Ordspråkene 28:22
Hvo, som haster til (at faae meget) Gods, er en Mand, som haver et ondt Øie, og kjender ikke, at Mangel skal komme paa ham.
Hvo, som haster til (at faae meget) Gods, er en Mand, som haver et ondt Øie, og kjender ikke, at Mangel skal komme paa ham.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
19 Hvo, som dyrker sin Jord, skal mættes af Brød, men den, som jager efter unyttige Ting, skal mættes af Armod.
20 En (saare) trofast Mand (skal faae) mange Velsignelser, men den, som haster at blive rig, skal ikke blive uskyldig.
21 Det er ikke godt at ansee en Person; thi en Mand kan overtræde for et Stykke Brøds Skyld.
27 Hvo, som giver den Arme, (han skal) ikke (have) Mangel, men (over) den, som skjuler sine Øine, (skulle være) mange Forbandelser.
16 Hvo, som fortrykker en Ringe for at formere Sit, (og) hvo, som giver en Rig, (den skal) visseligen (komme) til Mangel.
4 Bemøi dig ikke for at blive rig; hold op fra at (anvende dertil) din Forstand.
5 Skulde du lade dine Øine flyve til det, da det ikke (bliver)? thi det skal visseligen gjøre sig Vinger, som en Ørn, der flyver til Himmelen.
6 Æd ikke Brød hos (En, der haver) et ondt Øie, og hav ikke Lyst til hans velsmagende (Mad).
8 Hvo, som formerer sit Gods med Aager og Overgift, samler det til at skjenkes de Ringe.
7 Der er den, som holder sig rig og (haver) slet Intet, og den, som holder sig fattig og (haver) meget Gods.
8 En Mands Rigdom er en Forsoning for hans Liv, men en Arm hører ikke Skjælden.
9 (Den, som haver) et godt Øie, den skal velsignes; thi han gav den Ringe af sit Brød.
9 Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjæringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse;
21 Saaledes (er det med den), som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.
5 Den Flittiges Anslag ere visseligen til Fordeel, men hvers, som haster, ere visseligen til Mangel.
11 En rig Mand er viis for sine (egne) Øine, men en Ringe, (som er) forstandig, skal randsage ham.
13 eller Rigdom selv forkommes ved ond Møie, og (om) han (end) avlede en Søn, da (bliver der) ikke Noget i hans Haand.
14 Ligesom han udkom af sin Moders Liv, saa skal han nøgen fare igjen, og gaae, saasom han kom, og han skal ikke tage Noget (med sig) af sit Arbeide, som han kan bortføre i sin Haand.
27 Hvo, der aarle søger efter Godt, søger efter Velbehagelighed, men hvo, der leder efter Ondt, ham skal det vederfares.
28 Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde, men de Retfærdige skulle grønnes som et Blad.
17 Den, som elsker Glæde, skal have Mangel, hvo, som elsker Viin og Olie, skal ikke blive rig.
21 Den Arv, som man først haster meget efter, den skal ikke velsignes paa det Sidste.
26 Han begjærer saare den ganske Dag, men en Retfærdig skal give og ikke holde tilbage.
6 Bedre er en Fattig, som vandrer i sin Fuldkommenhed, end den, som (vandrer) forvendt paa tvende Veie, om han (end) er rig.
9 Vee den, som er gjerrig med en ond Gjerrighed for sit Huus, at han kan sætte sin Rede i det Høie, for at redde sig fra Ulykkens Vold!
4 Den, som gjør (Arbeide) med en svigefuld Haand, bliver arm, men de Flittiges Haand gjør rig.
11 Gods af Forfængelighed skal formindskes, men hvo, som samler med Haanden, skal formere det.
10 Hvor Godset bliver meget, ere Mange, som det æde; hvad for Nytte (er der da) for dem, som det eie, uden at deres Øine see (derpaa)?
11 Hvo, der arbeider, ham er Søvnen sød, hvad enten han æder lidet eller meget, men den Riges Mættelse lader ham ikke sove.
11 saa skal din Armod komme som en Vandringsmand, og din Mangel som En, (der er bevæbnet) med Skjold.
10 Menneskens Børn ere aleneste Forfængelighed, Menneskene ere Løgn; naar de oplægges i Vægtskaalen, (da) findes de tilhobe (lettere), end Forfængelighed.
27 Den, som er meget gjerrig, forstyrrer sit Huus, men den, som hader Gaver, skal leve.
19 Saa ere hver dens Veie, som er hengiven til Gjerrighed; den skal tage sine (egne) Herrers Liv.
24 Der er den, som udspreder, og ham tillægges ydermere, og der er den, som holder tilbage mere, end Ret er, dog kun til Mangel.
11 (Som) en Agerhøne samler (Æg) og udlægger (dem) ikke, (saa er den,) som forhverver (sig) Rigdom, dog ikke med Rette; han skal forlade den midt i sine Dage, og være en Daare paa sit Sidste.
2 En Mand, som Gud giver Rigdom og Gods og Ære, og (ham) fattes Intet for sin Sjæl af alt det, som han vil begjære, og Gud giver ham ikke Magt til at æde deraf, men en fremmed Mand skal æde det: dette er (og) Forfængelighed, og det er en ond Syge.
19 Den Rige lægger sig og samles ikke, han oplader sine Øine, saa er han ikke (mere at finde).
13 Elsk ikke Søvn, at du skal ikke maaskee blive arm; oplad dine Øine (og) mættes af Brød.
16 En Fyrste, som fattes (al) Forstand, fortrykker og (Andre) meget, men hvo, der hader Gjerrighed, skal forlænge (sine) Dage.
15 En Rigs Gods er hans faste Stad, men de Fattiges Armod er (deres) Fordærvelse.
20 En Arm hades ogsaa af sin Næste, men de ere mange, som elske en Rig.
34 da skal din Armod komme som en Vandringsmand, og din Mangel som En, (der er bevæbnet) med Skjold.
3 En Klog seer Ulykken og skjuler sig, men Vanvittige gaae frem og straffes.
13 Hvo, som stopper sit Øre for den Ringes Raab, han, han skal og raabe og ikke bønhøres.
5 Hvo, som bespotter en Arm, forhaaner den, som gjorde ham; hvo, som glæder sig over Ulykke, skal ikke holdes uskyldig.
4 Gods kan tilføre mange Venner, men en Ringe maa skilles fra sin Ven.
17 Hvo, som forbarmer sig over den Ringe, laaner Herren, og han skal betale ham hans Velgjerning.
7 Gud skal og nedbryde dig evindelig, han skal borttage dig og udrydde dig af Paulunet, ja oprykke dig med Rod af de Levendes Land. Sela.
18 Hvo, som lader Tugt fare, haver Armod og Skam, men den, som bevarer Straf, skal æres.
7 En Retfærdig kjender de Ringes Sag; en Ugudelig forstaaer sig ikke paa Kundskab.