Salmenes bok 49:5
Jeg vil bøie mit Øre til Ordsprog, jeg vil aabne (Munden) med min mørke Tale, (legende) paa Harpe.
Jeg vil bøie mit Øre til Ordsprog, jeg vil aabne (Munden) med min mørke Tale, (legende) paa Harpe.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
4Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
5I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde Kjød gjøre mig?
6De gjøre (mig) Smerte i mine Handeler den ganske Dag; alle deres Tanker ere imod mig til det Onde.
17Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
25Du skal ikke frygte for hastig Forskrækkelse, ei heller for de Ugudeliges Ødelæggelse, naar den kommer.
26Thi Herren skal være dit Haab, og han skal bevare din Fod, at (den) ikke fanges.
16Thi, Herre! jeg bier efter dig; du, du, Herre min Gud, skal bønhøre.
10Thi jeg hørte Manges Fortalelse, (ogsaa af) Magor Missabib, (som sagde:) Forkynder (os det), saa ville vi forkynde det; alle de Mænd, (som skulde holde) Fred med mig, toge vare paa, om jeg haltede, (og sagde:) Han maatte maaskee lade sig overtale, og vi kunde faae Overhaand over ham og hevne os paa ham.
4Min Mund skal tale idel Viisdom, og mit Hjertes Betenkning (skal være) megen Forstand.
4See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
33Men hvo mig lyder, skal boe tryggeligen og være rolig for Frygt for det Onde.
2Men jeg (maa bekjende, der fattedes) Lidet, at mine Fødder (jo) bøiede af Veien, (der fattedes) moxen Intet, at mine Gange vare (jo) hengledne.
3Thi jeg var nidkjær paa de Galne, der jeg maatte see, (at det gik) de Ugudelige vel.
6Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, (naar) mine Skufferes Misgjerning omgiver mig?
9for de Ugudeliges Ansigt, som ødelægge mig, (ja) min Sjæls Fjenders, som omringe mig.
3Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg maa hyle i min Klage og blive forstyrret
4for Fjendens Røst, for en Ugudeligs Fortrykkelses Skyld; thi de ville føre Uretfærdighed paa mig, og hade mig i Vrede.
5Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dødens Rædsler ere faldne paa mig.
11Forskrækkelser skulle forfærde ham trindt omkring, og de skulle drive ham hid og did, hvor han gaaer.
11Bevar din Miskundhed imod dem, som dig kjende, og din Retfærdighed over de Oprigtige af Hjertet.
12Du, Herre! hold ikke din Barmhjertighed tilbage fra mig; lad din Miskundhed og din Sandhed bevare mig altid.
28da maa jeg grue for alle mine Smerter; jeg veed, at du lader mig ikke være uskyldig.
11I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
29dersom jeg haver glædet mig over min Haders Fordærvelse, og opvakt mig til Glæde, da Ulykke rammede ham,
5Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig.
6Jeg, jeg lagde mig og sov; jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig.
2Der de Onde kom frem imod mig for at æde mit Kjød, (ja) mine Modstandere og mine Fjender imod mig, da stødte de an og faldt.
3Dersom en Hær vil leire sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig opreises imod mig, da forlader jeg mig paa dette.
22Og naar du vil sige i dit Hjerte: Hvorfor vederfares mig disse Ting? — For din Misgjernings Mangfoldigheds Skyld ere dine Sømme opslagne, dine Hæle er gjorte bare (med Vold).
12De staae op paa den høire Side, (der ere som) en ung Dreng, de udstøde mine Fødder, og de bane deres Fordærvelses Veie imod mig.
1Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
10See, han haver fundet Sag imod mig, (derfor) agter han mig for sin Fjende.
4De skjærpe deres Tunge som en Slange, der er Øglers Forgift under deres Læber. Sela.
5Herre! bevar mig fra en Ugudeligs Hænder, bevogt mig fra en fortrædelig Mand, fra dem, som tænke at bortstøde mine Trin.
4Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for Ondt, thi du er med mig; din Kjep og din Stav, de skulle trøste mig.
5Han er en foragtet Lampe efter den Trygges (stolte) Tanke, han er færdig til at snuble med Foden.
27Og du haver lagt mine Fødder i Stokken og tager vare paa alle mine Stier, du indtrykker (Mærke) over mine Fødders Saaler.
5Jeg, jeg sagde: Herre! vær mig naadig, helbred min Sjæl; thi jeg haver syndet imod dig.
16Hvo opstaaer med mig imod de Onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gjøre Uret?
25Thi det, jeg frygtede saare for, det kom over mig, og det, jeg gruede for, kom paa mig.
5Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
13Jeg er glemt af Hjertet som en Død, jeg er som et fordærvet Kar.
9Bevar mig fra Snarens Vold, som de have udstillet for mig, og fra deres Strikker, som gjøre Uret.
9(De sige:) Der hænger en Belials Handel fast ved ham, og han, som ligger, skal ikke staae op mere.
5Dersom jeg haver vandret med Forfængelighed, eller min Fod haver hastet til Svig,
2Gud! hør min Røst i min Klage, bevar mit Liv fra Fjendens Frygt.
27naar det kommer som en Ødelæggelse, det, som I frygte for, og eders Ulykke kommer som en Hvirvelvind, naar Angest og Trængsel kommer over eder.
14Hvorfor skulde jeg optage mit Kjød i mine Tænder, og sætte mit Liv i min Haand?
15Derfor maa jeg forfærdes for hans Ansigt; jeg betragter det og frygter for ham.