Salmenes bok 16:8
Jeg haver sat Herren stedse for mig; thi (han er) ved min høire Haand, jeg skal ikke rokkes.
Jeg haver sat Herren stedse for mig; thi (han er) ved min høire Haand, jeg skal ikke rokkes.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
25 Thi David siger om ham: Jeg haver altid Herren for mine Øine; thi han er hos min høire Haand, at jeg ikke skal rokkes.
9 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Ære fryder sig; ja, mit Kjød skal boe tryggelig.
16 Herrens høire Haand er ophøiet, Herrens høire Haand gjør kraftige (Gjerninger).
17 Jeg skal ikke døe, men jeg skal leve, og jeg skal fortælle Herrens Gjerninger.
12 Derpaa kjender jeg, at du haver Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal raabe (for Glæde) over mig.
23 Men jeg (vil) stedse (blive) hos dig, du holder (mig) ved min høire Haand.
11 Du skal kundgjøre mig Livets Sti; for dit Ansigt er Mættelse af megen Glæde, liflige (Værelser) ved din høire Haand evindelig.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
6 Herren er med mig, jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
7 Herren er med mig iblandt dem, som hjælpe mig, derfor vil jeg, jeg see paa mine Hadere.
6 Thi han skal ikke rokkes evindelig; en Retfærdig skal være til en evig Ihukommelse.
15 Mine Øine ere stedse til Herren; thi han, han skal uddrage mine Fødder af Garnet.
7 Jeg vil love Herren, som gav mig Raad; ja, mine Nyrer undervise mig om Nætterne.
8 Thi du haver været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synge med (Fryd).
8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
9 Jeg vil vandre for Herrens Ansigt i de Levendes Lande.
5 Herren er den, som bevarer dig; Herren er din Skygge over din høire Haand.
5 Herren er min Arvs Deel og min Kalk; du er den, som opholder min Lod.
6 Thi et Øieblik (varer) hans Vrede, (men) Livet er i hans Velbehagelighed; om Aftenen, (ja) Natten igjennem skeer Graad, men om Morgenen Frydeskrig.
6 Dog, min Sjæl! vær stille for Gud; thi af ham er min Forventelse.
1 Davids (Psalme), der han forvendte sin Sands for Abimelechs Ansigt, og denne uddrev ham, og han gik (bort).
5 Herren er hos din høire Haand, han skal knuse Konger paa sin Vredes Dag.
6 Visseligen, Godt og Miskundhed skal efterjage mig alle mit Livs Dage, og jeg skal blive i Herrens Huus en lang Tid.
168 Jeg holdt dine Befalinger og dine Vidnesbyrd, thi alle mine Veie ere for dig.
7 Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
1 Davids (Psalme). Herre! skaf mig Ret, thi jeg, jeg haver vandret i min Fuldkommenhed, og jeg forlader mig paa Herren, jeg skal ikke snuble.
16 Men jeg, jeg hastede ikke fra (at være) Hyrde efter dig, jeg har og ikke begjæret en ulægelig Dag, du, du veed det; hvad der er udgaaet af mine Læber, det er for dit Ansigt.
10 Haver Gud glemt at være naadig, eller haver han tillukket sine Barmhjertigheder ved Vrede? Sela.
2 Min Sjæl er aleneste stille til Gud; fra ham (kommer) min Frelse.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
17 Det er opbrændt med Ild, det er ophugget; de omkomme for dit Ansigts Trudsel.
6 Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke (komme) i Ulykke.
22 Thi jeg haver bevaret Herrens Veie, og jeg haver ikke handlet ugudeligen (og vendt mig) fra min Gud.
11 I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
21 Herren vederlagde mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Reenhed.
6 Jeg, jeg lagde mig og sov; jeg opvaagnede, thi Herren opholder mig.
2 Thi han bøiede sit Øre til mig; derfor vil jeg paakalde (ham) i mine Dage.
35 Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue brydes med mine Arme.
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
4 Forlader eder paa Herren stedse og altid; thi den Herre Herre er en evig Klippe.
7 Thi du sætter ham til Velsignelser altid, du fryder ham med Glæde for dit Ansigt.
117 Understøt mig, at jeg maa blive frelst, saa vil jeg altid forlyste mig i dine Skikke.
1 En Sang paa Trapperne. De, som forlade sig paa Herren, de ere som Zions Bjerg, der ikke skal ryste, (men) skal blive evindelig.
31 Thi han staaer ved en Fattigs høire Haand, at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl.
15 De skulle endnu bære Frugt, naar de ere graahærdede; de skulle være saftige og grønne,
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe uden vor Gud?
8 Herre! jeg elsker dit Huses Bolig og din Æres Tabernakels Sted.
6 saa at vi kunne sige med frit Mod: Herren er min Hjælper, og jeg vil ikke frygte; hvad kan et Menneske gjøre mig?
4 See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;