1 Samuelsbok 2:3
Taler ikke saa mangfoldeligen saa saare høie Ting, lader (ikke) haarde Ting udgaae af eders Mund; thi Herren er Vidskabers Gud, skulde (hans) Gjerninger da ikke være rette?
Taler ikke saa mangfoldeligen saa saare høie Ting, lader (ikke) haarde Ting udgaae af eders Mund; thi Herren er Vidskabers Gud, skulde (hans) Gjerninger da ikke være rette?
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
2 Der er Ingen hellig som Herren; thi der er Ingen foruden dig, og ingen Klippe som vor Gud.
10 Gak ind i Klippen og skjul dig i Støvet for Herrens Frygts Skyld og for hans Majestæts Herligheds Skyld.
11 Et Menneskes høie Øine skulle fornedres, og Mændenes Høihed skal nedbøies; men Herren skal alene være høi paa den samme Dag.
12 Thi den Herre Zebaoths Dag (skal komme) over hver Hovmodig og Høi, og over hver Ophøiet, at han skal fornedres,
5 da skal du forstaae Herrens Frygt og finde Guds Kundskab; —
6 thi Herren giver Viisdom, af hans Mund er Kundskab og Forstand;
1 Davids Sang paa Trapperne. Herre! mit Hjerte er ikke ophøiet, og mine Øine ere ikke høie, og jeg vandrer ikke i store Ting eller i dem, som ere mig for underlige.
23 Saa sagde Herren: En Viis rose sig ikke af sin Viisdom, og en Stærk rose sig ikke af sin Styrke, en Rig rose sig ikke af sin Rigdom;
24 men hvo, som vil rose sig, rose sig af dette, at han forstaaer og kjender mig, at jeg er Herren, som gjør Miskundhed, Ret og Retfærdighed paa Jorden; thi disse Ting behage mig, siger Herren.
15 Hører og vender Ørene (hid), ophøier eder ikke; thi Herren haver talet.
1 Falske Vægtskaaler ere Herren en Vederstyggelighed, men en fuldkommen Vægt er hans Velbehagelighed.
2 (Naar) Hovmodighed kommer, kommer og Forsmædelse, men Viisdom er hos de Ydmyge.
17 Og Menneskets Høihed skal nedbøies, og Mændenes Høihed skal fornedres, og Herren skal alene være høi paa den samme Dag.
3 De tale Forfængelighed, hver med sin Næste, med smigrende Læber; de tale (snart) af et, (snart) af et (andet) Hjerte.
10 Dette skal skee dem for deres Hovmodigheds Skyld, fordi de forhaanede og ophøiede sig storligen over den Herre Zebaoths Folk.
4 De Stærkes Bue er brudt, og de Skrøbelige ere omgjordede med Styrke.
6 Thi Herren er høi og seer til den Ringe, og den Høie kjender han langt fra.
2 Lad en Fremmed rose dig, og ikke din Mund, en Ubekjendt, og ikke dine Læber.
22 Mon man kan lære Gud Kundskab, da han, han dømmer de Høie?
3 Thi jeg vil prædike om Herrens Navn: Giver vor Gud stor (Ære).
12 Herrens Øine bevare Kundskab, og han omkaster den Troløses Ord.
11 Nu veed jeg, at Herren er stor fremfor alle Guder; thi i den Ting, som de hovmodede sig af, (var han) over dem.
2 Thi hvor megen Møie er, komme Drømme, og hvor mange Ord ere, (hører man) en Daares Røst.
5 Jeg sagde til de Galne: Værer ikke galne; og til de Ugudelige: Opløfter ikke Horn.
11 Ret Vægt og Vægtskaaler høre Herren til, alle Vægtstene i Posen ere hans Gjerning.
15 Og et Menneske skal nedbøie sig, og en Mand fornedre sig, og de Hovmodiges Øine skulle fornedres.
13 Herrens Frygt er at hade Ondt, Hoffærdighed og Hovmodighed og en ond Vei; og den Mund, (som taler) forvendte Ting, hader jeg.
5 Thi jeg, jeg veed, at Herren er stor, og (at) vor Herre er (større) end alle Guder.
4 Den Ugudelige, for hans Næses Høihed, søger ikke (Gud); alle hans Tanker (ere, at der er) ingen Gud.
17 Thi Herren eders Gud er en Gud over Guderne, og en Herre over Herrerne, den store, den mægtige og den forfærdelige Gud, som anseer ikke Personer og tager ei Gave,
3 Dit Hjertes Hovmodighed haver bedraget dig, du, som boer i en Klippes Rifter, i din høie Bolig, som siger i dit Hjerte: Hvo vil kaste mig ned til Jorden?
20 Og atter: Herren kjender de Vises Tanker, at de ere forfængelige.
5 See, Gud er mægtig, dog vil han ikke forkaste, han er mægtig af Hjertens Kraft.
17 I gjøre Herren Møie med eders Ord; dog sige I: Hvormed gjøre vi ham Møie? idet I sige: Hver, som gjør Ondt, er god for Herrens Øine, og han haver Lyst til dem, eller: Hvor er Dommens Gud?
4 Herren er høi over alle Hedninger, hans Ære er over Himlene.
5 Hvo er som Herren vor Gud, som haver sat sig høit,
6 Vi have hørt Moabs Hovmodighed, han er saare hovmodig, (ja) hans Stolthed og hans Hovmodighed og hans Grumhed; men hans løgnagtige (Ord skulle) ikke saaledes (faae Fremgang).
22 Lader (da) af fra Mennesket, som haver Aande i sin Næse; thi hvori skulde han agtes (noget)?
11 saa de sige: Hvorledes skulde Gud vide det, og er der Kundskab hos den Høieste?
22 Derfor er du storligen agtet, Herre Gud! thi der er Ingen som du, og der er ingen Gud, uden du, efter alt det, som vi have hørt med vore Øren.
18 Herre! lad mig ikke beskjæmmes, thi jeg kaldte paa dig; lad de Ugudelige beskjæmmes, lad dem tie i Graven.
3 Thi Herren er en stor Gud, ja en stor Konge over alle Guder.
3 Herren er langmodig og af stor Kraft, og skal ikke holde (den Skyldige) for uskyldig; Herren, —hans Vei er i Hvirvelvind og i Storm, og en Sky er hans Fødders Støv.
6 Saadant at forstaae er mig (for) underligt, det er for høit, jeg kan ikke (naae) det.
18 Foran Forstyrrelse er Hovmodighed, og foran Fald en høi Aand.
3 Herre! hvad er et Menneske, at du vilde kjende ham, et Menneskes Barn, at du vilde agte ham?
29 Vi have hørt Moabs Hovmodighed, — han er saare hovmodig — hans Ophøielse og hans Hoffærdighed og hans Stolthed og hans Hjertes Høihed.
11 Herren kjender et Menneskes Tanker, at de ere Forfængelighed.
12 For Forstyrrelse ophøies en Mands Hjerte, men Ydmyghed (gaaer) for Ære.