Salmenes bok 62:9
Forlader eder paa ham til hver Tid, (kjære) Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt! Gud er vor Tilflugt. Sela.
Forlader eder paa ham til hver Tid, (kjære) Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt! Gud er vor Tilflugt. Sela.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 Herre! lad mig kjende min Ende og mine Dages Maal, hvad det er, at jeg kan kjende, hvor (snart) jeg skal lade af (at leve).
6 See, du haver sat mine Dage som en Haandbred, og min Livstid er som Intet for dig; visseligen, hvert Menneske er idel Forfængelighed, (hvor fast han end) staaer. Sela.
10 Menneskens Børn ere aleneste Forfængelighed, Menneskene ere Løgn; naar de oplægges i Vægtskaalen, (da) findes de tilhobe (lettere), end Forfængelighed.
6 At en Daare er sat i stor Høihed, men de Rige sidde lavt.
4 Et Menneske er ligt Forfængeligheden, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi.
8 Hos Gud er min Frelse og min Ære; min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.
11 Thi hvor der ere mange Ting, der foraarsage de megen Forfængelighed; hvad haver et Menneske mere (deraf)?
9 Men en Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed,
10 men den Rige (rose sig) af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Græssets Blomster.
17 Og Menneskets Høihed skal nedbøies, og Mændenes Høihed skal fornedres, og Herren skal alene være høi paa den samme Dag.
11 Et Menneskes høie Øine skulle fornedres, og Mændenes Høihed skal nedbøies; men Herren skal alene være høi paa den samme Dag.
12 Thi den Herre Zebaoths Dag (skal komme) over hver Hovmodig og Høi, og over hver Ophøiet, at han skal fornedres,
18 De ere Forfængelighed, (ja) en meget besvigelig Gjerning; de skulle omkomme paa deres Hjemsøgelses Tid.
22 Lader (da) af fra Mennesket, som haver Aande i sin Næse; thi hvori skulde han agtes (noget)?
7 Gud skal og nedbryde dig evindelig, han skal borttage dig og udrydde dig af Paulunet, ja oprykke dig med Rod af de Levendes Land. Sela.
15 De ere Forfængelighed, (ja) en meget besvigelig Gjerning; til den Tid, naar de blive hjemsøgte, skulle de omkomme.
11 Skulde jeg holde Nogen reen med ugudelige Vægtskaaler og med en Pose, (hvorudi er) falsk Vægt?
2 Naar jeg raaber, da bønhør mig, min Retfærdigheds Gud! i Tranghed udbredte du (Rummet) for mig; vær mig naadig og hør min Bøn.
6 Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, (naar) mine Skufferes Misgjerning omgiver mig?
15 Og et Menneske skal nedbøie sig, og en Mand fornedre sig, og de Hovmodiges Øine skulle fornedres.
4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
31 Han skal ikke kunne forlade sig paa Forfængelighed, hvorved han er forført; thi Forfængelighed skal vorde hans Betaling.
1 Falske Vægtskaaler ere Herren en Vederstyggelighed, men en fuldkommen Vægt er hans Velbehagelighed.
2 (Naar) Hovmodighed kommer, kommer og Forsmædelse, men Viisdom er hos de Ydmyge.
17 Alle Hedningerne ere som Intet for ham; de ere agtede for ham mindre end Intet og det Øde.
23 Menneskets Hovmod skal nedtrykke ham, men den Ydmyge skal holde fast ved Ære.
14 Der er (endnu) en Forfængelighed, som skeer paa Jorden: at der ere Retfærdige, hvilke det rammer efter de Ugudeliges Gjerning, og der ere Ugudelige, hvilke det rammer efter de Retfærdiges Gjerning; jeg sagde, at dette er ogsaa Forfængelighed.
4 Hvorlænge stille I efter en Mand? I skulle allesammen ihjelslaaes, (I skulle være) som en Væg, der hælder, som et Gjærde, der nedstødes.
29 See, de ere alle Uretfærdighed, deres Gjerninger ere Intet; deres støbte (Billeder) ere Veir og Tomhed.
8 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, (det er) altsammen Forfængelighed.
8 Og Jordens Nytte er for Alle; en Konge (selv) bliver betjent af Ageren.
11 Borttag din Plage fra mig; (thi) jeg, jeg er (næsten) aldeles udryddet ved din Haands Slag.
23 Forskjellig Vægt er en Vederstyggelighed for Herren, og falske Vægtskaaler ere ikke gode.
24 De ere en liden (Tid) ophøiede, og (siden findes) Ingen af dem, og de blive nedtrykkede, de indelukkes som alle (Andre i Graven), og de afhugges som Toppen paa et Ax.
2 (Det er) idel Forfængelighed, sagde Prædikeren, idel Forfængelighed, (det er) altsammen Forfængelighed.
3 Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvilket er ingen Frelse.
12 Deres inderste (Tanker ere, at) deres Huus (skal blive) evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt; de kalde Jorden efter deres Navn.
3 Thi dersom Nogen tykkes sig at være Noget og er dog Intet, han bedrager sig selv.
6 Jeg vil befale min Aand i din Haand; du forløste mig, Herre, du sande Gud!
11 Ret Vægt og Vægtskaaler høre Herren til, alle Vægtstene i Posen ere hans Gjerning.
23 som gjør Fyrsterne til Intet, som gjør Jordens Dommere som det Øde.
19 (hvor langt mindre) til den, som ikke anseer Fyrsternes Personer og kjender ikke den Rige fremfor den Ringe; thi de ere alle hans Hænders Gjerning.
8 Og de ere tilsammen ufornuftige og handle daarligen; saadant et Træ er en forfængelig Underviisning.
2 Alle en Mands Veie ere rene for hans Øine, men Herren er den, som veier Aander.
9 Den, som er ringeagtet og har en Tjener, er bedre end den, som ærer sig selv og fattes Brød.
8 Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Menneskene.
2 Hører dette, alle Folk, vender (eders) Øren hid, alle Verdens Indbyggere,
5 Thi han skal nedbøie dem, som boe i det Høie, den ophøiede Stad; han skal fornedre den, han skal fornedre den til Jorden, han skal drage den ned indtil Støvet.
17 Hvad er et Menneske, at du vilde agte ham stort, og at du vilde lægge dig ham paa Hjertet?
11 Herren kjender et Menneskes Tanker, at de ere Forfængelighed.