Salmenes bok 62:10
Menneskens Børn ere aleneste Forfængelighed, Menneskene ere Løgn; naar de oplægges i Vægtskaalen, (da) findes de tilhobe (lettere), end Forfængelighed.
Menneskens Børn ere aleneste Forfængelighed, Menneskene ere Løgn; naar de oplægges i Vægtskaalen, (da) findes de tilhobe (lettere), end Forfængelighed.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
6 Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, (naar) mine Skufferes Misgjerning omgiver mig?
9 Forlader eder paa ham til hver Tid, (kjære) Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt! Gud er vor Tilflugt. Sela.
4 Bemøi dig ikke for at blive rig; hold op fra at (anvende dertil) din Forstand.
5 Skulde du lade dine Øine flyve til det, da det ikke (bliver)? thi det skal visseligen gjøre sig Vinger, som en Ørn, der flyver til Himmelen.
10 Hvor Godset bliver meget, ere Mange, som det æde; hvad for Nytte (er der da) for dem, som det eie, uden at deres Øine see (derpaa)?
11 Hvo, der arbeider, ham er Søvnen sød, hvad enten han æder lidet eller meget, men den Riges Mættelse lader ham ikke sove.
7 Gud skal og nedbryde dig evindelig, han skal borttage dig og udrydde dig af Paulunet, ja oprykke dig med Rod af de Levendes Land. Sela.
28 Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde, men de Retfærdige skulle grønnes som et Blad.
16 Hvo, som fortrykker en Ringe for at formere Sit, (og) hvo, som giver en Rig, (den skal) visseligen (komme) til Mangel.
31 Han skal ikke kunne forlade sig paa Forfængelighed, hvorved han er forført; thi Forfængelighed skal vorde hans Betaling.
11 Gods af Forfængelighed skal formindskes, men hvo, som samler med Haanden, skal formere det.
22 Hvo, som haster til (at faae meget) Gods, er en Mand, som haver et ondt Øie, og kjender ikke, at Mangel skal komme paa ham.
6 See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
17 Forkynd dem, som ere rige i den nærværende Verden, at de ikke skulle hovmode sig, ei heller sætte Haab til den uvisse Rigdom, men til den levende Gud, som giver os rigeligen alle Ting at nyde,
18 (Men) efterdi at der er Vrede (hos dig, da vogt dig), at han ikke skal bortstøde dig med et Slag, og megen Forsoning skal ikke lade dig undvige (derfor).
19 Mon han skulde (høit) agte din Rigdom? (ja) ikke (det skjønne) Guld eller nogen Magts Styrke.
16 Men Gud skal forløse min Sjæl af Gravens Vold, thi han haver antaget mig. Sela.
10 at de Fremmede ikke skulle maaskee mættes af din Formue, og alt dit smertelige (Arbeide) ikke skal være i en Ubekjendts Huus,
7 Der er den, som holder sig rig og (haver) slet Intet, og den, som holder sig fattig og (haver) meget Gods.
8 En Mands Rigdom er en Forsoning for hans Liv, men en Arm hører ikke Skjælden.
20 En (saare) trofast Mand (skal faae) mange Velsignelser, men den, som haster at blive rig, skal ikke blive uskyldig.
17 og du maatte sige i dit Hjerte: Min Kraft og min Haands Styrke har udrettet mig disse mægtige (Gjerninger).
22 Røv ikke en Ringe, fordi han er ringe, og knus ikke en Elendig i Porten.
3 Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvilket er ingen Frelse.
13 eller Rigdom selv forkommes ved ond Møie, og (om) han (end) avlede en Søn, da (bliver der) ikke Noget i hans Haand.
31 Vær ikke nidkjær over en Voldsmand, og udvælg ikke (nogen) af alle hans Veie.
5 Forlad dig paa Herren i dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand.
23 Saa sagde Herren: En Viis rose sig ikke af sin Viisdom, og en Stærk rose sig ikke af sin Styrke, en Rig rose sig ikke af sin Rigdom;
15 En Rigs Gods er hans faste Stad, men de Fattiges Armod er (deres) Fordærvelse.
11 Den Riges Gods er hans faste Stad, og som en høi Muur i hans Tanke.
19 Samler eder ikke Liggendefæ paa Jorden, hvor Møl og Rust fordærve, og hvor Tyve igjennembryde og stjæle.
8 Hvo, som formerer sit Gods med Aager og Overgift, samler det til at skjenkes de Ringe.
19 Lad (din Vrede) ikke optændes over de Onde, vær ikke nidkjær over de Ugudelige;
5 (fordi) du haver formeret din Formue ved din Viisdoms Mangfoldighed, ved dit Kjøbmandskab, og dit Hjerte er ophøiet for din Formues Skyld,
4 Gods skal ikke hjælpe paa Grumheds Dag, men Retfærdighed skal redde fra Døden.
25 Den, som haver et stolt Mod, blander sig i Trætte, men den, som forlader sig paa Herren, skal blive fed.
21 Saaledes (er det med den), som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.
9 Vee den, som er gjerrig med en ond Gjerrighed for sit Huus, at han kan sætte sin Rede i det Høie, for at redde sig fra Ulykkens Vold!
25 dersom jeg haver glædet mig, at mit Gods var meget, og at min Haand havde forhvervet mangfoldigt,
12 See, disse ere ugudelige; dog ere de rolige i Verden, de formere Godset.
11 Dersom I da ikke have været troe i den urette Mammon, hvo vil betroe eder den sande?
7 Sandeligen, Fortrykkelse kan gjøre en Viis galen, og Gave kan fordærve et Hjerte.
15 Og han sagde til dem: Seer til og vogter eder for Gjerrighed; thi Ingens Liv bestaaer i hans Gods, i det, at han haver Overflod.
6 Ær dig ikke selv for Kongens Ansigt, og staa ikke i de Mægtiges Sted.
36 Bøi mit Hjerte til dine Vidnesbyrd, og ikke til Gjerrighed.
9 Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjæringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse;
2 En Mand, som Gud giver Rigdom og Gods og Ære, og (ham) fattes Intet for sin Sjæl af alt det, som han vil begjære, og Gud giver ham ikke Magt til at æde deraf, men en fremmed Mand skal æde det: dette er (og) Forfængelighed, og det er en ond Syge.
6 Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke (komme) i Ulykke.
7 Ti for Herren og forvent ham; lad (din Vrede) ikke optændes over den (Mand), hvis Vei lykkes, over den Mand, som udfører (skalkagtige) Anslag.
6 Ødelæggernes Pauluner ere rolige, og de, som rase imod Gud, ere meget trygge, ja den, som Gud tilfører (Alt overflødigen) i hans Haand.