Salmenes bok 62:8
Hos Gud er min Frelse og min Ære; min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.
Hos Gud er min Frelse og min Ære; min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 De raadslaae aleneste om at udstøde (ham) fra hans Høihed, de have Behagelighed til Løgn; de velsigne med deres Mund, og de bande i deres Inderste. Sela.
6 Dog, min Sjæl! vær stille for Gud; thi af ham er min Forventelse.
7 Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
8 Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Menneskene.
9 Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Fyrsterne.
1 Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
8 I Folk! lover vor Gud, og lader hans Lovs Røst høres,
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
21 Thi i ham skal vort Hjerte glædes, thi vi forlade os paa hans hellige Navn.
22 Herre! din Miskundhed være over os, saasom vi haabe paa dig!
9 Forlader eder paa ham til hver Tid, (kjære) Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt! Gud er vor Tilflugt. Sela.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
5 Bliver vrede og synder ikke; taler i eders Hjerte paa eders Leie, og værer stille! Sela.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
6 Derfor skal hver Hellig bede til dig til den Tid, (naar du) findes; ja, naar der komme store Vandskyl, skulle de ikke naae til ham.
7 Du er mit Skjul, du bevarer mig for Angest, at jeg kan prise dig ganske gladerligen, naar jeg frelses. Sela.
28 Men jeg (tænkte): Det er mig godt, jeg holder mig nær til Gud; (derfor) sætter jeg mit Haab paa den Herre Herre, at fortælle alle dine Gjerninger.
8 Men du haver frelst os fra vore Fjender, og du haver beskjæmmet dem, som os hadede.
1 Til Sangmesteren for Jeduthun; Davids Psalme.
2 Min Sjæl er aleneste stille til Gud; fra ham (kommer) min Frelse.
9 Og han, han skal dømme Verden med Retfærdighed, han skal afsige Dom over Folkene med Oprigtighed.
12 Thi den Herre Gud er Sol og Skjold, Herren skal give Naade og Ære; han skal intet Godt vægre dem, som vandre i Fuldkommenhed.
8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
7 Herren er god, (han er) til Befæstning paa Nøds Dag, og kjender dem, som troe paa ham.
3 (Det er) et fast Forsæt: Du skal bevare Fred, (ja) Fred; thi man haver forladt sig paa dig.
4 Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre Herre er en evig Klippe.
8 Alle de, mig see, bespotte mig; de udvide Læben, de ryste Hovedet, (sigende):
11 I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
9 Israel! forlad dig paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
1 Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
3 Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
11 Gud, døm dem skyldige, at de falde fra deres Anslag; udstød dem for deres mange Overtrædelsers Skyld, thi de ere gjenstridige imod dig.
7 Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes.
22 Hans Munds Ord vare glattere end Smør, men der var Strid i hans Hjerte; hans Ord vare blødere end Olie, og de (ere dog) uddragne (Sværd).
8 Lad mig aarle høre din Miskundhed, thi jeg haver forladt mig paa dig; kundgjør mig den Vei, som jeg skal gaae paa, thi jeg haver opløftet min Sjæl til dig.
5 Folk skulle glæde sig og synge (med Fryd); thi du skal dømme Folk med Ret, og Folk paa Jorden, dem skal du føre. Sela.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
5 Disse Ting vil jeg komme ihu og udøse min Sjæl hos mig (selv); thi jeg vilde gaae frem med Hoben, vilde gaae afsted med dem til Guds Huus med Frydeskrigs og Taksigelses Røst iblandt den Hob, som holder helligt.
2 Herre! hvad ere mine Fjender mange! mange de, som opstaae imod mig!
3 at vi maae kjende din Vei paa Jorden, din Salighed iblandt alle Hedninger.
7 Din Retfærdighed er som Guds Bjerge, dine Domme ere en stor Afgrund; Herre! du frelser Mennesker og Dyr.
11 I (det der drives) Mord i mine Been, forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud?
10 Og alle Mennesker skulle frygte og forkynde Guds Gjerning, og forstaae, (at det er) hans Gjerning.
2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.