Salmenes bok 62:2
Min Sjæl er aleneste stille til Gud; fra ham (kommer) min Frelse.
Min Sjæl er aleneste stille til Gud; fra ham (kommer) min Frelse.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
5 De raadslaae aleneste om at udstøde (ham) fra hans Høihed, de have Behagelighed til Løgn; de velsigne med deres Mund, og de bande i deres Inderste. Sela.
6 Dog, min Sjæl! vær stille for Gud; thi af ham er min Forventelse.
7 Han er alene min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, jeg skal ikke rokkes.
1 Til Sangmesteren for Jeduthun; Davids Psalme.
2 Og han sagde: Herre! jeg haver dig hjertelig kjær, min Styrke!
2 Og han sagde: Herren er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig.
3 (Han er) Gud, min Klippe, paa hvilken jeg troer, mit Skjold og min Saligheds Horn, min Ophøielse og min Tilflugt, min Frelser; fra Vold haver du frelst mig.
22 Men Herren har været mig en Ophøielse, og min Gud var min Tillids Klippe.
3 Vær mig en Boligs Klippe, at komme hen til altid, du, (som) haver befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning.
2 min Miskundheds (Gud) og min Befæstning, min Ophøielse og min Befrier for mig, mit Skjold og den, paa hvem jeg haver forladt mig, den, som betvinger mit Folk under mig.
47 Herren lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Saligheds Klippe, skal ophøies,
2 Jeg vil sige: Herren er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvilken jeg forlader mig.
2 Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn.
3 Jeg raaber fra Landets Ende til dig, naar mit Hjerte forsmægter; du fører mig paa en Klippe, (som ellers) bliver mig for høi.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe foruden vor Gud?
33 Gud er min Styrke og Kraft, og han letter fuldkommeligen min Vei.
2 See, Gud er min Salighed, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den Herre Herre er min Styrke og Psalme, og er bleven mig til Salighed.
46 Den Fremmedes Børn affaldt, de forfærdedes, (naar de udgik) af deres indelukkede Huler.
2 Herre! jeg troer paa dig, lad mig ikke beskjæmmes evindelig; udfri mig ved din Retfærdighed.
3 Bøi dit Øre til mig, red mig hasteligen; vær mig en stærk Klippe, et saare fast Huus til at frelse mig.
26 Og jeg vil sætte hans Haand paa Havet, og hans høire Haand paa Floderne.
1 Davids (Psalme). Herren er mit Lys og min Salighed, for hvem skal jeg frygte? Herren er mit Livs Kraft, for hvem skal jeg ræddes?
14 Herren er min Styrke og Psalme, og han blev mig til Salighed.
15 De skulle endnu bære Frugt, naar de ere graahærdede; de skulle være saftige og grønne,
9 Men du, Herre! du skal lee ad dem, du skal bespotte alle Hedningerne.
31 Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som troe paa ham.
32 Thi hvo er en Gud foruden Herren, og hvo er en Klippe uden vor Gud?
7 Herren er min Styrke og mit Skjold, mit Hjerte haver forladt sig paa ham, og jeg er bleven hjulpen; og mit Hjerte fryder sig, og jeg vil takke ham med min Sang.
5 Thi han skal gjemme mig i sin Hytte paa den onde Dag, han skal skjule mig i sit Pauluns Skjul, han skal ophøie mig paa en Klippe.
8 Jeg haver sat Herren stedse for mig; thi (han er) ved min høire Haand, jeg skal ikke rokkes.
6 Thi et Øieblik (varer) hans Vrede, (men) Livet er i hans Velbehagelighed; om Aftenen, (ja) Natten igjennem skeer Graad, men om Morgenen Frydeskrig.
17 Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, ja, jeg vil synge (med Fryd) om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Ophøielse og en Tilflugt paa min Nøds Dag.
4 See til, bønhør mig, Herre min Gud! oplys mine Øine, at jeg ikke skal hensove i Døden;
11 I Gud vil jeg prise (hans) Ord; i Herren vil jeg prise (hans) Ord.
22 Hans Munds Ord vare glattere end Smør, men der var Strid i hans Hjerte; hans Ord vare blødere end Olie, og de (ere dog) uddragne (Sværd).
14 Thi jeg hører Manges Bagtalelse, (der er) Rædsel trindt omkring, fordi de raadslaae tilsammen over mig; de tænke at tage Livet af mig.
1 En Sang paa Trapperne. De, som forlade sig paa Herren, de ere som Zions Bjerg, der ikke skal ryste, (men) skal blive evindelig.
1 Davids Schiggajon, som han sang for Herren over Chus, den Benjaminits, Ord.
7 Thi du sætter ham til Velsignelser altid, du fryder ham med Glæde for dit Ansigt.
1 Davids gyldne Smykke. Gud, bevar mig, thi jeg troer paa dig.
19 De toge mig med Fordeel i min Modgangs Tid; men Herren var min Understøttelse.
3 Han er aleneste min Klippe og min Frelse; min Ophøielse, at jeg skal ikke rokkes meget.
1 Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
2 Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, som er befunden (at være) saare (stor).
6 Han siger i sit Hjerte: Jeg skal ikke rokkes, fra Slægt til Slægt skal jeg ikke (komme) i Ulykke.
9 (han,) som holder vor Sjæl ilive og lader vor Fod ikke snuble.
3 Mine Fjender (søge) den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som stride imod mig, o høie (Gud)!
1 Til Sangmesteren; Davids (Psalme). Jeg haaber paa Herren; hvorledes ville I (da) sige til min Sjæl: Fly (hen) paa eders Bjerg (som) en Fugl?
3 Dersom en Hær vil leire sig imod mig, da skal mit Hjerte ikke frygte; dersom en Krig opreises imod mig, da forlader jeg mig paa dette.
7 Jeg har været for Mange som et Under, men du er min stærke Tillid.