids, Herrens Tjeners, Psalme, som talede Ordene af denne Sang for Herren paa den Dag, Herren havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
3 Herren er min Steenklippe og min Befæstning og min Befrier; min Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse.
6 Herren er med mig, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
7 Herren er med mig iblandt dem, som hjælpe mig, derfor vil jeg, jeg see paa mine Hadere.
7 Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
8 Herren er deres Styrke, ja, han er sin Salvedes Styrke til megen Frelsning.
29 Thi du, Herre, er min Lygte, og Herren skal gjøre min Mørkhed klar.
2 Der de Onde kom frem imod mig for at æde mit Kjød, (ja) mine Modstandere og mine Fjender imod mig, da stødte de an og faldt.
3 Dersom en Hær vil leire sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig opreises imod mig, da forlader jeg mig paa dette.
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
4 Jeg vil paakalde Herren, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
4 Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
28 Thi du skal frelse det elendige Folk, og du skal fornedre de høie Øine.
1 Davids Psalme. Herren er min Hyrde, mig skal ikke fattes.
1 Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Saligheds Klippe, skal ophøies,
2 Herren er min Styrke og Lovsang, og blev mig til Frelse; denne er min Gud, og jeg vil gjøre ham en Bolig, min Faders Gud, og jeg vil ophøie ham.
4 Lover Herren storligen med mig, og lader os ophøie hans Navn tillige.
6 Jeg, jeg lagde mig og sov; jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig.
2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
15 Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
6 saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
11 I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
6 Dog, min Sjæl! vær stille for Gud; thi af ham er min Forventelse.
7 Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
46 Den Fremmedes Børn affaldt, de forfærdedes, (naar de udgik) af deres indelukkede Huler.
9 Men min Sjæl skal glæde sig i Herren, den skal fryde sig i hans Frelse.
4 Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for Ondt, thi du er med mig; din Kjep og din Stav, de skulle trøste mig.
6 De Hovmodige skjulte en Strikke for mig og Reb, de udstrakte et Garn ved Siden af en Vei, de satte Snarer for mig. Sela.
7 Jeg sagde til Herren: Du er min Gud; Herre! vend dine Øren til mine (ydmyge) Begjæringers Røst.
2 Min Sjæl er aleneste stille til Gud; fra ham (kommer) min Frelse.
31 Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som troe paa ham.
22 Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.
9 Herre! fri mig fra mine Fjender; hos dig haver jeg skjult (mig).
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
9 Skjul ikke dit Ansigt for mig, bortvend ikke din Tjener (fra dig) i Vrede, du har været min Hjælp; overgiv mig ikke og forlad mig ikke, min Saligheds Gud!
17 Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
4 See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
5 at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig, naar jeg maatte snuble.
3 Mange sige om min Sjæl: Den haver ingen Frelse hos Gud. Sela.
18 Han friede mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke.