Salmenes bok 56:11
I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
4 Paa den Dag, jeg maa frygte, vil jeg, jeg forlade mig paa dig.
6 Herren er med mig, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
13 Jeg er glemt af Hjertet som en Død, jeg er som et fordærvet Kar.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
15 Men jeg, jeg forlader mig paa dig, Herre! jeg sagde: Du er min Gud.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
10 Da skulle mine Fjender vende tilbage paa den Dag, jeg raaber; dette veed jeg, at du er min Gud.
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
6 saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
12 Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gjøre mig?
6 Jeg, jeg lagde mig og sov; jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig.
1 Til Sangmesteren; Davids Psalme.
1 Herre! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig.
1 Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
8 Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Menneskene.
9 Det er bedre at troe paa Herren end at forlade sig paa Fyrsterne.
3 Dersom en Hær vil leire sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig opreises imod mig, da forlader jeg mig paa dette.
4 See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
5 at min Fjende ikke skal sige: Jeg fik Overhaand over ham; at min Modstander ikke skal fryde sig, naar jeg maatte snuble.
7 Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
2 See, Gud er min Salighed, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre Herre er min Styrke og Psalme, og er bleven mig til Salighed.
2 Jeg forlader mig paa dig, min Gud! lad mig ikke beskjæmmes, at mine Fjender ikke skulle fryde sig over mig.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
6 Ved dig ville vi stange vore Fjender, i dit Navn ville vi undertræde dem, som staae op imod os.
25 At forfærdes for et Menneske fører i Strikke, men den, som forlader sig paa Herren, bliver ophøiet.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
1 Davids (Psalme). Herren er mit Lys og min Salighed, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Kraft, for hvem skal jeg ræddes?
3 Og han drog mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, saa han befæstede mine Gange.
4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
1 Til Sangmesteren; (med Titel:) Fordærv ikke; Davids gyldne (Smykke); der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen.
3 Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvilket er ingen Frelse.
17 Vær mig ikke til Forskrækkelse; du er min Tilflugt paa en ond Dag.
20 Bevar min Sjæl og red mig, at jeg ikke beskjæmmes, thi jeg troer paa dig.
16 Døden føre Forglemmelse over dem, at de fare levende ned i Graven; thi der ere Ondskaber i deres Boliger, (ja) inden i dem.
11 Gud, døm dem skyldige, at de falde fra deres Anslag; udstød dem for deres mange Overtrædelsers Skyld, thi de ere gjenstridige imod dig.
42 Og jeg vil svare den, som forhaaner mig for nogen Ting, at jeg haver forladt mig paa dit Ord.
7 Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
8 Thi mine Øine see til dig, Herre, Herre! jeg forlader mig paa dig; blot ikke min Sjæl!
9 Men du, Herre! du skal lee ad dem, du skal bespotte alle Hedningerne.
15 Ja, jeg er som en Mand, der ikke hører, og (som haver) intet Gjensvar i sin Mund.
12 Thi den Herre Gud er Sol og Skjold, Herren skal give Naade og Ære; han skal intet Godt vægre dem, som vandre i Fuldkommenhed.
15 See, vil han slaae mig ihjel, skulde jeg (dog) ikke haabe? jeg vil bevise mine Veie (at være rette) for hans Ansigt.
7 Han skal ikke frygte for ond Tidende; hans Hjerte er fast, han forlader sig paa Herren.
2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
8 Jeg haver sat Herren stedse for mig; thi (han er) ved min høire Haand, jeg skal ikke rokkes.
11 I, som frygte Herren! forlader eder paa Herren; han er deres Hjælp og deres Skjold.
9 Herre! fri mig fra mine Fjender; hos dig haver jeg skjult (mig).
1 Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.