Salmenes bok 49:6
Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, (naar) mine Skufferes Misgjerning omgiver mig?
Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, (naar) mine Skufferes Misgjerning omgiver mig?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Du elskede alle fordærvelige Ord (og) en svigefuld Tunge.
7 Gud skal og nedbryde dig evindelig, han skal borttage dig og udrydde dig af Paulunet, ja oprykke dig med Rod af de Levendes Land. Sela.
9 Forlader eder paa ham til hver Tid, (kjære) Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt! Gud er vor Tilflugt. Sela.
10 Menneskens Børn ere aleneste Forfængelighed, Menneskene ere Løgn; naar de oplægges i Vægtskaalen, (da) findes de tilhobe (lettere), end Forfængelighed.
28 Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde, men de Retfærdige skulle grønnes som et Blad.
17 Forkynd dem, som ere rige i den nærværende Verden, at de ikke skulle hovmode sig, ei heller sætte Haab til den uvisse Rigdom, men til den levende Gud, som giver os rigeligen alle Ting at nyde,
6 See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
9 Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjæringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse;
11 Den Riges Gods er hans faste Stad, og som en høi Muur i hans Tanke.
16 Men Gud skal forløse min Sjæl af Gravens Vold, thi han haver antaget mig. Sela.
7 Der er den, som holder sig rig og (haver) slet Intet, og den, som holder sig fattig og (haver) meget Gods.
8 En Mands Rigdom er en Forsoning for hans Liv, men en Arm hører ikke Skjælden.
7 de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom.
4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
6 Ødelæggernes Pauluner ere rolige, og de, som rase imod Gud, ere meget trygge, ja den, som Gud tilfører (Alt overflødigen) i hans Haand.
17 og du maatte sige i dit Hjerte: Min Kraft og min Haands Styrke har udrettet mig disse mægtige (Gjerninger).
5 Jeg vil bøie mit Øre til Ordsprog, jeg vil aabne (Munden) med min mørke Tale, (legende) paa Harpe.
15 En Rigs Gods er hans faste Stad, men de Fattiges Armod er (deres) Fordærvelse.
12 See, disse ere ugudelige; dog ere de rolige i Verden, de formere Godset.
11 En rig Mand er viis for sine (egne) Øine, men en Ringe, (som er) forstandig, skal randsage ham.
23 Saa sagde Herren: En Viis rose sig ikke af sin Viisdom, og en Stærk rose sig ikke af sin Styrke, en Rig rose sig ikke af sin Rigdom;
6 Derfor haver Hovmod prydet dem som en Kjæde, Vold skjuler dem (som) et Smykke.
7 (Hvert af) deres Øine staaer ud for Fedme, (deres) Hjertes Tanker faae Fremgang.
4 Bemøi dig ikke for at blive rig; hold op fra at (anvende dertil) din Forstand.
5 Skulde du lade dine Øine flyve til det, da det ikke (bliver)? thi det skal visseligen gjøre sig Vinger, som en Ørn, der flyver til Himmelen.
16 Hvo, som fortrykker en Ringe for at formere Sit, (og) hvo, som giver en Rig, (den skal) visseligen (komme) til Mangel.
22 Hvo, som haster til (at faae meget) Gods, er en Mand, som haver et ondt Øie, og kjender ikke, at Mangel skal komme paa ham.
24 Dersom jeg haver sat Guld til mit Haab, eller sagt til det (kostelige) Guld: Du er min Tillid,
25 dersom jeg haver glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt,
13 De slide deres Dage i det Gode, og i et Øieblik nedtrykkes de til Helvede.
19 Mon han skulde (høit) agte din Rigdom? (ja) ikke (det skjønne) Guld eller nogen Magts Styrke.
13 eller Rigdom selv forkommes ved ond Møie, og (om) han (end) avlede en Søn, da (bliver der) ikke Noget i hans Haand.
6 Bedre er en Fattig, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end den, som (vandrer) forvendt paa tvende Veie, om han (end) er rig.
25 Den, som haver et stolt Mod, blander sig i Trætte, men den, som forlader sig paa Herren, skal blive fed.
10 Hvor Godset bliver meget, ere Mange, som det æde; hvad for Nytte (er der da) for dem, som det eie, uden at deres Øine see (derpaa)?
11 Hvo, der arbeider, ham er Søvnen sød, hvad enten han æder lidet eller meget, men den Riges Mættelse lader ham ikke sove.
10 De lukke til med deres Fedme, de tale med deres Mund af Hovmod.
4 Gods kan tilføre mange Venner, men en Ringe maa skilles fra sin Ven.
21 Saaledes (er det med den), som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.
6 Mon ikke disse allesammen skulle optage et Ordsprog over ham, og mørke Talers Udlæggelse om ham? og (hver) skal sige: Vee den, som formerer (det, som hører) ham ikke til — hvor længe (skal det vare)? — og den, som besværer sig med tykt Dynd.
20 En (saare) trofast Mand (skal faae) mange Velsignelser, men den, som haster at blive rig, skal ikke blive uskyldig.
11 Dersom I da ikke have været troe i den urette Mammon, hvo vil betroe eder den sande?
19 De skulle kaste deres Sølv paa Gaderne, og deres Guld skal være (dem) som en Ureenhed; deres Sølv og deres Guld skal ikke kunne frie dem paa Herrens Grumheds Dag, de skulle ikke mætte deres Sjæl, og ei fylde deres Indvolde; thi det var et Anstød til deres Misgjerning.
4 Gods skal ikke hjælpe paa Grumheds Dag, men Retfærdighed skal redde fra Døden.
6 De, som udryste Guld af Pungen og veie Sølv med Vægten, de lønne en Guldsmed, og han gjør det til en Gud, (for hvilken) de falde paa Knæ og nedbøie sig.
5 (fordi) du haver formeret din Formue ved din Viisdoms Mangfoldighed, ved dit Kjøbmandskab, og dit Hjerte er ophøiet for din Formues Skyld,
9 Men han sagde og til Nogle, som stolede paa sig selv, at de vare retfærdige, og foragtede Andre, denne Lignelse:
8 Ligesom de ere, saa ere de, der gjøre dem, (ja) hver, som forlader sig paa dem.
11 Thi man skal see, at de Vise skulle døe, at en Daare og en Ufornuftig skulle omkomme tillige, og de skulle forlade deres Gods til Andre.
8 Hvo, som formerer sit Gods med Aager og Overgift, samler det til at skjenkes de Ringe.