Ordspråkene 13:11
Gods af Forfængelighed skal formindskes, men hvo, som samler med Haanden, skal formere det.
Gods af Forfængelighed skal formindskes, men hvo, som samler med Haanden, skal formere det.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
4 Den, som gjør (Arbeide) med en svigefuld Haand, bliver arm, men de Flittiges Haand gjør rig.
5 Den, som samler om Sommeren, er en klog Søn, (men) den, som sover hart om Høsten, er en Søn, som beskjæmmer.
10 Med Hovmodighed foraarsager man ikkun Trætte, men hos dem, som beraade sig, er Viisdom.
23 I alt smerteligt (Arbeide) er der Fordeel, men (hvor der ikkun ere) Læbers Ord, (der kommer det) aleneste til Mangel.
24 De Vises Krone er deres Rigdom, men Daarers Daarlighed (bliver) Daarlighed.
10 Hvor Godset bliver meget, ere Mange, som det æde; hvad for Nytte (er der da) for dem, som det eie, uden at deres Øine see (derpaa)?
11 Hvo, der arbeider, ham er Søvnen sød, hvad enten han æder lidet eller meget, men den Riges Mættelse lader ham ikke sove.
12 Det er en ond Syge, som jeg saae under Solen, at Rigdom bevares for sin Herre til hans (egen) Ulykke,
13 eller Rigdom selv forkommes ved ond Møie, og (om) han (end) avlede en Søn, da (bliver der) ikke Noget i hans Haand.
14 Ligesom han udkom af sin Moders Liv, saa skal han nøgen fare igjen, og gaae, saasom han kom, og han skal ikke tage Noget (med sig) af sit Arbeide, som han kan bortføre i sin Haand.
8 Hvo, som formerer sit Gods med Aager og Overgift, samler det til at skjenkes de Ringe.
19 Hvo, som dyrker sin Jord, skal mættes af Brød, men den, som jager efter unyttige Ting, skal mættes af Armod.
20 En (saare) trofast Mand (skal faae) mange Velsignelser, men den, som haster at blive rig, skal ikke blive uskyldig.
7 Der er den, som holder sig rig og (haver) slet Intet, og den, som holder sig fattig og (haver) meget Gods.
4 Bemøi dig ikke for at blive rig; hold op fra at (anvende dertil) din Forstand.
6 See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
24 Der er den, som udspreder, og ham tillægges ydermere, og der er den, som holder tilbage mere, end Ret er, dog kun til Mangel.
15 En Rigs Gods er hans faste Stad, men de Fattiges Armod er (deres) Fordærvelse.
16 En Retfærdigs Arbeide er til Livet, en Ugudeligs Indkomme er til Synd.
11 (Som) en Agerhøne samler (Æg) og udlægger (dem) ikke, (saa er den,) som forhverver (sig) Rigdom, dog ikke med Rette; han skal forlade den midt i sine Dage, og være en Daare paa sit Sidste.
5 Den Flittiges Anslag ere visseligen til Fordeel, men hvers, som haster, ere visseligen til Mangel.
6 At arbeide paa (at samle) Liggendefæ med en falsk Tunge er en Forfængelighed, som bortblæses, hos dem, som søge Døden.
21 Thi der er et Menneske, hvis Arbeide er med Viisdom og med Kundskab og med Redelighed; dog maa han give et Menneske det til sin Deel, som intet haver arbeidet derudi; dette er og Forfængelighed og en stor Ulykke.
16 Hvo, som fortrykker en Ringe for at formere Sit, (og) hvo, som giver en Rig, (den skal) visseligen (komme) til Mangel.
28 Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde, men de Retfærdige skulle grønnes som et Blad.
29 Den, som forstyrrer sit Huus, skal arve Veir, og en Daare (skal være) dens Tjener, (som er) viis i Hjertet.
11 Den, som dyrker sit Land, skal mættes med Brød, men den, som jager efter unyttige (Ting), fattes Forstand.
21 Den Arv, som man først haster meget efter, den skal ikke velsignes paa det Sidste.
4 Den Lades Sjæl begjærer og (faaer) ikke, men de Flittiges Sjæl skal fedes.
10 Menneskens Børn ere aleneste Forfængelighed, Menneskene ere Løgn; naar de oplægges i Vægtskaalen, (da) findes de tilhobe (lettere), end Forfængelighed.
22 Hvo, som haster til (at faae meget) Gods, er en Mand, som haver et ondt Øie, og kjender ikke, at Mangel skal komme paa ham.
26 Hans Sjæl, som arbeider, arbeider for sig (selv), thi han bøier sig til Arbeide, da hans Mund byder ham det.
12 Forventelse, som (længe) forhales, krænker Hjertet, men (naar) det kommer, som man begjærer, da er det Livsens Træ:
19 Saa ere hver dens Veie, som er hengiven til Gjerrighed; den skal tage sine (egne) Herrers Liv.
10 at de Fremmede ikke skulle maaskee mættes af din Formue, og alt dit smertelige (Arbeide) ikke skal være i en Ubekjendts Huus,
22 En God skal gjøre, at Børnebørn faae Arv, men en Synders Gods er gjemt til den Retfærdige.
23 Der er megen Mad i de Armes nyopdyrkede Land, men der er den, som omkommer, fordi (han) ikke (vil gjøre) Ret.
31 Han skal ikke kunne forlade sig paa Forfængelighed, hvorved han er forført; thi Forfængelighed skal vorde hans Betaling.
6 En Haandfuld med Rolighed er bedre end begge Næver fulde med Møie og Aandsfortærelse.
17 Den, som elsker Glæde, skal have Mangel, hvo, som elsker Viin og Olie, skal ikke blive rig.
15 Ladhed lader en dyb Søvn falde (paa En), og en svigefuld Sjæl skal hungre.
18 Ved Ladhed synke Bjælkerne, og naar man nedlader Hænderne, skal Huset dryppe.
21 Saaledes (er det med den), som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.
9 Hvad Fordeel haver han, som gjør (Noget) af det, han arbeider?
27 En svigefuld (Mand) skal ikke stege sin Jagt, men en flittig Mand faaer kosteligt Gods.
11 Viisdom er god med Arvegods, og de, som see Solen, have Fordeel (deraf).
11 saa skal din Armod komme som en Vandringsmand, og din Mangel som En, (der er bevæbnet) med Skjold.
11 En rig Mand er viis for sine (egne) Øine, men en Ringe, (som er) forstandig, skal randsage ham.
18 Han skal igjengive (det, han haver havt) Umage (for), og ikke opsluge (fremdeles); som hans Formue (har været, skal) hans Betaling (være), og han skal ikke fryde sig.
6 I en Retfærdigs Huus er meget Gods, men der er Forstyrrelse i en Ugudeligs Indkomme.