Salmene 66:9
(han,) som holder vor Sjæl ilive og lader vor Fod ikke snuble.
(han,) som holder vor Sjæl ilive og lader vor Fod ikke snuble.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
3 Han skal ikke lade din Fod snuble, han, som bevarer dig, skal ikke slumre.
8 I Folk! lover vor Gud, og lader hans Lovs Røst høres,
8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øie fra Graad, min Fod fra Stød.
9 Jeg vil vandre for Herrens Ansigt i de Levendes Lande.
10 Thi, Gud! du haver prøvet os; du haver luttret os, ligesom Sølv bliver luttret.
11 Du haver ført os i Garnet; du lagde en Klemme paa vore Lænder.
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
5 Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
18 Der jeg sagde: Min Fod snublede, Herre! da opholdt din Miskundhed mig.
13 Gud! dine Løfter (ligge) paa mig; med Taksigelser vil jeg betale dig.
37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.
19 at frie deres Sjæl fra Død og holde dem i Live i Hungeren.
20 Vor Sjæl bier efter Herren, han er vor Hjælp og vort Skjold.
8 Thi du haver været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synge med (Fryd).
22 Hans Munds Ord vare glattere end Smør, men der var Strid i hans Hjerte; hans Ord vare blødere end Olie, og de (ere dog) uddragne (Sværd).
5 da havde de stolte Vande gaaet over vor Sjæl.
6 Lovet være Herren, som ikke gav os til Rov for deres Tænder!
7 Vor Sjæl er undkommen som en Fugl af Fuglefangerens Snare; Snaren er sønderreven, og vi, vi ere undkomne.
26 Thi Herren skal være dit Haab, og han skal bevare din Fod, at (den) ikke fanges.
9 Han skal bevare sine Frommes Fødder, men Ugudelige skulle vorde stumme i Mørket; thi en Mand bliver ikke vældig ved (sin) Kraft.
6 Dog, min Sjæl! vær stille for Gud; thi af ham er min Forventelse.
34 Han gjør mine Fødder som Hindernes, og skal lade mig staae paa mine Høie.
1 Til Sangmesteren, for Korahs Børn; en Sang paa Alamoth.
2 Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, som er befunden (at være) saare (stor).
33 den Gud, som omgjorder mig med Kraft og gjør min Vei fuldkommen.
11 Min Fod holdt fast ved hans Gang, jeg holdt hans Vei og veg ikke af.
2 Min Sjæl er aleneste stille til Gud; fra ham (kommer) min Frelse.
18 Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskeligen imod din Pagt.
18 Lad din Haand være over din høire Haands Mand, over den Menneskens Søn, som du bekræftede dig.
7 Herren skal bevare dig fra alt Ondt, han skal bevare din Sjæl.
2 Vore Fødder stode i dine Porte, Jerusalem!
6 som gjorde Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem, han, som holder Love evindelig,
8 Jeg vil fryde mig og være glad ved din Miskundhed; thi du haver seet min Elendighed, du haver kjendt min Sjæl i Angester.
6 han, som bevæger Jorden af dens Sted, at dens Piller maae bæve,
18 Herren tugtede mig vel, men gav mig ikke i Døden.
3 Herre, min Gud! jeg raabte til dig, og du helbredede mig.
12 De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa en Steen.
25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt (og) glemme vor Elendighed og vor Trængsel?
5 Han grundfæstede Jorden paa sine Grundvolde, at den ikke skal ryste evindelig og altid.
24 Naar han falder, da skal han ikke bortkastes; thi Herren opholder hans Haand.
14 Herren opholder alle dem, som falde, og opreiser alle de Nedbøiede.
23 Da skal du vandre tryggeligen paa din Vei, og du skal ikke støde din Fod.
6 Forfærdelige Ting skal du, vor Saligheds Gud! svare os i Retfærdighed, (du, som er) alle Jordens Enders Tillid, og deres, som ere langt borte ved Havet,
27 Og du haver lagt mine Fødder i Stokken og tager vare paa alle mine Stier, du indtrykker (Mærke) over mine Fødders Saaler.
2 Men jeg (maa bekjende, der fattedes) Lidet, at mine Fødder (jo) bøiede af Veien, (der fattedes) moxen Intet, at mine Gange vare (jo) hengledne.
9 Du skal ikke bortkaste mig i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaaer.
4 Gud! hør min Bøn, vend (dine) Øren til min Munds Tale.
8 Jeg haver sat Herren stedse for mig; thi (han er) ved min høire Haand, jeg skal ikke rokkes.
19 Den Herre Herre er min Magt, og skal sætte mine Fødder som Hindernes, og lade mig træde paa mine Høie. For Sangmesteren paa mine Strængelege.
31 Guds Vei er fuldkommen, Herrens Tale er luttret; han er alle dem et Skjold, som troe paa ham.