Jeremia 9:23
Saa sagde Herren: En Viis rose sig ikke af sin Viisdom, og en Stærk rose sig ikke af sin Styrke, en Rig rose sig ikke af sin Rigdom;
Saa sagde Herren: En Viis rose sig ikke af sin Viisdom, og en Stærk rose sig ikke af sin Styrke, en Rig rose sig ikke af sin Rigdom;
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
24 men hvo, som vil rose sig, rose sig af dette, at han forstaaer og kjender mig, at jeg er Herren, som gjør Miskundhed, Ret og Retfærdighed paa Jorden; thi disse Ting behage mig, siger Herren.
17 Men hvo sig roser, rose sig i Herren!
4 Bemøi dig ikke for at blive rig; hold op fra at (anvende dertil) din Forstand.
31 at, som skrevet er: Hvo sig roser, rose sig i Herren.
3 Taler ikke saa mangfoldeligen saa saare høie Ting, lader (ikke) haarde Ting udgaae af eders Mund; thi Herren er Vidskabers Gud, skulde (hans) Gjerninger da ikke være rette?
11 En rig Mand er viis for sine (egne) Øine, men en Ringe, (som er) forstandig, skal randsage ham.
29 paa det at intet Kjød skal rose sig for ham.
11 Den Riges Gods er hans faste Stad, og som en høi Muur i hans Tanke.
9 Men en Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed,
10 men den Rige (rose sig) af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Græssets Blomster.
15 Hører og vender Ørene (hid), ophøier eder ikke; thi Herren haver talet.
23 Jeg veed, Herre! at Menneskets Vei (staaer) ikke til ham, (ja, det staaer) ikke til ham, som vandrer, at han kan befæste sin Gang.
27 At æde megen Honning er ikke godt, (ei heller er det) en Ære, naar (Folk) randsage deres (egen) Ære.
16 Da sagde jeg: Viisdom er bedre end Styrke; dog blev den Fattiges Viisdom foragtet, og hans Ord bleve ikke hørte.
6 Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, (naar) mine Skufferes Misgjerning omgiver mig?
1 Ros dig ikke af den Dag imorgen; thi du veed ikke, hvad Dagen vil føde.
2 Lad en Fremmed rose dig, og ikke din Mund, en Ubekjendt, og ikke dine Læber.
18 Ingen bedrage sig selv; dersom Nogen iblandt eder tykkes sig at være viis i denne Verden, han vorde en Daare, at han kan vorde viis.
19 Thi denne Verdens Viisdom er Daarlighed hos Gud; thi der er skrevet: Han er den, som griber de Vise i deres Trædskhed.
20 Og atter: Herren kjender de Vises Tanker, at de ere forfængelige.
21 Derfor rose Ingen sig af Mennesker; thi alle Ting ere eders,
7 Gud skal og nedbryde dig evindelig, han skal borttage dig og udrydde dig af Paulunet, ja oprykke dig med Rod af de Levendes Land. Sela.
9 Saa sagde Herren: Saaledes vil jeg fordærve Judæ Hovmodighed, ja Jerusalems megen Hovmodighed.
13 Siger ikke: Vi have fundet Viisdommen; Gud haver bortdrevet ham, (og) ikke et Menneske.
11 Da svarede Israels Konge og sagde: Siger: Den, som ombinder (Bæltet), skal ikke rose sig som den, der løser det.
9 De Vise ere beskjæmmede, forskrækkede og fangne; see, de forkastede Herrens Ord, hvad for Viisdom skulde de da have?
10 Menneskens Børn ere aleneste Forfængelighed, Menneskene ere Løgn; naar de oplægges i Vægtskaalen, (da) findes de tilhobe (lettere), end Forfængelighed.
17 og du maatte sige i dit Hjerte: Min Kraft og min Haands Styrke har udrettet mig disse mægtige (Gjerninger).
7 Der er den, som holder sig rig og (haver) slet Intet, og den, som holder sig fattig og (haver) meget Gods.
35 De Vise skulle arve Ære, men (hver) af Daarerne skal optage Skam.
2 (Naar) Hovmodighed kommer, kommer og Forsmædelse, men Viisdom er hos de Ydmyge.
23 Menneskets Hovmod skal nedtrykke ham, men den Ydmyge skal holde fast ved Ære.
16 Vær ikke (for) meget retfærdig, og hold dig ikke selv for viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv?
16 Men Gud skal forløse min Sjæl af Gravens Vold, thi han haver antaget mig. Sela.
5 (fordi) du haver formeret din Formue ved din Viisdoms Mangfoldighed, ved dit Kjøbmandskab, og dit Hjerte er ophøiet for din Formues Skyld,
6 Ær dig ikke selv for Kongens Ansigt, og staa ikke i de Mægtiges Sted.
9 De Store ere ikke (altid) vise, ei heller forstaae de Gamle (altid) Retten.
1 Davids Sang paa Trapperne. Herre! mit Hjerte er ikke ophøiet, og mine Øine ere ikke høie, og jeg vandrer ikke i store Ting eller i dem, som ere mig for underlige.
6 See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
22 Herrens Velsignelse, den gjør rig, og han lægger ikke Smerte til den.
28 Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde, men de Retfærdige skulle grønnes som et Blad.
11 Et Menneskes høie Øine skulle fornedres, og Mændenes Høihed skal nedbøies; men Herren skal alene være høi paa den samme Dag.
15 En Rigs Gods er hans faste Stad, men de Fattiges Armod er (deres) Fordærvelse.
7 Lad dig ikke tykkes at være viis, (men) frygt Herren og vig fra det Onde.
21 Vee dem, som ere vise for deres (egne) Øine og forstandige hos sig selv!
4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
19 Det er bedre (at være) ringe i Aanden med de Sagtmodige, end at dele Rov med de Hovmodige.
9 Den Herre Zebaoth haver raadslaget det for at besmitte al den deiligste Herlighed, for at gjøre de Herlige i Landet ringe.
13 I, som glædes ved ingen Ting, som sige: Have vi ikke taget os Horn ved vor Styrke?
4 Gods skal ikke hjælpe paa Grumheds Dag, men Retfærdighed skal redde fra Døden.