Salmenes bok 37:24
Naar han falder, da skal han ikke bortkastes; thi Herren opholder hans Haand.
Naar han falder, da skal han ikke bortkastes; thi Herren opholder hans Haand.
Disse versene er funnet ved hjelp av AI-drevet semantisk likhet basert på mening og kontekst. Resultatene kan av og til inneholde uventede sammenhenger.
14 Herren opholder alle dem, som falde, og opreiser alle de Nedbøiede.
17 Thi de Ugudeliges Arme skulle sønderbrydes, men Herren opholder de Retfærdige.
18 Herren kjender de Fuldkomnes Dage, og deres Arv skal blive evindeligen.
23 Af Herren stadfæstes en Mands Gange, og han skal have Lyst til hans Vei.
25 Jeg har været ung og er bleven gammel, men jeg haver ikke seet en Retfærdig forladt, eller hans Sæd søge efter Brød.
16 Thi en Retfærdig kan falde syv Gange, og staae op (igjen), men de Ugudelige skulle støde sig i Ulykke.
33 Herren skal ikke forlade ham i hans Haand og ei fordømme ham som en Ugudelig, naar han bliver dømt.
34 Bi efter Herren og hold hans Vei, saa skal han ophøie dig til at arve Landet; du skal see, naar de Ugudelige skulle udryddes.
22 Hans Munds Ord vare glattere end Smør, men der var Strid i hans Hjerte; hans Ord vare blødere end Olie, og de (ere dog) uddragne (Sværd).
4 Dine Taler have opreist den Faldne, og du haver styrket de bøiede Knæ.
23 Men jeg (vil) stedse (blive) hos dig, du holder (mig) ved min høire Haand.
13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde, men Herren hjalp mig.
2 Salig er den, som handler forstandeligen imod den Ringe; Herren skal redde ham paa en ond Dag.
24 Dog skal han ikke udstrække Haanden til Hulen, dersom der end er Skrig hos dem, naar han fordærver (dem).
22 Og han drager de Mægtige med sin Magt; staaer han op, da er man ikke forsikkret om (sit) Liv.
23 Giver (Gud) ham (at leve) i Tryghed, da forlader han sig fast derpaa; dog ere hans Øine over deres Veie.
29 Naar (Nogle) fornedre sig, og du siger: (Lad her skee) en Ophøielse, saa skal han frelse den, som nedslaaer Øinene.
31 Hans Guds Lov er i hans Hjerte, hans Trin skulle ikke glide.
26 Thi Herren skal være dit Haab, og han skal bevare din Fod, at (den) ikke fanges.
14 Thi Herren skal ikke overgive sit Folk, og ei forlade sin Arv.
10 Thi dersom de falde, kan den Ene opreise sin Staldbroder; men vee den, som er ene! naar han falder, er der ingen Anden til at opreise ham.
7 Thi du sætter ham til Velsignelser altid, du fryder ham med Glæde for dit Ansigt.
18 Der jeg sagde: Min Fod snublede, Herre! da opholdt din Miskundhed mig.
11 Bevar din Miskundhed imod dem, som dig kjende, og din Retfærdighed over de Oprigtige af Hjertet.
12 Lad den Hovmodiges Fod ikke komme over mig, og de Ugudeliges Haand ikke bortstøde mig.
6 Thi han skal ikke rokkes evindelig; en Retfærdig skal være til en evig Ihukommelse.
6 Herren opreiser de Sagtmodige; de Ugudelige fornedrer han indtil Jorden.
7 Naar jeg vandrer midt i Angest, skal du holde mig i Live; du skal udrække din Haand over mine Fjenders Vrede, og din høire Haand skal frelse mig.
3 Han skal ikke lade din Fod snuble, han, som bevarer dig, skal ikke slumre.
10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din høire Haand holde mig fast.
9 Dog, den Retfærdige skal holde ved sin Vei, og den, som haver rene Hænder, skal faae mere Styrke.
19 Herren er nær hos (dem, som have) et sønderbrudt Hjerte, og vil frelse (dem, som have) en sønderstødt Aand.
31 Thi Herren skal ikke forkaste evindeligen.
17 Det er opbrændt med Ild, det er ophugget; de omkomme for dit Ansigts Trudsel.
16 Herrens høire Haand er ophøiet, Herrens høire Haand gjør kraftige (Gjerninger).
5 Hold mine Gange paa dine Veie, at mine Trin ikke skulle rokkes.
11 og at de skulle bære dig paa Hænderne, paa det du ikke skal støde din Fod paa nogen Steen.
28 Thi Herren elsker Ret og skal ikke forlade sine Hellige; de blive bevarede evindelig, men de Ugudeliges Sæd bliver udryddet.
7 Hans Krafts Gange skulle blive snevre, og hans Raad skal nedkaste ham.
36 Og du giver mig din Saligheds Skjold, og din høire Haand understøtter mig, og din Sagtmodighed gjør mig stor.
12 De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa en Steen.
4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lov for vor Gud; det skulle Mange see og frygte, og forlade sig paa Herren.
10 frygt ikke, thi jeg er med dig, see ikke om (til Andre), thi jeg er din Gud; jeg haver styrket dig, ja hjulpet dig, ja opholdt dig med min Retfærdigheds høire Haand.
117 Understøt mig, at jeg maa blive frelst, saa vil jeg altid forlyste mig i dine Skikke.
11 Min Fod holdt fast ved hans Gang, jeg holdt hans Vei og veg ikke af.
13 Thi jeg er Herren din Gud, som tager fat paa din høire Haand, som siger til dig: Frygt ikke, jeg, jeg hjælper dig.
9 (han,) som holder vor Sjæl ilive og lader vor Fod ikke snuble.
3 Thi Ugudeligheds Spiir skal ikke hvile over de Retfærdiges Lod, paa det de Retfærdige ikke skulle udrække deres Hænder til Uretfærdighed.
8 Thi du haver været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synge med (Fryd).
37 Du gjør mine Trin vide under mig, og mine Knogler snublede ikke.