Salmenes bok 3:6
Jeg, jeg lagde mig og sov; jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig.
Jeg, jeg lagde mig og sov; jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Dersom en Hær vil leire sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig opreises imod mig, da forlader jeg mig paa dette.
6 Herren er med mig, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
7 Herren er med mig iblandt dem, som hjælpe mig, derfor vil jeg, jeg see paa mine Hadere.
2 Gud! vær mig naadig, thi et Menneske (søger at) opsluge mig; han vil den ganske Dag fortrænge mig med Strid.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
4 Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
11 I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
5 Jeg raabte til Herren med min Røst, og han bønhørte mig fra sit hellige Bjerg. Sela.
6 saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
7 (Om) Tusinde falde ved din Side, og ti Tusinde ved din høire Haand, skal det dog ikke komme nær til dig.
1 Davids (Psalme). Herren er mit Lys og min Salighed, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Kraft, for hvem skal jeg ræddes?
7 Jeg vil ikke frygte for ti Tusinde af Folket, som have lagt sig omkring imod mig.
10 Alle Hedninger omkringgave mig; i Herrens Navn (er det), at jeg vil nedhugge dem.
11 De omkringgave mig, ja, de omkringgave mig; i Herrens Navn (er det), at jeg vil nedhugge dem.
6 Ved dig ville vi stange vore Fjender, i dit Navn ville vi undertræde dem, som staae op imod os.
4 See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
1 Davids Psalme, der han flyede for Absaloms, sin Søns, Ansigt.
2 Herre! hvad ere mine Fjender mange! mange de, som opstaae imod mig!
6 Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke (komme) i Ulykke.
25 Du skal ikke frygte for hastig Forskrækkelse, ei heller for de Ugudeliges Ødelæggelse, naar den kommer.
11 Men Herren er hos mig som en vældig (og) forfærdelig (Stridskjæmpe); derfor skulle de støde sig, som forfølge mig, og ikke faae Overhaand; de ere saare beskjæmmede, thi de handlede ikke klogeligen, en evig Skam skal ikke glemmes.
35 (Da) vil jeg tale og ikke frygte for ham; thi (det er) ikke saaledes, (som I mene): jeg (veed det anderledes) hos mig (selv).
14 Gud! de Hovmodige staae op imod mig, og Tyranners Hob søger efter mit Liv, og de have ikke sat dig for deres (Øine).
39 Jeg knuser dem, at de ikke kunne opstaae; de faldt under mine Fødder.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
3 Herren er min Steenklippe og min Befæstning og min Befrier; min Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse.
13 Jeg er glemt af Hjertet som en Død, jeg er som et fordærvet Kar.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
15 Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
40 Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen; du skal nedbøie dem under mig, som staae op imod mig.
18 Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, saa skal han høre min Røst.
13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
29 Thi du, du skal oplyse min Lygte; Herren min Gud skal gjøre min Mørkhed klar.
30 Thi ved dig kan jeg løbe igjennem en Trop, ved min Gud kan jeg springe over en Muur.
11 Bevar din Miskundhed imod dem, som dig kjende, og din Retfærdighed over de Oprigtige af Hjertet.
8 Jeg haver sat Herren stedse for mig; thi (han er) ved min høire Haand, jeg skal ikke rokkes.
9 for de Ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, (ja) min Sjæls Fjenders, som omringe mig.
7 Han skal ikke frygte for ond Tidende; hans Hjerte er fast, han forlader sig paa Herren.
8 Hans Hjerte er befæstet, han skal ikke frygte, indtil han seer paa sine Fjender.
10 Af dens Mund fare Blus, (ja) gloende Gnister udfare.
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
5 Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
17 Jeg skal ikke døe, men jeg skal leve, og jeg skal fortælle Herrens Gjerninger.
8 Og Herren sagde til Josva: Frygt ikke for dem, thi jeg haver givet dem i din Haand; der skal ikke en Mand af dem kunne staae for dit Ansigt.
5 Jeg vil bøie mit Øre til Ordsprog, jeg vil aabne (Munden) med min mørke Tale, (legende) paa Harpe.
7 Thi den Herre Herre skal hjælpe mig, derfor bliver jeg ikke beskjæmmet; derfor satte jeg mit Ansigt som en haard Steen, thi jeg veed, at jeg bliver ikke tilskamme.
32 Og David sagde til Saul: Intet Menneskes Hjerte falde (i Mistrøst) for hans Skyld; din Tjener skal gaae og stride med denne Philister.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
12 Hans Tropper kom tillige og banede deres Vei imod mig, og de leirede sig trindt omkring mit Paulun.
6 Og han skal nu ophøie mit Hoved over mine Fjender, (som ere) trindt omkring mig, saa vil jeg offre (ham) Offer med Frydeklang i hans Paulun; jeg vil synge, ja, jeg vil synge (Psalmer) for Herren.